Sparetips
Ultimativ spareguide til dig, der skal på festival
Sommerferien nærmer sig med hastige skridt, og du kan næsten ikke vente! I kalenderen står der nemlig festival, og du glæder dig til god musik, fede fester, frituremad og øl i lange baner.
Om du skal til Roskilde Festival, Smukfest, Tinderbox eller noget helt fjerde, bliver det helt sikkert en fed oplevelse. Men den fede festivaloplevelse kan hurtigt løbe op og ende med at koste en del knaster. Knaster som du måske ikke har planlagt at bruge, for når du står på festivalpladsen og har indtaget en håndfuld lunke dåsebajere, kan dømmekraften og dit rationelle ‘jeg’ blive en anelse sløret.
For når festivalen er ovre og du med dunkende hoved tjekker din konto, formerer de rigtige tømmermænd sig også til økonomiske tømmermænd. Av. Du har brugt alt for mange penge.
Men sådan behøver det ikke være!
I denne guide giver vi dig vores allerbedste tips til, hvordan du kan få en fantastisk festival, uden at din konto skal lide for meget smerte.
Arbejd, arbejd
Arbejde giver penge på kontoen. Det gælder både før, under og efter en festival. Hvis du er i god tid, kan du spørge din chef, om du kan tage flere vagter eller timer på dit job, så du får ekstra cash indenbords, før festivalen går løs.
Hvis du ved, at økonomien kommer til at lide overlast af en tur på festival, så kan du kombinere arbejde med fest. De fleste festivaler tilbyder nemlig, at du kan arbejde som frivillig og derigennem få betalt din festivalbillet. Smart trick!
Hvis du skal bruge resten af sommeren efter festivalen derhjemme, kan du også passende tage ekstra timer på arbejdet og på den måde få rådet bod på overforbruget.
Læg et budget
Inden du skal af sted på festival, bruger du selvfølgelig noget tid på forberedelse. Hvad skal du pakke, hvad skal du købe ind - og hvor mange penge har du tænkt dig at bruge?
Ved at lægge en plan for, hvor mange penge, du har, og hvor mange penge, du realistisk set gerne vil bruge på festivalen, er risikoen for, at du vågner op med økonomiske tømmermænd efter festivalen langt mindre.
Har du for længst slået op med det klassiske excel-budget, har vi et alternativ: Sæt et forbrugsmål i Spiir. Her kan du sætte forbrugsmål på enten uge- eller månedsbasis i mere end 80 forskellige forbrugskategorier, og hver gang, du bruger penge i den valgte kategori, tracker appen automatisk hvor mange penge, du har brugt, og ikke mindst: hvor mange penge, du har tilbage til bajere og burgere.
Alliér dig med en ven
Hvis du vil spare knaster, mens du er afsted på festival, gør du klogt i at alliere dig med en ven. Det betyder, at du skal finde dig en festivalpartner, som du kan splitte festivaludgifterne med. Det gælder både udgifter til telt, alkohol og mad. Det er nemlig lidt sjovere at spise dåsetun og sove på luftmadras, hvis du ikke er alene om at gøre det.
Gomore, DSB eller blaffe?
At skulle på festival kræver ofte, at du har behov for transport for at nå frem. Også her er der penge at spare. Gomore samarbejder med Roskilde Festival for at få dig billigere frem, end hvad det koster at tage toget med DSB.
På Gomore kan du også søge efter et lift, hvis du skal på festival et andet sted i landet. Du kan også prøve den gode gamle klassiker, blaffemetoden. Stil dig i vejkanten med din tommelfinger parat og håb på, at der er en kærlig sjæl, der samler dig op og giver dig et lift.
Fyld indkøbsposerne
Langt de fleste danske festivaler brillerer i udvalget af lækre madboder, der tilbyder alt fra burgere og tacos til sushi og salat. Men selvom maden er lækker, så er den også dyr. Det kan hurtigt løbe op i mange hundrede kroner om dagen, hvis du både skal købe mad på festivalpladsen morgen, middag og aften.
Men i stedet for at smide en hundredemand hver gang, du skal have noget i skrutten, kan du spare penge ved at tage en tur i supermarkedet, gerne inden festivalen starter. Her skal du være praktisk og købe madvarer, der fint kan klare sig i et varmt telt. Det kan være:
Festivalsikret madindkøb: * Mad på dåse * Rugbrød * Toastbrød * Knækbrød * Nutella * Smøreost * Frugt * Gulerødder * Alkohol
Du kan lave en aftale med dig selv om, at du må købe et af de lækre festivalsmåltider om dagen, og resten skal ellers findes i dit telt.
På nogle af de større festivaler, herunder Roskilde Festival, kan du leje et køleskab, hvis du vil sætte endnu mere ind på at være masterchef under festivalen.
Hjemmelavede mojitos
Hvis du kun vil drikke dyre cocktails fra drinkstederne, når musikken spiller, løber forbruget hurtigt løbsk. Drinks er dyre, og især hvis du køber dem på festivalpladsen. Her er tricket, at du skal alliere dig med en ven og købe alkohol hjemmefra, som I tager med på festivalen. Og det behøver ikke kun være lunkne slots-øl. Med en flaske lys rom, danskvand, sukker og mynte har du mojitos til mange festlige dage.
Hvis alt andet fejler…
Du kommer hjem fra festival, og som du træder ind af døren, bliver du ramt af en bølge af festival blues. Du er tilbage i den virkelige verden, og du har ikke konstant en god ven i den ene hånd og en dåseøl i den anden hånd. Festen og festivalen er slut, og pengene er brugt.
Men koldt vand i blodet! Selvom pengene er brugt, så tænk på de fantastiske dage, du har haft, og alle de minder, du nu vil bære rundt på resten af dit liv. De er nemlig meget vigtigere end pengene. Du skal nok overleve, og som det er med penge… ja, dem kan du jo heldigvis tjene igen!
Nu er der bare tilbage at ønske dig en fed festival og god sommer med masser af sjove oplevelser til din mindebog 🍺☀️🎉
Relaterede indlæg
Studieliv, Familieliv, Sparetips, Pengevaner
Sparetip: Bliv bevidst om dit dataforbrug og vælg det rette mobilabonnement
Få et samlet overblik over alt det du behøver at vide, før du vælger dit mobilabonnement.
Sparetips, Pengevaner, Familieliv
Spiir anbefaler: 5 lyd- og e-bøger til dig, som ønsker at ændre forbrugsvaner.
Få tips, motivation og meget mere med disse 5 disse bøger 🎧
Sparetips, Pengevaner, Familieliv
Spiir anbefaler: 7 lyd- og e-bøger om penge, forbrug og økonomi, der er guld værd
Få inspiration til sparetips, investeringer og meget mere med disse bøger 🎧