Paris, marts 2016. Med svedige håndflader og bankende hjerte indtaster jeg min pinkode. Kreditkortterminalen viser 11.000 kroner. Et par minutter efter går jeg ud af butikken og svinger den store, brune pose over armen. Jeg har drømt om dette øjeblik i et år. Dagen, hvor jeg skulle købe en Gucci-taske.

Nu er tasken endelig min. Udover glæden over at eje min drømmetaske, har jeg også en boblende lykkefølelse i maven. Og det er ikke kun materialistisk lykke. Det er også en stolthed over, at jeg faktisk har købt denne taske selv. At jeg har arbejdet hårdt for at få råd til et drømmekøb, og det er tasken nu et symbol på.

Købet var ikke et snuptag i lommen

11.000 kroner er ikke et snuptag i lommen, når jeg er på SU og knokler ved siden af studiet på forskellige studiejobs for at få råd til en hverdag med plads til selvforkælelse.

Drømmen om at eje denne taske blev derfor en gulerod for, at jeg formåede at spare op. Et par hundrede kroner her og dér, og pludselig en dag var overskuddet på kontoen til, at jeg kunne swipe kortet og købe tasken i Paris.

En stor beslutning at bruge mange penge

Taskekøbet var dog ikke en helt nem beslutning. For selvom jeg havde savlet over den i lang tid og havde pengene stående på kontoen, syntes jeg alligevel, at 11.000 kroner er rigtig mange penge. Især for en taske. Jeg har derfor haft lange snakke med min kæreste og mine veninder om købet, både fordi jeg mærkede en flig af dårlig samvittighed over at skulle bruge så mange penge, men også fordi jeg var bange for senere at fortryde købet.

Min kæreste sagde: “go for it, du har fortjent den!” og en veninde sagde, at hvis jeg fortrød den, ville jeg jo altid kunne sælge den. En anden veninde sagde, at nu havde hun altså hørt meget om den taske, og det måtte jo betyde, at jeg virkelig gerne ville have den.

Købet var altså totalt gennemovervejet på alle leder og kanter.

Tænk at bruge så mange penge på en taske

Da jeg kom hjem fra Paris, fremviste jeg stolt tasken til mine forældre. Min mor, som evigt og altid støtter mig, syntes den var flot. Min bror, der har styr på den nyeste mode, sagde som en joke til min far: “prøv at spørge hvad den koster,” og jeg tænkte “åh nej, nu skal vi til det…”. I stedet for at sende en hvid løgn afsted om prisen, var jeg ærlig og slyngede den sandfærdige pris ind i samtalen.

Tænk at bruge så mange penge… på en taske... var min fars reaktion.

Øv. Der blegnede mit køb og min glæde over det lige for næsen af mig.

Jeg står ikke med kviklån op til ørene

De følgende dage kunne jeg mærke, at hans reaktion gik mig på. Og når jeg tænkte nærmere over det, er jeg da også ret uforstående over mange af de ting, min far og bror bruger deres penge på. Men hvordan de bruger deres penge, og hvad de bruger dem på, har jo intet med mig at gøre, vel?

Jeg tog diskussionen op og fortalte min far, at hans reaktion gik mig på. Jeg forklarede ham, at jeg forinden købet havde været usikker, fordi jeg godt vidste, at det var mange penge at bruge på en taske, men at jeg efter købet havde været stolt af mig selv og glad for mit køb.

Han burde være glad for, at hans datter ikke er i lommen på hverken ham, banken eller sidder med kviklån op til ørene, men at jeg faktisk har så meget styr på min økonomi, så jeg kan bruge 11.000 kroner på en taske. Heldigvis kunne han godt se sagen fra min side.

11.000 kroner - taske eller to måneders husleje?

Snakken med min far gjorde faktisk noget godt for mig. For nu har jeg lært, at jeg godt kan lukke ned for andres meninger og holdninger om mit dyre taskekøb. Udover min far og brors reaktion, har jeg ikke tal på hvor mange andre, der har reageret med forargelse over den dyre taske.

Da jeg pitchede denne historie til Spiir, reagerede en af mine kollegaer med at skrive “WHAAAAAAAT! 11.000 KRONER!?!?! Det er min husleje i to måneder”. Men så kom jeg i tanke om, at han ugen forinden havde kastet knap 9.000 kroner efter den nye Iphone. Mon det køb var blevet mødt af lige så mange forargede reaktioner som mit taskekøb?

De mange kommentarer jeg fik, efter jeg afslørede prisen på min Gucci-taske, har gjort, at jeg nu:

1. Stiller mig uforstående overfor disse kommentarer. Hvorfor skal andre blande sig i, hvordan jeg bruger mine penge?
2. Stiller spørgsmålstegn ved, om der mon er nogle ting, der er mere i orden at bruge mange penge på end andre. Det virker på mig som om, at det er fjollet at bruge mange penge på sko og tasker, men dyre ure, biler og elektronik er til gengæld helt på sin plads. Eller hvad?
3. Har lært at være ligeglad. Mine køb, mine penge, mit valg, mit liv. Og jeg skal ikke retfærdiggøre det overfor andre end mig selv.

Spiir handler om at prioritere - ikke om at spare

Hvordan vil dette indlæg mon blive modtaget, når det ryger ud i æteren? Vil folk føle et behov for at dele deres holdning til, hvordan jeg bruger mine penge? Det var tilfældet, da vi delte historien om Caroline, der bruger mange af sine penge på restaurantbesøg.

Spiir vil gerne støtte op om at livet ikke nødvendigvis handler om at spare penge og leve på en sten. Det handler i stedet om at blive bevidst om, hvordan du bruger dine penge, så du kan prioritere dem på det, der gør dig glad. Og det er faktisk det, Spiir-appen kan hjælpe med!

Fordi jeg er bevidst om, hvad jeg bruger mine penge på, kan jeg vælge at bruge dem på det, der gør mig glad. Og det behøver jeg ikke at retfærdiggøre overfor nogen som helst. Om det så er en dyr taske, en rumraket, en bil eller en bytur med mine venner, jeg vælger at bruge mine penge på.