Studieliv, Pengevaner
Studerende og iværksættere: “Hvis man drømmer om at tjene kassen i morgen, skal man ikke blive iværksætter”
Hvor går man egentlig hen i Aarhus, hvis man er i humør til skåle med vennerne over en omgang kulørte drinks? Hvilken café disker op med den bedste flat white? Og hvor skal man tage hen, hvis man er på udkig efter smukke naturområder i nærheden af smilets by?
Det er blot nogle af de ting, du kan få svar på, hvis du kender Aarhus Blend in – en ung startup virksomhed, der formidler tips og guides om de mange skjulte skatte og tilbud, der findes i Aarhus og omegn.
Bag Aarhus Blend in finder man 26-årige Anne Ejlerskov og 23-årige Emil Thesbjerg. To unge studerende, der brænder for at hjælpe andre unge med at få mere ud af byen.
Vi har taget en snak med dem om, hvordan man kaster sig ud i iværksætteri og samtidigt jonglerer studielivet, pengepungen og en smækfyldt kalender i en travl hverdag.
Lokale tips til turister startede idéen
Idéen til Aarhus Blend in kom til Anne for mange år siden, da hun udlejede sin lejlighed på Airbnb, og ville hjælpe sine gæster med at få de bedste oplevelser i byen:
“Jeg fik hurtigt den erfaring, at både danske og udenlandske gæster tog sindssygt godt imod tips, der var skrevet personligt til dem,” fortæller Anne og fortsætter:
“Så jeg hyggede mig med at skrive de her små sedler, hvor jeg skrev tips ned til mine gæster. Eksempelvis, hvis det var til en familie, kunne jeg fortælle dem om en legeplads her i området, noget de aldrig ville kunne vide, hvis der ikke var en lokal, der havde fortalt det,” fortæller Anne.
Men det var ikke kun turister fra nært og fjernt, der var begejstrede for personlige tips om byens mange skjulte skatte. Også studerende, der flyttede til Aarhus, var ellevilde med at få serveret lokale tips:
“Da jeg startede jeg på universitetet, fandt jeg ud af, at det også var studerende, der bare flytter hertil fra Randers, der har brug for de her tips, og som har brug for at vide, hvor er det at de lokale kommer. Og så begyndte jeg at tænke på, at der må være et marked for det her, hvor man stadig bevarer den personlige vinkel. Så det var ligesom idéen til det indhold, vi laver,” forklarer Anne.
Fra hyggeprojekt til startup virksomhed
Bevæbnet med et kamera, en skarp pen og en kærlighed til byens mange tilbud, drev Anne Aarhus Blend in alene som et hyggeprojekt ved siden af sit studie. Men der gik ikke lang tid, før Anne begyndte at tænke over, hvordan hun kunne skabe en forretning ud af sin idé. Og så kom Emil ind i billedet.
“Grunden til, at vi endte med at slå pjalterne sammen, var fordi at Emil var en ivrig tipper på Aarhus Blend in. Så efter noget tid tænkte jeg, at måske han skulle lidt længere ind i maskinrummet,” siger Anne.
Med Emil ombord gik de i gang med at lægge strategier for, hvordan deres forretningsmodel skulle se ud. For det var ikke ligegyldigt, hvilken strategi, de valgte.
“Vi vil holde fast i, at de tips, vi laver til vores website ikke er sponsoreret. Det er ikke caféer, der betaler os for at skrive tips om dem. Vi tager ned og laver noget om dem, når der er blevet tippet om dem. De skal tippes om fra helt almindelige unge ude i byen,” fortæller Anne.
“Der er virkelig mange, der har en forretningsmodel, hvor de bliver sponsoreret af virksomheder, barer og caféer, så vi tænkte, at der også må være en interesse i at gøre noget helt andet. Vi prøver at være mere idealistiske på den måde,” siger Emil.
Anne og Emil har derfor valgt at fokusere på, hvem der kunne være interesseret i deres læsere, som primært består af unge studerende, og dermed have en attraktiv platform, hvor virksomheder kunne komme i kontakt med denne målgruppe.
“Det kunne eksempelvis være Magistrenes Fagforening og A-kasse, som har en stor interesse i de studerende. Så kan Magistrene blandt andet reklamere for, at de har et samarbejde med os ude på de sociale medier med links til vores website,” forklarer Anne.
Siden de første partnerskaber er kommet på plads, er deres ambitioner vokset. Snart er det ikke kun i Aarhus, at unge og studerende kan nyde godt af gode tips og lokale guides. Den unge iværksætter-duo har allerede planlagt at satse på flere byer i den nærmeste fremtid:
“Vi er fuld sving med at køre ting i vinkel, så vi kan lancere i Odense og Aalborg til næste semester. Odense og Aalborg har, ligesom Aarhus, et universitet og er studiebyer, hvor der også er mange forskellige tilbud og ting, der kan tippes om,” fortæller Anne.
Forskellige udfordringer som iværksætter
Med forretningsmodellen på plads er Anne og Emil generelt enige om de fleste ting. Men de har alligevel lidt forskellige opfattelser af, hvad der har været det mest udfordrende ved at skabe balance mellem iværksætterdrømmen, penge, tid og studielivet.
“Jeg savner nogle gange at have lidt flere penge til at gå ud og spise, tage i biografen eller ud og drikke nogle øl. I hvert fald uden at man skal tænke, ‘nu har jeg så brugt de her penge, så skal jeg leve af tun resten af måneden’,” siger Emil og fortsætter:
“Men jeg synes, at det med tiden er den største udfordring. Man har sin virksomhed. Man har sit studie. Og man vil selvfølgelig også gerne ses med sine venner og familie, og der er alligevel kun 24 timer i døgnet,” forklarer Emil.
For Anne har den største udfordring været i form af kroner og ører.
“For mig har det været økonomien. Jeg opsagde for halvandet år siden mit studiejob for at kunne fokusere på at lave en virksomhed og bruge den tid, det kræver. Det produkt, vi har, kræver lang tid før det har en berettigelse over for vores kunder. For det kræver, at der er nogen, der følger med på Instagram, og at der er nogle læsertal, før vi kan gå ud sige, at vi har et produkt, der er fedt og relevant for dem,” siger Anne.
Erfaringen er guld værd
Stramme studiebudgetter og tætpakkede kalendere har dog på ingen måder fået Anne og Emil til at fortryde, at de startede deres egen virksomhed. Derfor har de også kun ét råd til dig, hvis du går med en iværksætterdrøm i maven.
“Følg drømmen! Hvis man har en idé, som man brænder for, skal man helt sikkert give det et skud, for ellers vil man fortryde det resten af ens liv,” siger Emil, og bliver bakket op af Anne:
“Selvom det kan være svært at opsige sit studiejob og måske tage et studielån, fordi der ikke er så mange penge på kistebunden, så er den der iværksætter-erfaring guld værd,” fortæller Anne og fortsætter:
“Iværksætteri viser, at man har mod og at man kan være en blæksprutte, fordi man ved noget om alt muligt. Man er lidt revisor, lidt sociale medier ekspert og alt muligt andet, som man er nødt til at sætte sig ind i,” siger Anne.
Og selvom at pengene ikke kommer væltende ind med det samme, er det vigtigt at have is i mave og blive ved med at tro på at det lykkes til sidst.
“Hvis man drømmer om at tjene kassen i morgen, skal man ikke blive iværksætter,” siger Anne.
“Lysten skal drive værket,”, tilføjer Emil, inden Anne runder vores snak af:
“Det er et stort sats. For os startede det ud af en lyst til bare at lave og dele gode tips. Og det er så bare kommet sindssygt godt igen for nu begynder de første samarbejde at være i hus, og det lykkes for os at lave en forretning ud af det,” fortæller Anne.
Vil du følge deres rejse?
Vil du gerne følge Anne og Emils iværksættereventyr og se, hvordan det kommer til at gå dem i fremtiden? Så sving forbi Aarhus Blend in eller følg dem på Instagram 📲
Relaterede indlæg
Studieliv, Familieliv, Sparetips, Pengevaner
Sparetip: Bliv bevidst om dit dataforbrug og vælg det rette mobilabonnement
Få et samlet overblik over alt det du behøver at vide, før du vælger dit mobilabonnement.
Sparetips, Pengevaner, Familieliv
Spiir anbefaler: 5 lyd- og e-bøger til dig, som ønsker at ændre forbrugsvaner.
Få tips, motivation og meget mere med disse 5 disse bøger 🎧
Sparetips, Pengevaner, Familieliv
Spiir anbefaler: 7 lyd- og e-bøger om penge, forbrug og økonomi, der er guld værd
Få inspiration til sparetips, investeringer og meget mere med disse bøger 🎧