Alle studerende kender til usikkerheden ved en svingende indtægt. Eksamensperioder, sygdom fra jobbet, og i mit tilfælde: en ulønnet praktik, som resulterer i et lavere tal på lønsedlen fra studiejobbet. I øjeblikket har jeg kun lige råd til at salte mit blødkogte æg. Okay, det er løgn. Men overdrivelse fremmer forståelsen.

Det var med en stor portion sommerfugle i maven, da jeg for fire uger siden trådte ind på mit praktiksted. Nu skulle jeg endelig efter fire års slid på universitets-bænken ud og bruge alt den viden, jeg havde fået skrabet op under neglene. Erfaringsmæssigt er praktik det fedeste, du kan byde mig. Økonomisk? Not so much.

Hver uge lægger jeg 37 timers arbejde hos mit praktiksted til en timeløn på 0 kroner. Derudover skal jeg sideløbende skrive en 25-siders eksamensopgave til mit studie og arbejde 7 timer på studiejobbet. Det bliver gennemsnitligt til en arbejdsuge på 49 timer. Jovist får jeg hver måned udbetalt en SU på 5300 kroner og 2000 kroner i løn fra studiejobbet. Det svarer til en timeløn på 37 kroner, som jeg med et snuptag omsætter til husleje, licens og den gode humus fra Rema.

Hvad gør jeg, når kontoen ringer 112, og jeg må skære ned på mit forbrug, men når jeg samtidig gerne vil have råd til vinterstøvler, middag med veninderne og en tur til tandlæge? Jeg finder de billige alternativer.

Når jeg har middagsaftale med veninderne

Veninderne og jeg elsker sushi. Men selvom vores hjerter slår kolbøtter, når vi bladrer gennem menukortet på restauranten, er det ikke en god forretning for mit visakort.

Men jeg vil ikke spise agurkestave og rugbrødsmadder med veninderne. Derfor har uni-pigerne og jeg en madklub, hvor vi skiftes til at invitere hinanden hjem til hjemmelavede kokkerier efter et bestemt tema. Værten må maksimum handle for 50 kroner per snude. Af temaer har vi blandt andet været igennem ‘mandemad’, ‘smørrebrød’, ‘russisk’ og ‘blogger-mad’. Kun fantasien sætter grænser.

Mine seks efterskoleveninder og jeg har også en madklub, som vi har døbt ‘Klub 11’. Det betyder, at vi den 11. i hver måned ses til en aktivitet - oftest spilhygge og mad. Gammeldags kylling er en af hofretterne, og når vi er syv til at splitte udgifterne, lyder Mobilepay-overførslen sjældent på mere end 30 kroner per mand.

En madklub er verdens bedste idé, når jeg trænger til billig mad, venindesludder og følelsen af ‘at komme en tur i byen’.

Når tandlægen vil hive min visdomstand ud

Kort tid inden jeg begyndte i praktik, skulle jeg til mit årlige tandlægetjek. Jeg har ikke tandlægeskræk, medmindre betalings-delen tæller med som en del af skrækken. Så jeg sætter mig alligevel i stolen med klamme håndflader, fordi jeg aldrig ved, hvad det ender med at koste.

Tandlægen sagde, at hun gerne ville fjerne min visdomstand ‘forebyggende’. Og det var altså en af de store sataner i undermunden, der skulle opereres ud. Det skyldtes, ifølge tandlægen, at den senere kunne give gener, og derfor mente hun, at det var det bedste at få den fjernet, mens jeg stadig er ung.

For det første: Hvis jeg er 24 år, har jeg så ikke et par år at løbe på, før jeg ikke længere betegnes som ung?

For det andet: Hvis noget er forebyggende, betyder det så, at det godt kan vente et halvt år, til jeg er færdig i praktik og igen ser min opsparing vokse? Svaret er ja.

Desuden ser jeg ingen grund til at være på smertestillende og cultura i en uge, samtidig med at jeg er i praktikant på fuld tid.

Derfor: Jeg venter, til jeg har skrabet nok penge sammen til at få den visdomstand fjernet.

Når vinterstøvlerne koster 1100 kroner

Jeg elsker efteråret. Det betyder, at jeg kan gå ud og forære mig selv lidt nyt til vintergarderoben. Bare ikke lige i år, for i disse måneder forsvinder mine skejser som morgendug for solen. Hvor er Robin Hood, når man har brug for ham?

Forleden ‘kom jeg til’ at gå jeg ind en skoforretning. Der stod ‘Karen’ på alle støvlerne i størrelse 35. De ville hjem på skohylden og holde de andre sko med selskab.

Jeg forelskede mig i et par, der kostede 1100 kroner. 1100! Det er jo en halv husleje. Jeg spurgte derfor ekspedienten, om hun havde nogle støvler til salg, der lignede, men til en pris, der ikke ville give mig overtræk de næste to måneder.

Hun viste mig sidste års model af den samme sko, som kun adskilte sig fra den nye model ved at have en anden detalje ved lynlåsen. Og nu kommer det bedste ved historien: de kostede kun 600 kroner. Jeg har siden foråret opsparet 700 kroner til vinterstøvler. Perfekt. Den sidste hund bliver starten på en fjernelse-af-visdomstands-opsparing.

Hvis jeg skal undgå at ende som den lille pige med svovlstikkerne, er vinterstøvler lige nu vigtigere end at få fjernet en visdomstand forebyggende.

Derfor: Spørg altid efter sidste års model i skoforretningen. Hvis du er heldig, kan du opnå en stor pengebesparelse!

Når parforholdet trænger til omsorg

Mænd er et mysterium. Jeg bor sammen med én og kender en del, men jeg har svært ved at blive klog på dem.

Hvis det stod til mig, og penge var noget, der kom lige så hurtigt som den vinterblege teint, jeg i skrivende stund er ved at erhverve mig, skulle min kæreste og jeg ud at fejre vores kærlighed på en god restaurant minimum én gang i ugen. Det er min overbevisning, at hvis man regelmæssigt gør sig pænt i stand og kommer væk fra vasketøj og opvask, kan det holde gnisten ved lige i ethvert parforhold.

Min kæreste, derimod, vil mindst lige så gerne holde date-night hjemme i kollegie-hulen med hjemmelavet pizza, snolder og film, som han vil ud og bruge en masse penge på en pricy restaurant. Hvor er det egentlig en dejlig pengebesparende indstilling, når nu vi begge er studerende og skal minimere dankorttransaktionerne. Og så er det slet ikke så tosset med lidt kærestehygge foran flimmeren.

Når alle kollegerne spiser i kantinen

Næsten alle kollegerne på mit praktiksted spiser i kantinen - hver dag. Og jeg forstår dem godt.

Jeg får flashback til da jeg gik i børnehaven, hvor de små numser var placeret på hver deres skammel rundt om langbordet med den pastelfarvede voksdug. Alle de andre børn kunne åbne en madkasse med mælkesnitter og små nuttede yoghurter, mens jeg måtte nøjes med min rosinmad. Okay, alle børnene fik måske ikke mælkesnitter, men det er sådan, jeg husker det.

Hvis jeg ikke skal sidde med samme følelse som 24-årig, sørger jeg for at handle ind til nogle kick-ass-madpakker, som stadig koster det halve af buffeten i kantinen.

Hver søndag planlægger og handler jeg ind til den kommende uges måltider. Herefter går jeg i køkkenet og forbereder de næste par dages madpakker.

Lige nu hitter følgende madpakker hos mig, som alle koster i omegnen af 10-15 kroner at fremtrylle:

• Grøn salat med tun, æg og ristede rugbrødstern
• Pastasalat med pulled kylling, syltede rødløg og rød spidskål
• Mexi-salat med krydret oksekød, majs, bagte tomater og salsa

Hvis jeg skal lave en succesfuld madpakke, som ikke får mig til at kigge langt efter de andres tallerkener, handler det om en kombination af: 1) Hvordan bliver jeg mest mæt for få penge? Og 2) Hvad tilfredsstiller mig smagsmæssigt og visuelt?

Spiser jeg madpakke de fleste dage, kan jeg også sagtens få råd til at spise i kantinen i ny og næ.

Når jeg bare føler mig godt gammeldags fattig

I perioder som disse, hvor der ikke er plads til økonomiske udskejelser, kan dagene føles uendeligt lange. Især de dage, hvor det snuskregner og der igen er gået hul på endnu et par strømpebukser.

På sådanne dage må jeg kaste en omsorgs-redningskrans efter mig selv og råbe “du kan godt!”. Bede om et kram. Tage et varmt bad. gå tidligt i seng og nyde alt det gode, der sker i mit liv lige nu.

Penge er nemlig ikke alt. Lige nu får jeg en god omgang praktisk erfaring, en ekstra linje på CV’et og nye bekendtskaber, der lærer mig om livet uden for de gule mursten på Aarhus Universitet. Og det kan hverken gøres op i restaurantbesøg, dyre støvler eller kantinemad.