Studieliv
Bliv en spare-haj på SU
Er du på SU? Så får du 6.090 kr. om måneden at gøre godt med. Det er ikke helt umuligt at leve for, hvis du er villig til at gå lidt på kompromis. Få råd til en ekstra øl i fredagsbaren med disse enkle tip.
Lever du af havregrød og pasta med ketchup og undrer dig over, at dine studiekammerater har råd til at gå på café hver anden dag?
Det har de heller ikke. På SU er der ikke plads til kæmpe svinkeærinder, så dine medstuderende har højst sandsynlig studielån eller bruger en stor del af deres fritid på et studiejob.
Prøv Spiir og få overblik over, hvad du bruger din SU på.
Men selv for 6.090 kr. om måneden kan du godt leve nogenlunde. Der er gode penge at spare, hvis du eksempelvis flytter lidt uden for centrum af de større studiebyer, selv smører madpakke og køber bøger og møbler brugt.
Et hummer i centrum ELLER kollegieværelse i cykelafstand
I de store studiebyer er der rift om boligerne. Alle vil gerne bo lige midt i centrum, og derfor er priserne høje her. Et værelse på 10 m2 i centrum af Aarhus starter omkring 3.500 kr. I København er det tal 1.000 kr. højere.
Læs også: Minimer studieudgifterne
Er du villig til at gå lidt på kompromis, kan du nemt spare penge på de mursten, du bor i. Et værelse en smule uden for centrum kan få prisen til at falde med en hel tusindelap eller mere. Vælger du at bo på kollegie, kan du finde værelser på 20 m2 fra omkring 2.000 kr.
Når du bor lidt uden for centrum, er en god tommelfingerregel at finde et sted at bo i cykelafstand til dit studiested. Bor du længere væk får du brug for et abonnement til bybussen eller S-toget, og så er der ikke den store fidus i den billige husleje. En cykeltur på 7-10 km frem og tilbage til studiestedet sparer dig også for at lægge penge i et fitnesscenter!
Sparet: 1.500 kr.
Spritnye møbler ELLER møbler fra storskrald, genbrug eller arvegods fra familien
Du har nu et sted at bo. Så langt så godt. Men hvad med en god seng, et bord, stole, lamper, en reol, et tøjskab og lidt kønt på væggene?
Du kan vælge at køre en tur i IKEA eller et andet bolighus og købe alt fra nyt. Så får du en lejlighed med det hotteste nye udstyr. Sådan en omgang koster hurtigt 5-10.000 kr.
Måske har du lidt møbler fra teenageværelset, du kan tage med, når du vinker farvel til dine forældre. Og måske har din onkel en gammel kommode stående, han tilbyder dig. Det kan være, at du derfor kun mangler et skrivebord og en lænestol til dit nye hjem.
Hvis du ikke har noget imod at sidde i en stol, andre har brugt i forvejen, så er der masser af brugte møbler at få fingrene i. Både på DBA, i genbrugsforretninger og på storskrald. På DBA og i genbrugsforretninger skal du betale lidt for møblerne. Men er du heldig at finde en lænestol, der er sat på gaden til storskrald, koster det dig ikke en rød reje.
Der findes Facebook-grupper, hvor storskrald bliver posted og grupper, hvor folk giver ting væk gratis. Det er en god måde at holde øje med, hvad du kan finde af gratis goder til din hybel.
Tjek facebookgruppen Storskrald i København eller facebookgruppen Storskrald i Aarhus kan du finde her!
Er du til genbrugsmodellen, får du møbler til dit hjem for intet andet end en kærlig omgang med en spand sæbevand og en klud. Og så får du oveni din helt egen særlige indretningsstil. Retro og unikt og ikke som alle dine studiekammerater. Falder du over bedre møbler, kan du altid skifte ud.
Sparet: 10.000 kr.
Ny ELLER brugt computer og studiebøger
Hører du til dem, der køber alt fra nyt? Jamen så koster udstyret til din uddannelse kassen. Du har sikkert brug for en studiecomputer, og fra day one på studiet skal du investere i den ene fagbog efter den anden.
Er du til design, og går du eksempelvis efter Apple-produkter, så koster en ny computer dig i omegnen af 10.000 kr. Det kan godt gøres billigere med andre mærker. En bog koster fra ny minimum 200 kr., og skal du have ti af dem ved studiestart, så har du allerede brugt 2.000 kr.
Læs også: Undgå kæmperegning når du flytter hjemmefra
Alternativet er at lede efter en brugt computer på DBA. Du kan finde en computer, der måske kun er brugt et halvt til et helt år og så slå nogle tusinde kroner af prisen.
Det samme gælder studiebøger. Der er altid nogle studerende, der har brugt de samme bøger, som du skal bruge, året inden. På pensum.dk kan du finde brugte studiebøger helt ned til under halvdelen af ny-pris.
Sparet: 5.000 kr.
Kantinemad ELLER madpakke
Det er let at blive fristet af den lækre salatbuffet, sandwich eller gryderet i kantinen. En sammenklappet rugbrødsmad med leverpostej blegner totalt ved siden af. Men køber du frokost i kantinen, så ryger der let 50 kr. ud af din konto hver dag. Det bliver cirka 1.000 kr. om måneden.
Læs også: Staldtips til dig, der skal købe din første forsikring
Til sammenligning er det ikke nær så dyrt at smøre en madpakke hjemmefra. Du kan sikkert gøre det til det halve eller mindre. Det behøver ikke være kedeligt, det du tager med. Du kan selv lave salater eller en sandwich med kylling og bacon og en hjemmerørt dressing. Bliver du alligevel fristet af kantinens mad? Så er der ingen skam i at købe dig til lidt luksus i kantinen et par gange om måneden.
Sparet: 500 kr. om måneden
Fitnesscenter ELLER løbetur i skoven
Foretrækker du at svede igennem på et løbebånd, koster det dig cirka 200 kr. om måneden i abonnement. Så har du også adgang til alle mulige maskiner og holdtræning.
Vil du spare lidt penge til en god bytur, så snør løbeskoene og snup en løbe- eller gåtur i den nærliggende skov eller park. Så får du både motion og frisk luft. I nogle skove og parker kan du finde træningsmaskiner til fri afbenyttelse. Og prøv om du kan finde åbne udendørs træningshold. Eksempelvis Yoga i det fri om sommeren.
Sparet: 200 kr. om måneden
Designertøj ELLER H&M, bytte og second hand
Skal det bare være Diesel, Sand, Munthe+Simonsen eller et andet designmærke, du iklæder dig? Så ryger der let 1.000 kr. for et par jeans.
Kan du nøjes med noget, der minder om fra H&M, bliver det noget billigere. Men du kan også prøve at opstøve tøj i second-hand forretninger eller bytte tøj, du ikke bruger til nyt. Eksempelvis på appen Tradono. På den måde bliver dit tøjbudget væsentligt mindre og du undgår samtidig at gå i det samme som dine kammerater.
Læs også: Spar tid, penge og besvær i online supermarkeder
Bliv en SU spare-haj
Der er mange andre steder at finde alternativer til at gå ud at købe det nyeste udstyr. Kig dig omkring og du finder anderledes måder at få din SU til at række.
Med de ovenstående råd sparer du i alt 16.500 kr. på at etablere dig og 2.200 hver måned på faste udgifter. Det betyder meget i hverdagen, og måske kan du lave en lille opsparing, hvor pengene kan blive til en tur på Roskilde eller en skøn rejse i din meget lange sommerferie væk fra studierne.
Hos Spiir ved vi godt, at det kan være svært at holde sig på måtten. Der er fristelser alle vegne. Derfor husk at der også skal være plads til lidt forkælelse ind i mellem. Og så kig ellers ind på Spiir.
Spiir hjælper dig med at holde øje med din økonomi, så den ikke løber løbsk.
Relaterede indlæg
Studieliv, Familieliv, Sparetips, Pengevaner
Sparetip: Bliv bevidst om dit dataforbrug og vælg det rette mobilabonnement
Få et samlet overblik over alt det du behøver at vide, før du vælger dit mobilabonnement.
Sparetips, Pengevaner, Familieliv
Spiir anbefaler: 5 lyd- og e-bøger til dig, som ønsker at ændre forbrugsvaner.
Få tips, motivation og meget mere med disse 5 disse bøger 🎧
Sparetips, Pengevaner, Familieliv
Spiir anbefaler: 7 lyd- og e-bøger om penge, forbrug og økonomi, der er guld værd
Få inspiration til sparetips, investeringer og meget mere med disse bøger 🎧