Budgetskema
Spiirs PR-manager: “Spiirs budget-app tillader mig at leve et fedt liv, selvom jeg sparer penge”
“Jeg har altid haft det sådan, at hvis der er penge på kontoen, så skal de bruges”, fortæller Spiirs PR-manager Rune Kallehauge.
“Det er ikke sådan, at jeg laver overtræk på min konto måned efter måned. Minus er det værste jeg ved. Men har jeg penge, så er de til for at forsøde min tilværelse, og jeg må indrømme, at jeg godt kan lide at have spenderbukserne på”, tilføjer han.
Spiirs budget-app har i løbet af få måneder vendt op og ned på Runes forbrugsvaner. Før Rune fik øjnene op for appen, ville han hellere bruge penge end holde styr på dem. Men nu synes han, det er sjovt at have overblik over pengene, finde de gode handler og have en opsparing.
“Det er en åbenbaring for mig at bruge Spiir. Jeg har opdaget, at jeg godt kan spare mit dankort for alt for mange ture i terminalerne, uden at det betyder, at jeg lever et kedeligere liv,” siger han med et smil og fortsætter:
“Jeg har cirka sænket mit forbrug med 5000 kroner om måneden, bare fordi Spiir har gjort mig mere bevidst om, hvor jeg kan justere, så jeg ikke har et unødigt overforbrug”.
Hovedpine af netbanken
Rune er 24 år og uddannet fra Erhvervsakademi Aarhus. Han har altid haft en bevidsthed om, at hans forbrug ligger i den høje ende. På et tidspunkt forsøgte han at lave et regneark, der skulle gøre det private pengeflow mere overskueligt for ham. Det havde imidlertid den stik modsatte effekt.
“Efter en uge gik jeg fuldstændig død i at gemme kvitteringer, registrere og organisere. Det var alt for omfattende”, siger han med et suk.
Netbanken var lige så håbløs for ham. Hver fjortende dag klikkede han ind for at tjekke status på bankkontoen, men altid med det samme resultat:
“Det gav mig hovedpine at kigge på tallene. Jeg var jo godt klar over, at jeg brugte mange penge. Jeg ignorerede det bare. Når jeg så endelig fik overtalt mig selv til at tjekke netbanken, blev jeg demotiveret af at kigge på en bunke uoverskuelige tal og penge, der bare tikkede ud”, fortæller han.
Budget-app fungerer som ‘reminder’
I oktober 2016 begyndte Rune at bruge Spiirs app. Siden har han oplevet, at hans forbrug har ændret sig radikalt. Og faktisk helt uden, at han har gjort det store. Han har blot modtaget de ugentlige og månedlige oversigter og beskeder fra Spiir, sat forbrugsmål og ellers levet livet.
“Det er faktisk meget simpelt: Jeg glemmer hurtigt, at jeg har brugt penge. Men budget-appen minder mig om det med notifikationer. Så jeg tænker: ‘hov ja, jeg købte jo også lige det eller det’, og så trykker jeg mig ind i appen og får overblik”, forklarer Rune.
Han fortæller, at det er blevet sjovere for ham at beskæftige sig med sin privatøkonomi, fordi han har fået et overblik, der gør ham i stand til at justere sit pengeflow i god tid, i stedet for først at reagere, når bankkontoen er tæt på minus.
Vælger de billige alternativer
“Det vilde ved det hele er, at mit liv ikke er blevet kedeligere”, siger Rune og fortsætter: “jeg er bare blevet bedre til aktivt at træffe valg for min tegnedreng på baggrund af de informationer, Spiir forærer mig”.
Ændringen er egentlig sket, uden at Rune har lagt mærke til det. I appens månedsoverblik kan han se, at han har skåret kraftigt ned på sit forbrug af fastfood, bar- og caféture. Og skal han selv pege på, hvad han gør anderledes nu, er det blandt andet, at han køber rugbrød og pålæg i Netto, i stedet for at købe en sandwich på en frokostcafé.
“Jeg tænker meget mere over, hvad jeg putter i indkøbskurven. Faktisk er jeg begyndt at vælge de billigere ‘budget-alternativer’ i supermarkederne”, siger han, “I stedet for at købe det dyreste mærkevare-pålæg, kan jeg lige så godt tage det billige - det er jo det samme produkt.”
“Det hjælper også, at jeg i appen kan sætte forbrugsmål. Jeg udfordrer mig selv med et beløb, jeg maksimalt vil bruge på eksempelvis fastfood og takeaway hver måned. Og så bliver det en helt lille konkurrence, hvor jeg bare må vinde. Jeg elsker den funktion, fordi det gør det meget sjovere at spare penge”, siger han.
Opsparing til lejlighed
De fem tusindelapper, Rune har frigivet hver måned ved at bruge budget-appen, lægger han nu til side. Det er faktisk blevet til en pæn opsparing, som han ikke havde overskud til at lave førhen.
“Spiir har givet mig det puf, der skulle til, for at jeg kunne komme i gang med en opsparing”, siger han.
Planen er at spare op til et indskud til en lejlighed. I øjeblikket nyder han at se beløbet på opsparingen vokse og samtidig mærke, at hans liv ikke er blevet kedeligere.
“Der er stadig plads til at spise ude, gå i byen, købe en lækker jakke, eller hvad jeg føler for. Jeg tænker mig bare om, inden jeg bruger mine penge”, bemærker Rune og siger afslutningsvis:
“Spiir har virkelig ændret mit forhold til mine private skejser. Jeg ville ønske, at jeg havde haft Spiir noget tidligere. Især i min studietid, hvor pengene var knappe. Det er en kæmpe hjælp at have en lille hjælper til at gøre alt arbejdet og holde mig opdateret lige her på min smartphone.”
Relaterede indlæg
Studieliv, Familieliv, Sparetips, Pengevaner
Sparetip: Bliv bevidst om dit dataforbrug og vælg det rette mobilabonnement
Få et samlet overblik over alt det du behøver at vide, før du vælger dit mobilabonnement.
Sparetips, Pengevaner, Familieliv
Spiir anbefaler: 5 lyd- og e-bøger til dig, som ønsker at ændre forbrugsvaner.
Få tips, motivation og meget mere med disse 5 disse bøger 🎧
Sparetips, Pengevaner, Familieliv
Spiir anbefaler: 7 lyd- og e-bøger om penge, forbrug og økonomi, der er guld værd
Få inspiration til sparetips, investeringer og meget mere med disse bøger 🎧