Sparetips

Spiir-medarbejdernes bedste tips til ferien

Karen Johanne Iversen 06-07-2017

Rejsen er bestilt, badetøjet og rejseforsikringen er købt, og om lidt drager rejselystne danskere mod sydens sol. På ferien står fristelserne i kø til dig og dit kreditkort. Det er ferie, så du skal selvfølgelig hygge dig, spise ude, købe en sjov solhat og drikke kulørte drinks.

Men når ferien er slut, og du vender snuden hjem mod Danmark, skulle der helst være penge til frikadeller, toiletpapir og rugbrød resten af måneden.

Vil du skære lidt ned på ferie-forbruget og samtidig få allermest værdi for pengene? Her forærer syv af medarbejderne hos Spiir dig deres allerbedste rejsetips.

Marvin, produktdesigner: Billige flybilletter

Marvin Spiir rejse tip billige flybilletter

Mit bedste rejsetip er at holde øje med gode tilbud på billige flyrejser. Hvis du bestiller i god tid, er der mange penge at spare. Derudover kan det være en idé at vælge en indirekte flyrute frem for en direkte. Det vil sige en rute, hvor du skal skifte fly en gang eller to. Med en indirekte flyrute tager turen længere tid, men til gengæld er der penge at spare.

Har du mulighed for at rejse uden for skolernes ferier, er der også penge at hente. Læser du eksempelvis på universitetet, hvor dit semester først starter i september, ja så kan du spare penge ved at rejse sydpå sidst i august frem for midt i juli.

Martin, Growth hacker: Søg væk fra turisterne

Martin Spiir ferie tip væk fra turister

Skal du på storbyferie, så find ud af hvor turisterne befinder sig. Jo længere væk du kommer fra de steder, hvor turisterne befinder sig, jo billigere og mere lokalt bliver det. Brug gerne en del tid derhjemme på at researche på de gemte lokale ‘guldminer’.

Rune M., CEO og medejer: Brug Airbnb

Rune M Spiir ferie tip brug Airbnb

Skift hotelværelset ud med Airbnb - en deleøkonomisk tjeneste, der faciliterer kontakten mellem dig og privatpersoner, der lejer deres lejlighed ud. Specielt sydpå kan du bo som en konge for næsten ingen penge i ferielejligheder med pool og tæt på vandet. Find billige flybilletter på nettet og find en lokal biludlejer, hvor du kan spare virkelig mange penge på biludlejning.

Læs også: Deleøkonomi: Spiir guider dig til favorittjenesterne

Et andet godt tip er at låne dine venners, venners families eller din egen families sommerhus.

Gudmundur, CTO og medejer: Vær turist

Gudmundur Spiir ferie tip accepter at du er turist

Jeg hader at være turist og holder mig derfor ofte væk fra andre turister, når jeg rejser. Det har dog resulteret i, at jeg er taget på rejser, hvor jeg gik glip af berømte 'must-sees'. Eksempelvis Empire State Building i New York og Eiffeltårnet i Paris.

Set i bakspejlet synes jeg, at det er en skam – jeg ville jo gerne have set de kendte steder. Derfor er mit bedste rejsetip at acceptere, at du er turist. Det er det hele værd, også selvom du skal stå i kø i en time for at besøge stedet.

Så pak stoltheden væk og brug pengene på det, du virkelig gerne vil opleve, i stedet for at klatte pengene væk på noget, du ikke rigtig interesserer dig for.

Mikkel, Data scientist: Overnat hos en lokal

Mikkel Spiir ferie tip overnat hos lokale

Mit bedste rejsetip går ud på at socialisere og integrere sig med de lokale. Gå ud fra at du er interessant og charmerende - så vil din rejsepung række længst. Du lærer mere om din feriedestination, hvis du kan arrangere overnatning hos en lokal.

Ud over Airbnb er Couchsurfing en oplagt mulighed for at spare klejner på overnatninger. Og så får du med garanti en autentisk oplevelse af kulturen i det land, du skal besøge.

Rune K., PR manager: Gå totalt inkognito

Rune K Spiir ferie tip inkognito



Vil du billigt afsted på ferie? Så slet dine cookies, når du leder efter rejser på nettet! En ting jeg har lært ved at søge efter rejser på diverse søgemaskiner, er at gå totalt inkognito i browseren.

Rejseselskaber og søgemaskiner gemmer cookies på din computer, og de kan derfor nemt se hvilke rejser, du tidligere har kigget på. Prisen stiger og falder, alt efter hvordan du søger på de forskellige afgange. Så slet ‘småkagerne’ og gå i inkognito-mode når du leder efter årets sommerferie.

Læs også: Guide: Sådan planlægger du din første ferie

I Chrome kan du åbne et inkognito-browservindue direkte fra browserens indstillinger. På samme måde åbner du i Firefox et nyt, privat vindue direkte fra menuen. Bruger du Internet Explorer, skal du ind under ’Sikkerhed’ og vælge ’InPrivate’, og i Safari finder du muligheden for privat browsing under Safari-menuen.

Alex, designer: Lav dine egne måltider

Alex Spiir ferie tip lav selv mad

Når jeg rejser, er det ofte svært at finde billige restauranter i turistområderne. Derfor prøver jeg altid at finde et supermarked tæt på mit overnatningssted, hvor jeg kan købe mad og drikkevarer. Så slipper jeg for at bestille roomservice og spise ude hver dag.

På den måde kan jeg lave præcis den mad, jeg har lyst til at spise, og så koster det i øvrigt under det halve af et restaurantbesøg. Ved at lave min egen mad i stedet for at spise ude, sparer jeg penge på mad, drikkepenge til tjeneren og transport til og fra restauranten.

Var der et par rejsetips, du kunne bruge? Spiir ønsker alle en rigtig god ferie! ✈️ ☀️ 🏝 💸 😎

Har du hørt om vores app?

Med Spiir har det aldrig været nemmere at få overblik over dine penge og forbrug. Appen klarer automatisk tallene for dig, så du altid er på toppen af din økonomi.