Pengevaner
Spiir-medarbejderne afslører deres årsforbrug
- Fastfood og takeaway: 9.566 kroner
- Dagligvarer: 25.450 kroner
- Tøj, sko og accesories: 35.163 kroner
Hert år popper Spiir-appen op med et ‘årskort’. Et kort der viser, hvad du sammenlagt har brugt på hver enkelt forbrugskategori i løbet af det seneste år.
Umiddelbart kan det lyde lidt skræmmende at blive præsenteret for de tal. Men faktisk er der meget positiv læring at hente ved at kigge dit årsforbrug igennem. Det kan få dig til at stille en masse sunde spørgsmål og overveje, om du får det ud af dine penge, du har lyst til.
Måske opdager du, at du har brugt mange flere penge på dagligvarer, end du troede. Eller at du har shoppet tøj for et beløb, du synes er rimeligt, selvom du havde en ide om, at dankortet nok var løbet løbsk på den post. Eller måske kan du se, at hvis du fremover sparer lidt på hobby- og computerudstyr, så har du flere penge til ferie.
Vidste du: At danskerne den sidste halvdel af 2017 samlet brugte 12,6 mia. kroner på uforudsete udgifter?
I dette indlæg, der er en del af #brydpengetabuet, har jeg bedt fire af mine kolleger hos Spiir om at vove pelsen og dele, hvad de er blevet overraskede over på deres årskort fra 2017.
Først lidt om mit eget årsforbrug
I 2017 brugte jeg 31.380 kroner på tøj, sko og accessories. Uf. Det er lidt grænseoverskridende at sige åbent. Det kom nemlig vældig meget bag på mig, at jeg havde kastet så mange kroner efter kjoler, sko og tasker. Jeg er på SU, så det er en ret stor procentdel af min indkomst.
Men så kom jeg i tanke om, at 2017 var året, hvor jeg købte min drømmetaske. En Gucci-taske til den nette sum af 11.000 kroner. 😉 Jeg kunne kun købe den, fordi jeg havde sparet op til den i meget lang tid.
Selvom de resterende 20.380 kroner stadig er mange penge, så syntes jeg ikke, at det var helt så slemt, som min dårlige samvittighed ellers ville have mig til at tro. I 2018 kunne jeg dog godt tænke mig at shoppe lidt mindre og sætte nogle af pengene af til en opsparing og rejser.
Note fra redaktionen: Ved store ekstraordinære poster, som Carolines Gucci-køb, kan du i Spiir-appen markere dem som ‘ekstraordinære’ fra menuen. Så figurerer de ikke i dit samlede overblik.
Martin, growth hacker: Vild med at spise ude
“Det er faktisk ikke den store overraskelse for mig, at jeg har brugt 19.500 kroner på at spise på restauranter og gå på café. Det hænger nemlig sammen med, at jeg så ikke bruger så meget på dagligvareindkøb, netop fordi jeg prioriterer at spise ude, drikke god vin og få spændende oplevelser. For mig handler det om prioriteringer.
Jeg vil gerne rejse meget mere i 2018, og har derfor valgt at skrue ned for mit forbrug på bar, café og restaurant.
Det er nemt for mig at skrue op og ned, fordi jeg er rigtig hurtig til at omstille mig. Jeg har eksempelvis besluttet mig for, at jeg vil bruge mellem 200 og 225 kroner på dagligvarer om ugen, og det er ikke svært at holde, fordi jeg bare er mig selv.
Cecilie, kommunikationschef: Dyrker den ydre skønhed
“Jeg har brugt 13.935 kroner på at få klippet hår, nyde ansigtsbehandlinger ved kosmetologen, købe cremer, rens, shampo, og hvad jeg ellers finder på at investere i for at holde den ydre skønhed ved lige.
Jeg synes, det er værd at købe de lækre cremer, jeg forkæler mig selv med, og jeg vidste godt, at jeg havde brugt mange penge på den post. Men ikke at det var så mange. 1200 kroner om måneden. Wow! Det er i overkanten. Årskortet i Spiir-appen har virkelig været en øjenåbner for mig.
I 2018 vil jeg finde alternative løsninger, de steder, hvor det kan lade sig gøre. Eksempelvis vil jeg købe en ansigtscreme, der koster lidt mindre og er lidt drøjere i brug. Gå til færre besøg hos kosmetologen om året. Vælge en billigere frisør. Ja, og så køber jeg mine produkter på nettet nu, hvor jeg ofte kan finde gode tilbud og bruge rabatkoder.
Samtidig har jeg sat et månedligt forbrugsmål i Spiir på 600 kroner til frisør og personlig pleje. Så bliver jeg mindet om, at jeg gerne vil holde lidt igen på den post. Jeg håber på, at jeg kan spare en god luns i 2018, men samtidig føle mig velplejet.”
Rune, PR-manager: Ny lejlighed - nye møbler
“I 2017 har jeg brugt 15.888 kroner på møbler og boligudstyr, da jeg flyttede i en ny lejlighed i september. Der skulle lige lidt indretnings-forfriskninger til. Det blev til en ny sofa, et nyt spisebord og et utal af sager fra Ikea.
Alt i alt synes jeg, at jeg har holdt mig på et fornuftigt niveau. Det troede jeg i hvert fald, indtil jeg så årskortet på min Spiir-konto.😉 Det var lidt af en øjenåbner at finde ud af, hvad et par ture i Ikea egentlig kan løbe op i.
Mit fastfood-forbrug er også stukket lidt af. Hele 7.518 kroner har jeg brugt på den post. Det svarer til 250 Big macs på et år!😯 Jeg vidste godt, at jeg lå i den høje ende på fastfood. Men hvis jeg skulle have skudt på mit forbrug, havde jeg gættet på det halve.
Til gengæld overrasker det mig positivt, at jeg har brugt færre penge på tøj, sko og accesories, end jeg havde regnet med. Jeg føler faktisk, at jeg har haft et ‘intelligent’ shoppe-år. Jeg er blevet bedre til at jagte tilbud, end jeg har været tidligere. Blandt andet har jeg sparet mange penge på at købe basics (t-shirts, underbukser og strømper) i H&M.
I 2018 vil jeg helt sikkert skrue ned for fastfood og op for dagligvarer og justere mine forbrugsmål i Spiir-appen efter det.”
Karen, tekstforfatter: Forkæler sig selv med tøj, sko og accessories
“Jeg har brugt 22.396 kroner på tøj, sko og accesories. Jeg anede ikke, at jeg havde brugt så mange penge på at forkæle mig selv!
Det er ret vildt, at jeg sammenlagt har brugt det, der svarer til lidt over fire måneders udbetalt SU på tøj. Tænk hvor meget, jeg kunne have sparet op for de penge.😉
Men okay, jeg har heller ikke manglet noget.
I 2018 ændrer min økonomi sig ret drastisk, da jeg går fra at være studerende til at have et fuldtidsjob. Det betyder, at jeg får flere penge mellem hænderne, men det er også penge, jeg fremover vil prioritere anderledes.
I løbet af min studietid har jeg ikke sparet op. Men nu hvor min indtægt stiger, vil jeg rigtig gerne starte en opsparing, så jeg kan få råd til flere rejser, kvalitetsting, en større buffer til uforudsete udgifter og hvem ved, måske et indskud til en lejlighed eller et hus, når den dag kommer.
Med andre ord vil jeg i 2018 ikke udelukkende ‘klatte’ mine penge væk på 'nu-og-her'-forkælelse. Jeg vil derimod blive bedre til at få skrabet større beløb sammen, så jeg kan indfri mine mere langsigtede ønsker.”
#brydpengetabuet med Spiir
‘Phew’, det var helt befriende at dele tanker om forbrug og økonomi. At opdage at mine kolleger også prioriterer penge på forkælelse og har nogle af de samme tanker omkring, hvad de har lyst til at bruge mange penge på.
Hvordan bruger du dine penge? Hvor vælger du noget fra og noget andet til? Hvor føler du dig presset til at følge moden, samfundsnormen eller dine venner?
Dette indlæg er en del af #brydpengetabuet, hvor Spiir lirker op for pengetabuet.
Vi opfordrer dig til at dele dine penge-historier, så vi sammen kan prikke hul på bylden og tale åbent og ærligt om penge. Brug #brydpengetabuet og #spiir og følg med her på bloggen, på vores Facebook, Instagram og Twitter-kanaler.
Kilder:
- Her er de udgifter, der oftest kommer bag på danskerne, Jyllands-Posten Finans, 15. februar 2018
Relaterede indlæg
Studieliv, Familieliv, Sparetips, Pengevaner
Sparetip: Bliv bevidst om dit dataforbrug og vælg det rette mobilabonnement
Få et samlet overblik over alt det du behøver at vide, før du vælger dit mobilabonnement.
Sparetips, Pengevaner, Familieliv
Spiir anbefaler: 5 lyd- og e-bøger til dig, som ønsker at ændre forbrugsvaner.
Få tips, motivation og meget mere med disse 5 disse bøger 🎧
Sparetips, Pengevaner, Familieliv
Spiir anbefaler: 7 lyd- og e-bøger om penge, forbrug og økonomi, der er guld værd
Få inspiration til sparetips, investeringer og meget mere med disse bøger 🎧