Pengevaner
Spiir anbefaler: 4 lytteværdige podcasts til pengenørden
Du placerer hørebøfferne, trykker ‘play’ og suges ind i et lydunivers, hvor fortælleren den næste times tid sørger for underholdningen i dine ører.
Podcastmediet er i enorm vækst, og du er måske en af de mange, der har taget det populære lydmedie til sig: Når du cykler til studiet og kan lytte til fængende true crime-historier fra Mørkeland, straffer jern i fitnesscenteret og bliver holdt i selskab med Søren Rasted og de andre gutter fra Den grå side eller bliver klogere på danskernes dilemmaer i Mads og monopolet, mens du fisker en pakke kød op af køledisken i supermarkedet.
En af de største fordele ved podcasts er, at de er gratis at lytte til, hvilket gør dem til et glimrende alternativ til Netflix, Spotify Premium og de andre underholdningsmedier, du betaler penge for.
Mangler du inspiration til, hvad du skal fylde hørebøfferne med i løbet af sommeren? Vi hjælper dig gerne på vej med et par lytteværdige anbefalinger fra penge-afdelingen. Her får du 4 podcasts til pengenørden 🗣️🎧
Teenagerens mærkevare-wallstreet
Mange af nutidens teenagere bruger de fleste af deres hårdttjente lommepenge på at investere i eksklusivt mærkevaretøj for at sælge det igen og forhåbentligt tjene gode penge.
I afsnittet Unge og forbrug fra podcasten Forældreintra diskuteres det, om forbrug overhovedet er en sund interesse for de unge, eller om de er så magtfulde forbrugere, at de nærmest kan kaldes en slags mini-kapitalister.
En lytteværdig oplevelse, der gør dig klogere på, hvad der rør sig i ungdommens forbrugsfest.
- Hvad? Unge og forbrug af Forældreintra på Radio 24/7
- Hvornår? Sendt den 19. november 2016
- Hvor længe? 55 minutter
- Hvor? Her eller på din foretrukne podcast-app
På investeringseventyr med filminstruktøren
Filminstruktøren Søren Fauli er ikke bare filminstruktør. Han er også medejer af den populære butikskæde Normal og har tjent en formue på projektet. Men hvordan bærer man sig ad med at bruge sin formue på den helt rigtige måde?
I afsnittet Formueforvaltning fra podcasten Dine penge giver Søren Fauli indsigt i sit investeringseventyr og Nordeas investeringsstrateg, Andreas Østerheden, giver dig sine bedste tips til formueplanlægning gennem livets forskellige faser.
Et lærerigt og samtidig letfordøjeligt afsnit, der forærer dig overblik over hvilke risici, du bør tage med dine penge på hvilke tidspunkter i livet. Velbekomme 🤩
- Hvad? Formueforvaltning // Søren Fauli af Dine penge, Berlingske Business.
- Hvornår? 19. januar 2018
- Hvor længe? 28 minutter
- Hvor? Her eller i din foretrukne podcast-app.
Venindernes pengeanekdoter
I afsnittet Money money money fra samtalepodcasten Fries before guys giver veninderne Josephine og Nanna snakketøjet frit løb. Her deler de ud af krejleranekdoter og tanker om millionærdrømme, fællesøkonomi og nærighed.
Med stor portion humor, ærlighed og tabubrud får du blandt andet indsigt i Nannas evige jagt på ‘cool cash’ og Josephines ‘på kanten af loven’-tendenser som teenager.
‘Press play’ og brug en times tid sammen med veninderne og deres hverdagsrefleksioner - du vil ikke fortryde det 🤗
- Hvad? Money money money af Fries before guys
- Hvornår? Sendt 15. december 2017
- Hvor længe? 56 minutter
- Hvor? Her eller på din foretrukne podcast-app.
Forskellen på det rige og fattige ‘mindset’
Hvis du ikke allerede er klar over det, handler rigdom ikke kun om at have et mangecifret beløb stående på kontoen. Det handler i lige så høj grad om hverdagsoverskud og ens økonomiske tankegang. I hvert fald hvis du spørger Andrew og Thomas fra den amerikanske podcast, Listen Money Matters.
I afsnittet The Real Difference Between a Rich Mindset vs a Poor Mindset fortæller de to værter om, hvordan et positivt penge-mindset faktisk kan føre til rigdom og succes. Et velproduceret og inspirerende afsnit, der sætter gang i tankerne 💭
- Hvad? The Real Difference Between a Rich Mindset vs a Poor Mindset af Listen Money Matters.
- Hvornår? Sendt den 26. marts 2018.
- Hvor længe? 1 time og 17 minutter.
- Hvor? Her eller på din foretrukne podcast-app.
Rigtig god lytteoplevelse 🎧 😀
Kilde: DR Medieforskning: Forandringer på radiomarkedet, 25. januar 2018
Relaterede indlæg
Studieliv, Familieliv, Sparetips, Pengevaner
Sparetip: Bliv bevidst om dit dataforbrug og vælg det rette mobilabonnement
Få et samlet overblik over alt det du behøver at vide, før du vælger dit mobilabonnement.
Sparetips, Pengevaner, Familieliv
Spiir anbefaler: 5 lyd- og e-bøger til dig, som ønsker at ændre forbrugsvaner.
Få tips, motivation og meget mere med disse 5 disse bøger 🎧
Sparetips, Pengevaner, Familieliv
Spiir anbefaler: 7 lyd- og e-bøger om penge, forbrug og økonomi, der er guld værd
Få inspiration til sparetips, investeringer og meget mere med disse bøger 🎧