Pengevaner

Spiir anbefaler: 4 bud på ‘must read’ sommerferielæsning til pengenørden

Karen Johanne Iversen 06-07-2018

Det er juli, og hvis du ikke allerede har pakket arbejdscomputeren eller skolebøgerne væk for at holde en velfortjent sommerferie, varer det sikkert ikke længe.

Snart kan du vinke farvel til energidrænende arbejdsdokumenter, tunge skolebøger og i stedet læse, præcis hvad du har lyst til... for hyggens skyld! Følelsen af at dykke ned i en god bog og glemme alt om tid og sted er noget af det bedste ved at holde ferie. Selvfølgelig med sol på terrassen og en kold pilsner ‘on the side’.

Men hvad skal du læse i din ferie? Her hjælper vi dig på vej med fire absolutte ‘must reads’ fra penge-afdelingen, som gør dig klogere på dine knaster 📘💰

Til den fortvivlede

Privatøkonomi kan være kringlet, indviklet og komplekst. Når du er flyttet hjemmefra, skal du ofte træffe vigtige beslutninger, der berører dine pengesager:

Hvilke forsikringer skal du tegne? Bør du spare op? Skal du investere? Kan du stole på din bankrådgiver? Og hvad med pension? Puha, hvis ikke sommervarmen giver dig sved på panden, kan spørgsmålene om dine penge hurtigt gøre det.

I Den lille bog om din økonomi har økonomiprofessorerne Michael Møller og Niels Christian Nielsen samlet deres bedste råd og guider dig med en god portion humor gennem den økonomiske forhindringsbane, så du får tjek på dine private finanser. Hvabehar? 🙌

Til impulsshopperen

Spotvarer i Netto. Udsalg i Magasin. 2 for 1 i Profil Optik. Falder du tit i impulskøbsfælden og bruger flere penge end planlagt, når du er på tur med kreditkortet? Eller har du bare svært ved at finde ud af, hvordan du skal bruge dine skejser, så du får mest glæde af dem?

I Et år uden overforbrug forærer Trine Baadsgaard dig en guide til at trimme dit forbrug og rydde op i dine rutiner. Uge for uge får du effektive tips til at skære alt det unødvendige fra, så du finder ud af, hvad du finder mest værdi i at bruge dine penge på. Ja tak! 🤗

Til investeringsjomfruen

Drømmer du om at få dine penge til at lave flere penge (næsten) helt af sig selv? Vil du gerne skabe økonomisk frihed for dig selv, så du ikke er tvunget til at leve en klassisk 8-16 tilværelse de næste mange år? Så læs videre:

I en letfordøjelig og overskuelig 8-ugers-guide, lærer Louise Fredbo-Nielsen dig i Sæt kursen at investere. I bogen får du hendes bedste investeringsstrategier, gode råd og kærlige spark, så du uden problemer kan svømme rundt i C20 indekset som en vaskeægte aktiehaj 😎

Til den eftertænksomme

Kan penge gøre dig lykkelig? Eller er det bare en myte?

Du kender sikkert den brusende fornemmelse af lykke, der kan opstå: Når du spiser et stykke af mormors jordbærtærte, danser med vennerne foran Orange Scene eller forærer dig selv et par nye sneakers. I Lykke fra bogserien Tænkepauser beskriver lykkeforsker ved Aarhus Universitet, Christian Bjørnskov, hvad er lykke er for en størrelse, og hvordan du finder den. Kan den fås med en shoppetur ned gennem gågadens fristende butikker? Eller skal der en koncertoplevelse til sammen med vennerne, hvor I skråler med på jeres yndlingssange?

Læn dig tilbage og snup en tænkepause. Måske finder du frem til, hvad der giver dig mest lykke? 😍

Har du fået lidt inspiration til sommerferielæsningen? Rigtig god læselyst 👍

Har du hørt om vores app?

Med Spiir har det aldrig været nemmere at få overblik over dine penge og forbrug. Appen klarer automatisk tallene for dig, så du altid er på toppen af din økonomi.