Sparetips

Smagstest: Her er sommerens bedste rosévin

Karen Johanne Iversen 09-07-2018

Det er blevet sommer, og vejret indbyder helt automatisk til strandture, sene aftener på terrassen og pølser på grillen. Sommeren er også de lette vines tid, og der findes næppe en sommeranledning, hvor et køligt glas rosévin ikke falder i god smag.

Vinhylderne i supermarkedet boomer af forskellige slags rosévin i forskellige prisklasser, fra forskellige lande og med forskellige årgange. Så hvilken rosé skal du hive ned fra hylden og tage med dig hjem? Og hænger pris og kvalitet sammen?

Læn dig tilbage og læs videre - vi er på sagen 🍇☀️

Lad os få åbnet flaskerne

rosévin

Smagsdommerne i denne omgang er kontorets roséentusiaster Lars, Martin og Rune K.

I jagten på den perfekte rosé har vi været rundt i forskellige supermarkeder og vinforhandlere og fundet syv forskellige slags rosévin i forskellige prisklasser.

Dommerne har blindsmagt og bedømt vinene på en skala fra 1-5. I bedømmelsen er der lagt vægt på:

  • Udseende
  • Duft
  • Smag
  • Eftersmag

Lad os komme i gang med testen 🙌

7. Pladsen: Mud house sauvignon blanc rosé

mud house

  • Pris: 69,95 kroner
  • Forhandler: SuperBrugsen
  • Mængde: 750 ml
  • Literpris: 93,26 kroner

  • Land: New Zealand

  • Årgang: 2017
  • Alkoholprocent: 12%

Panelets vurdering: Vinen har en smuk, lys laksefarve, men duften stikker i næsen på den helt forkerte måde. Smagen er utrolig tør, mangler sødme, og der sniger sig en ‘instant’ hovedpine ind på dommerne, som ikke vil forsvinde igen. Smagen skuffer ligeså meget, som duften, og en af dommerne beskriver smagsoplevelsen som en cykeltur mod en smuk solnedgang, dog på en racercykel med flade dæk. Øv. Alt i alt en virkelig sørgelig oplevelse for smagspanelet.

6. Pladsen: Georges Duboeuf syrah rosé

georges duboeuf

  • Pris: 59 kroner
  • Forhandler: Føtex
  • Mængde: 75 cl
  • Literpris: 78,66 kroner

  • Land: Frankrig

  • Årgang: 2017
  • Alkoholprocent: 12,5%

Panelets vurdering: Rigtig flot farve, men så stopper komplimenterne også her. Vinen dufter decideret af klor og kemi, og smagen følger desværre trop. En tynd omgang rosé uden nogen sanseindtryk eller særlig karakter. Alt i alt en meget ubalanceret omgang for dommerne, der kun kan give vinen to ud af fem i karakter.

5. Pladsen: Syrah rosé pays d’oc

syrah

  • Pris: 39 kroner
  • Forhandler: Aldi
  • Mængde: 75 cl
  • Literpris: 52 kroner
  • Land: Frankrig
  • Årgang: 2017
  • Alkoholprocent: 12%

Panelets vurdering: Dyb, intens kulør og en duft af brombær. Smagen er frugtig og rund, men ellers er der ikke meget at komme efter. Smagen mangler i den grad dybde, og eftersmagen skuffer fælt. Kulør, duft og smag trækker alligevel op, og vinen ender på tre ud af fem i karakter.

4. Pladsen: Olivier coste rosé

olivier

  • Pris: 129 kroner
  • Forhandler: Vinoble.dk
  • Mængde: 750 ml
  • Literpris: 172 kroner

  • Land: Frankrig

  • Årgang: 2017
  • Alkoholprocent: 12,5%

Panelets vurdering: Den dufter af Sydfrankrig og har en flot gylden farve. Smagen er meget neutral, en anelse besk og mangler i den grad dybde og sødme. Eftersmagen er en tynd omgang for dommerne, og der savnes mere smæk på smagen.

3. Pladsen: Løgismose rosé

løgismose

  • Pris: 165 kroner
  • Forhandler: Netto
  • Mængde: 3 liter
  • Literpris: 55 kroner

  • Land: Frankrig

  • Årgang: 2018
  • Alkoholprocent: 12,5%

Panelets vurdering: Smuk ferskenfarve og intens duft af krydderi. Smagen har en pæn syre og er yderst velbalanceret med en lang, frugtig afrunding. Et udmærket bud på en rosévin til en lun sommeraften.

2. Pladsen: Pasqua Rosé vino frizzante

pasqua

  • Pris: 40 kroner
  • Forhandler: Rema 1000
  • Mængde: 750 ml
  • Literpris: 53,33 kroner

  • Land: Italien

  • Årgang: 2016
  • Alkoholprocent: 11%

Panelets vurdering: Farven er så lys, at den godt kunne trænge til et lille skvæt amarone. Til gengæld er smagen helt i top: frugtig, smagsrig og prikker dejligt på tungen. Alt i alt en forfriskende smagsoplevelse fra start til slut. En rosévin, der ville gøre sig godt i selskab med en spand pil-selv-rejer, friskbagt brød og aioli. Mmmmh. Dommerne siger skål og tager en ekstra tår!

1. Pladsen: Sant Thias rosé

sant thias

  • Pris: 50 kroner
  • Forhandler: Rema 1000
  • Mængde: 750 ml
  • Literpris: 66,66 kroner
  • Land: Østrig
  • Årgang: 2017
  • Alkoholprocent: 11,5%

Panelets vurdering: Wow. Den dufter af en hel sommerferie kogt ned til én duft og leder tankerne hen på røde bær og sommerbrise ved vesterhavet. Og hvem kan ikke lide det? Smagen er ekstremt velafbalanceret og smager fyldigt og frugtigt. En vin med god kraft og karakter. Dommerne er yderst begejstrede og er ikke i tvivl om, at vinen skal have fem ud af fem i karakter på alle parametre.

Trommehvirvel…

Det blev altså den østrigske rosévin fra Rema 1000, Sant Thias, der løb med dommernes hjerter i denne smagstest.

En behagelig og karakterfyldt rosévin, der vil gøre sig godt til enhver sommerlejlighed. Ovenikøbet har vinen en ganske fornuftig pris på 50 kroner og literpris på 66,66 kroner (testens fjerdebilligste målt på literpris). Vi kan altså konkludere, at det ikke kan betale sig at kaste flere hundrede kroner efter en velsmagende rosévin. I hvert fald ikke, hvis du spørger os. Skål og rigtig god sommer 😍

Har du læst?

Har du hørt om vores app?

Med Spiir har det aldrig været nemmere at få overblik over dine penge og forbrug. Appen klarer automatisk tallene for dig, så du altid er på toppen af din økonomi.