Sparetips
Smagstest af pesto: Hænger pris og kvalitet sammen?
Basilikum, parmesan og pinjekerner. What’s not to like? 🤔😏
Den grønne, italienske dyppelse kan spice enhver madpakke, salat og tapasbuffet op. Vi taler selvfølgelig om pesto, og den gode nyhed er, at et glas med pesto sjældent vælter hele dit madbudget, selvom kontoen ringer 112.
Supermarkedshylderne boomer med forskellige slags pesto i forskellige prisklasser. Men hvilken pesto skal du lægge i kurven og tage med dig hjem? Og hænger pris og kvalitet sammen?
Vores kompetente smagspanel har været rundt om ‘pesto-blokken’, så du slipper 🧀🍃
Tre, to, en - ‘go’!
Der findes rigtig mange pestovarianter på markedet, så vi valgte at teste hele 10 forskellige pestoer, som alle ligger i forskellige prisklasser og er købt i forskellige, danske supermarkeder.
Smagsdommerne i denne omgang er Spiir-medarbejderne Frederik, Karen, Christian og Asbjørn.
Dommerne har blindsmagt og bedømt de 10 slags pestoer på en skala fra 1-5. I smagstesten er der lagt vægt på:
- Udseende
- Duft
- Smag
- Konsistens
Lad os få bedømt pestoerne! 😍
10. pladsen: Vores Pesto
- Pris: 10,95 kroner
- Købt i: Føtex
- Mængde: 190 gram
- Kilopris: 57,63 kroner
Panelets vurdering: Stilheden rammer lokalet idét dommerpanelet smager pestoen. Dommerne er meget skuffede. “Det er en sjappet omgang det her”, siger en af dommerne og afbryder stilheden. Den smager ikke af meget, og den dufter fabrikeret. Dommerne er ikke specielt begejstrede og en sammenligner pestoen med den scoring, som man tager med hjem fra byen, når lysene tændes og der ikke er bedre alternativer. Pestoen får kun 1 ud af 5 i karakter.
9. pladsen: Cucina - Pesto Alla Genovese
- Pris: 20 kroner
- Købt i: Rema 1000
- Mængde: 190 gram
- Kilopris: 105,26 kroner
Panelets vurdering: Wow! Det er en flot pesto, vi har at gøre med. Dommerpanelet er helt oppe at køre over den smukke pesto. “Det er en pesto, som jeg ville vende mine kartofler i”, siger en af dommerne. Den lufter præcis, som den skal: af lækker parmesan. Dog stopper de rosende ord hurtigt, da dommerne smager på pestoen. Den er alt for syrlig, og den smager slet ikke af pesto, lyder dommen fra det skuffede dommerpanel, som kun giver den 1 ud af 5 i karakter.
8. pladsen: Prodotto in Italia Frisk Pesto
- Pris: 14,95 kroner
- Købt i: Rema 1000
- Mængde: 130 gram
- Kilopris: 115 kroner
Panelets vurdering: Wow en grødet omgang. Pestoen er meget olieret og ser ikke indbydende ud. ‘’Nej tak’’ siger en af smagsdommerne, da hun har smagt pestoen, og stiller den fra sig igen. Smagen er tør, trods den store mængde olie, og ingen af dommerne er specielt positive over pestoen, da den mangler dybde og syre.
7. pladsen: Casa Morando Pesto Verde
- Pris: 10,95 kroner
- Købt i: Aldi
- Mængde: 190 gram
- Kilopris: 57,63 kroner
Panelets vurdering: Det her er pestoens bud på Den Grimme Ælling. Den ligner en omgang grov sennep og den dufter lidt syrligt. Men hold da op en smag! Den smager af meget mere, end den ser ud, og den overrasker dommerpanelet positivt. ‘’Jeg kunne godt spise den her på rugbrød’’ siger en af smagsdommerne. Pestoen er saltet, som giver masser af dybde i smagen, men et par af smagsdommerne mener, at den er lidt for saltet i smagen.
6. pladsen: Xtra Grøn Pesto
- Pris: 10,95 kroner
- Købt i: Superbrugsen
- Mængde: 190 gram
- Kilopris: 57,63 kroner
Panelets vurdering: Dette er en af smagstestens billigste pestovarianter, som dommerpanelet ikke lader til at lægge mærke til. Den dufter ligesom en pesto skal, og den fremstår flot, omend farven er mere brun end grøn. Pestoen er jævn i smagen og får ikke dommerne til at bryde ud i hverken klager eller stor ros. Den kunne dog godt bruge noget salt og dybde til smagen. Konsistensen er lidt som babymos. Dommerne giver den jævne pesto en jævn karakter på 3 point.
5. pladsen: Rema 1000 Grøn Pesto
- Pris: 7,50 kroner
- Købt i: Rema 1000
- Mængde: 130 gram
- Kilopris: 57,69 kroner
Panelets vurdering: Mmmh! Nu er vi ved at være der. Smagen er god, og basilikummen kommer til sin ret i denne pesto.‘’Den smager sgu godt”, siger en af smagsdommerne, som guffer pestoen i sig. Den har en bismag af ansjoser, som flere i panelet er begejstret over. Konsistensen er lidt til den grove side, og den sætter sig lidt i tænderne. Pestoen får 3 ud af 5 point fra et tilfreds dommerpanel.
4. pladsen: Coop Pesto alla Genovese
- Pris: 17,95 kroner
- Købt i: Superbrugsen
- Mængde: 190 gram
- Kilopris: 94,47 kroner
Panelets vurdering: Pestoen er ikke én, som får smagsdommerne til at falde bagover på stolen. Den smager standard og jævn. Det er ikke en pesto, som du vil servere for din nye scoring, omend den smager ganske fint. En fra dommerpanelet beskriver pestoen som den der trofaste, men lidt kedelige veninde. Konsistensen og duften er fin og lidt kedelig. Alt i alt får pestoen 3 ud af 5 point.
3. pladsen: Spize vegansk pesto
- Pris: 25,95 kroner
- Købt i: Føtex
- Mængde: 130 gram
- Kilopris: 199,62 kroner
Panelets vurdering: Pestoen er smagstestens eneste veganske produkt og også den dyreste variant. Visuelt tager pestoen sig rigtig godt ud og ville være passe godt til et flot dækket tapasbord. ‘’Jeg føler, den flirter med mig,’’ siger en fra dommerpanelet. Den dufter ligesom den skal, og den smager rigtig godt. En velbalanceret pesto, som får 4 ud af 5 fra et meget positivt dommerpanel.
2. pladsen: Løgismose Pesto Verde
- Pris: 20 kroner
- Købt i: Netto
- Mængde: 190 gram
- Kilopris: 105,26 kroner
Panelets vurdering:: Dommerpanelet sniffer til pestoen som var det parfume: ‘’Den dufter af Italien. Jeg kan næsten dufte Middelhavet!’’. Den har en perfekt saltbalance og er præcis, som pesto skal smage. Dommerpanelet er i pestohimlen, og kvitterer med at give pestoen, som er en af testens billigste, 4 ud af 5 i karakter.
1. pladsen: La Campagna Tapas Basilikumpesto
- Pris: 20 kroner
- Købt i: Netto
- Mængde: 230 gram
- Kilopris: 86,96 kroner
Panelets vurdering: Wow! “Den har samme farve som Spiir-logoet”, udbryder en af dommerne. Den er flot i farven og ser hjemmelavet og lækker ud. Pestoen både smager og dufter hammergodt og har den helt perfekte balance mellem syre og salt. Den smager af Italien, sol og sommer. Flere fra dommerpanelet smager på pestoen flere gange, og en smagsdommer kalder pestoen for sin drømmepesto. Dommerne har ikke en finger at sætte på pestoen, og derfor ender den med at få 5 ud af 5 i karakter.
Og vinderen er...
Det blev La Campagna Tapas Basilikumpesto fra Netto, der løb med den helt store sejr i denne smagstest. En lækker pesto, som har det hele.
Der er ingen tvivl om, at denne variant ifølge smagsdommerne er den rette vinder.
En velafbalanceret pesto, som smager af Italien. Vi kan ikke få armene ned 😍
Vinderen var hverken smagstestens billigste eller dyreste variant, men lægger sig lige i midten af prisskalaen. Vi kan altså konstatere, at du ikke nødvendigvis behøver at lange ud efter den dyreste pesto på hylden for at få den mest velsmagende pesto. I hvert fald ikke, hvis du spørger os 😎
Relaterede indlæg
Studieliv, Familieliv, Sparetips, Pengevaner
Sparetip: Bliv bevidst om dit dataforbrug og vælg det rette mobilabonnement
Få et samlet overblik over alt det du behøver at vide, før du vælger dit mobilabonnement.
Sparetips, Pengevaner, Familieliv
Spiir anbefaler: 5 lyd- og e-bøger til dig, som ønsker at ændre forbrugsvaner.
Få tips, motivation og meget mere med disse 5 disse bøger 🎧
Sparetips, Pengevaner, Familieliv
Spiir anbefaler: 7 lyd- og e-bøger om penge, forbrug og økonomi, der er guld værd
Få inspiration til sparetips, investeringer og meget mere med disse bøger 🎧