Pengevaner
Sådan får webshops dig til at købe mere
Oplever du, at webshops sluger flere af dine penge, end du havde forestillet dig? Så er det altså ikke fordi, du har rygrad som en regnorm. Det er fordi, webshops er skruet sammen, så din hjerne modarbejder dig.
Der ligger nøje beregninger bag den taktik webshops benytter til at få din sparegris til at stå pivåben. Snedigt? Ja, for webshoppen!
Vil du gerne modstå fristelsen til at trykke ‘bestil’, når du shopper online. Læs med her og bliv klogere på onlinebutikkernes salgstricks.
Psykologiske mind-games
Vi mennesker er psykologisk set bange for at gå glip af noget sjovt eller spændende. Det ved de godt ude i marketingsafdelingerne. Derfor sørger marketingfolk for at krydre webshops med salgstricks, der gør dig bange for at gå glip af en god deal, hvis du ikke handler hurtigt.
Virksomhederne kortlægger din rejse rundt i deres webshops, og de påvirker din rute undervejs. Målet er at få dig til at ende ved ‘kassen’ med så mange varer som muligt i stedet for at lukke vinduet i browseren.
Vil du undgå at købe tre par sko i stedet for ét, næste gang du handler online? Læs med og få indsigt i 10 tricks, webshops anvender for at påvirke din adfærd som handlende.
1 - “Kun 3 tilbage på lager”
Om du køber jeans, støvler eller andre produkter på nettet, så har du helt sikkert oplevet, at du er blevet skyndt på. Røde bokse med “Kun 3 varer tilbage” gør, at du bliver bange for at gå glip af en god handel. Du tager derfor en beslutning om at købe hurtigere end ellers.
Du vil aldrig se en boks med "Vi har rigeligt på lager" på webshoppen - det motiverer dig nemlig ikke til at hive dankortet frem for at gennemføre et køb!
Vær opmærksom på, at det kan være et trick. Webshoppen holder varebeholdningen kunstigt lav for at få kunderne til at slå til her og nu.
2 - "Dette tilbud udløber om to timer"
Hvis du konstant har adgang til et tilbud, virker det ikke eksklusivt. Er der derimod tidsbegrænsning på tilbuddet, giver det dig følelsen af, at du skal skynde dig at bestille produktet, hvis du ikke vil miste en enestående chance.
Nedtælling er et kraftfuldt værktøj, som tvinger dig til at træffe hurtige beslutninger. Taktikken er især populær på deal-sites som Spotdeal og Sweetdeal. Tilbuddene er kun tilgængelige i en kort periode, for at få så mange købere igennem så hurtigt som muligt.
3. “Der er allerede flere, der kigger på dette tilbud”
Ovenstående besked om at der er andre end dig, der har kig på et tilbud, rammer lige ind i flokdyrets hjerte. For hvis vi er flere, der kan være enige om, at det er værd at investere i lige netop dette tilbud, må det være et tilbud, det er værd at gå efter.
Det er for eksempel bookingsider for ekempelvis ferieboliger eller hotelværelser, der bruger denne taktik. Siderne informerer dig venligt om, at der allerede er flere, der kigger på netop det hotelværelse, du har kig på. Dit instink siger dig, at du hellere på skynde dig at booke, hvis du ikke vil miste din feriebolig.
Taktikken anvendes også på prissammenligningssider, hvor produkter kåres til at være de “mest populære”. På den måde bliver du bekræftet i, at din gode mavefornemmelse er fornuftig!
4. “Spar 50%”
Vi kan rigtig godt lide at spare penge, for en krone sparet, er en krone tjent! Netop informationen om at du kan opnå store besparelser, regner webshoppen med får dig til at købe!
Her er især procenter rigtigt velfungerende. Hvis du kan se, at du sparer 50% på en vare, så vækker det dit fornufts- og spare-gen. Procenter er nemlig meget mere overbevisende end en før- og en efter-pris.
Husk på at webbutikkerne bruger den slags greb, fordi de vil have dig til at tro, at den besparelse du opnår er større end omkostningerne ved at købe varen.
5. “Bedst til prisen”
Men onlinebutikkerne har flere tricks i ærmet. Hvis du for eksempel shopper efter dyrere varer, som elektronik eller hvidevarer, vil du typisk blive vist flere enslydende produkter - men i meget forskellige prisklasser.
Det kan være, at de forskellige tilbud mærkes med farvestrålende labels, hvor du kan se, hvilket tilbud der er “det bedste” eller det “mest populære”. En lav pris på en vaskemaskine, der tildeles “Det bedste tilbud”-skiltet bliver forstærket af at være placeret ved siden af en urimeligt dyr løsning. Du vælger derfor automatisk den billigste af de to muligheder. Der er jo ingen, der har lyst til at smide penge efter det dårligste tilbud! Det er bare ikke sikkert, at du har valgt den billigste og bedste vaskemaskine, for du har kun set to muligheder.
6. “Bestil i dag, modtag i morgen”
Webshops satser på andre end dem, der kigger efter et bestemt item. Selvfølgelig skal shoppen sørge for, at alle kunder kommer ‘den rigtige vej’ rundt i biksen, men de vil også rigtig gerne have fat i de kunder, der bare snuser lidt rundt.
Derfor forsøger de at gøre deres ‘gode tilbud’ enormt håndgribelige ved at skilte med hurtig levering, gratis fragt eller deslige. Hvis du eksempelvis bare browser lidt efter et outfit til en fødselsdagsfest i den kommende weekend, kan en garanti om lynhurtig levering være medvirkende til at du går hele vejen og køber den festkjole, du har kig på.
7. “Køb for minimum og opnå store rabatter”
Den her, er en af de bedre. Den kan nemlig kobles på stort set alle de ovenstående deals - måske lige med undtagelse af hotelbookinger.
Når du endelig er lokket til at smide en vare på tilbud i indkøbskurven, så smider shoppen en ekstra rabat ind i regnestykket. Hvis du vel at mærke køber for et minimumsbeløb. Det kan være en særlig rabatkode eller fri fragt ved køb for minimum 500 kr.
Den hurtige levering får dig måske til at købe, men rabatterne får dig til at købe endnu mere. De får dig til at føle, at det er en win-win-situation. Er der noget, der kan give et rush, så er det følelsen af at vinde noget.
8. “100% tilfredshed eller pengene tilbage”
For mange er der en utryghed forbundet med at købe noget online. Især hvis du ikke har købt på webstedet før. Ved at minimere risikoen ved et køb, fjerner webshoppen den sidste tvivl hos kunderne. Hvis du er på vippen i forhold til at købe et produkt - her er det nok især beklædningsgenstande, som man jo ikke kan prøve på, før man har det fysiske produkt - så kan løftet om ‘gratis returnering’ og ‘pengene tilbage’ fjerne utrygheden ved at bestille et produkt, du ikke har haft mellem hænderne. Det kan godt være, du KAN levere produktet tilbage - men forretningerne satser nærmere på, at der er flere, som ender med at beholde et fejlkøb, fordi det bliver for vanskeligt at returnere varerne igen.
9. “Ti af dine venner synes godt om”
Vi lever i en tidsalder, hvor de sociale medier har en kæmpe indflydelse på, hvordan vi tænker og opfører os. Webshops og onlinebutikker bruger især følelsen af fællesskab til at gøre dig tryggere. For tryghed giver salg!
Hvis du kan se, at du allerede kender flere personer, der synes godt om siden, vil du sænke paraderne og lettere lade dig forføre. Hvis det ikke er via sociale medier, så kan det være ratings som “Vores brugere giver os 5/5 stjerner” eller lignende greb, der sørger for at fortælle dig, at virksomheden har en høj troværdighed.
10. "Hvor blev du af?"
Hvis du kigger rundt på en side i længere tid, så vil du sikkert opleve, at du enten skal logge ind med Facebook eller brugernavn, eller at butikken på anden vis forsøger at tiltuske sig din e-mail.
Det er der som sådan ikke noget galt i. Det gør det nemmere for dig at holde styr på de mange produkter, du er interessede i, hvis du kan lave en ønskeseddel eller fylde en indkøbskurv.
Men når der to dage efter, at du har brugt ti minutter på at kigge på et bestemt par headphones eller et par sko, tikker en e-mail ind i din inboks med et "Hvor blev du af?”, “Den vare du kiggede på, er tilbage på lager” eller “Nu kan du få 10% rabat” på netop den vare, du var interesseret i, så er det en del af en snedig plan. Webshoppen sørger nemlig for at minde dig om, at du var interesseret i et produkt i håbet om, at du går tilbage ind på siden og laver et endeligt køb. Nogle gange tilbyder webshoppen tilmed en lille rabat, der vil gøre det endnu mere fristende for dig at gå hele vejen til kassen.
Tag kontrollen tilbage
Ved at udnytte den menneskelige psykologi til at skabe følelser af frygt, spænding eller fornøjelse påvirkes din beslutningsproces. Til butikkernes fordel! De kender nemlig dine vaner bedre end du selv gør. Derfor kan du blive ført godt rundt i manegen.
Nu, hvor du kender ti af de mest effektive 'mindtricks', kan du gå udenom webshoppens forbrugsfælder og tage kontrollen tilbage. Hvis du ofte ender med at lave merkøb og derved bruge flere penge, end du egentligt burde eller havde planlagt, kan det ende med at tallene på bundlinjen af din lønkonto bliver glødende røde.
Vil du have et nemt indblik i dine forbrugsmønstre, så prøv Spiirs gratis app. Din personlige pengeassistent viser dig, hvordan dit forbrug fordeler sig. Hvis du eksempelvis er hyppig online-shopper, får du automatisk det samlede overblik over dit forbrug, så du hurtigt kan få balance i din økonomi og bremse et eventuelt overforbrug. Det er super nemt, og det eneste du behøver, er din smartphone.
Relaterede indlæg
Studieliv, Familieliv, Sparetips, Pengevaner
Sparetip: Bliv bevidst om dit dataforbrug og vælg det rette mobilabonnement
Få et samlet overblik over alt det du behøver at vide, før du vælger dit mobilabonnement.
Sparetips, Pengevaner, Familieliv
Spiir anbefaler: 5 lyd- og e-bøger til dig, som ønsker at ændre forbrugsvaner.
Få tips, motivation og meget mere med disse 5 disse bøger 🎧
Sparetips, Pengevaner, Familieliv
Spiir anbefaler: 7 lyd- og e-bøger om penge, forbrug og økonomi, der er guld værd
Få inspiration til sparetips, investeringer og meget mere med disse bøger 🎧