Familieliv, Pengevaner
Prag eller Paris? 4 rejsemål, der får din konto til at ånde lettet op
Drømmer du om en badeferie på Ibiza, fordi din veninde har fortalt dig, hvor skønt der er? Eller måske en storbyferie i Paris, fordi ‘Paris is always a good idea’?
Nogle rejsedestinationer er mere populære end andre, hvilket der selvfølgelig er gode grunde til. Men at rejse til netop de destinationer kan føre til et dankort, der hiver efter vejret. For priserne på hoteller, transport og restaurantbesøg er skruet lidt op, når du rejser et sted hen, alle er vilde med at besøge.
Men sådan behøver det ikke at være! For verden er fyldt med fantastiske og eksotiske lande, byer og områder, du bare lige skal opdage. I dette indlæg guider vi derfor til fire rejsemål, der er geniale alternativer til de traditionelle ture til Eiffeltårnet, liggestole på pragtstrande og ‘highfives’ med Mickey Mouse.
Storbyferie: Byt Paris ud med Prag
Paris er fantastisk. Ingen tvivl. Men det er der såmænd så mange andre byer i Europa, der også er. Et fantastisk eksempel er skønne Prag. Ikke nok med at byen byder på underskøn arkitektur, kultur og historie, så ligger Tjekkiets hovedstad kun cirka 800 kilometer væk fra Danmark. Du kan altså hoppe ind i bilen med dit feriehold af venner eller familie, og cirka ni timer senere ankommer du i Prag.
Derudover er Prag også en billig by at være i. Nyd et lokalt måltid mad, måske gullasch, til 33 kroner og drik dig glad i øl til fem kroner. Og så er en gåtur over Karlsbroen et must! (Psst… det er også gratis).
Prisniveau i Prag:
- Dobbeltværelse på hotel per nat: 237 kroner.
- Flybillet fra Danmark i højsæson tur/retur: 800 kroner.
- Et lokalt måltid på en lille restaurant: 33 kroner.
- 0,5 liter lokal øl: 5 kroner.
Solferie: Kroatien slår Ibiza
For dig, hvor sommeren hænger sammen med sydens sol, strand og (af)slapning, er Ibiza et oplagt sted at slænge de solbrune stænger i liggestolen. Men Ibiza er også kendt for at være et velhaversted, hvor du hurtigt bliver fattig som turist.
Hvad med at prøve Kroatien i stedet? Denne destination vil du især blive ‘excited’ over, hvis du har set Game of Thrones. Mange af seriens scener er nemlig filmet Kroatien, fordi det er så naturskønt et land. Flyv til Dubrovnik og nyd et miks af sydeuropæisk landsbystemning, strande med klipper og bådtaxier, der fragter dig rundt mellem de små klippestrande.
Prisniveau i Kroatien:
- Dobbeltværelse på hotel per nat: 400 kroner.
- Flybillet fra Danmark i højsæson tur/retur: 1.700 kroner.
- Et lokalt måltid på en lille restaurant: 45 kroner.
- 0,5 liter lokal øl: 14 kroner.
Vandretur: Østrig i stedet for Norge
Vil du gerne mærke blodet suse gennem kroppen, når du har vandret i timevis og endelig nået klippetoppen med den fantastiske udsigt? Norge er kendt for fantastisk natur, bjerge og er en perfekt sommerdestination for aktive vandre-typer. Men Norge er også kendt for skyhøje priser.
Hvad med at kigge mod syd og tage til Østrig i stedet? Her kan du pakke bilen og køre til på cirka 15 timer. Og du finder de skønneste bjerge og landskaber, der er som skabt til en aktiv ferie. Du kan endda få hjælp til at nå højderne ved at tage skilifterne og gondolerne, der om vinteren fragter skiløbere rundt i terrænet. Om sommeren kommer de nemlig dig som vandrer til gode.
I Kleinwalsertal, der ligger lige ved Tysklands grænse i Østrig, kan du vandre ved Gottesacker-Plateauet, der er et kendt og naturskønt bjerglandskab, som er helt oplagt at vandre i.
Prisniveau i Østrig:
- Dobbeltværelse på hotel per nat: 500 kroner.
- Et lokalt måltid på lille restaurant: 70 kroner.
- 0,5 liter lokal øl: 30 kroner.
Familietur: Tyskland over Disneyland
Den står på familietur, og du vil gå ‘all in’ på at give børnene et minde for livet. Det er da oplagt - dig og din familie skal til Disneyland Paris! Hmmm… Du finder hurtigt ud af, at det bliver et dyrt minde for livet.
Frygt ikke! For under to timer fra Danmarks grænse, lige ved Østersøen, ligger Tysklands svar på Disneyland, nemlig Hansapark. Her får du en fritids- og familiepark med noget for alle. Der er forlystelser, vilde og knap så vilde, et vandland, et børneland, biograf, grønne områder, små oplevelsesparker med forskellige temaer og listen vil ingen ende tage. Der er ingen tvivl om, at din familie vil have en mindst lige så fed oplevelse i Hansapark som i Disneyland men til en brøkdel af prisen!
Prisniveau i Tyskland (Hansapark):
- Indgang til Hansapark: Børn under fire år: gratis
Børn 4-14 år: 225 kroner
Over 14 år: 280 kroner - Dobbeltværelse på hotel per nat: 600 kroner.
- Et måltid i Hansapark: 70 kroner.
Forhåbentlig har du fået lidt inspiration til, hvordan du kan genoverveje dine drømmerejser og skifte dem ud med andre destinationer, der er mindst lige så spektakulære, men meget blidere mod din bankkonto. God ferie!
Relaterede indlæg
Studieliv, Familieliv, Sparetips, Pengevaner
Sparetip: Bliv bevidst om dit dataforbrug og vælg det rette mobilabonnement
Få et samlet overblik over alt det du behøver at vide, før du vælger dit mobilabonnement.
Sparetips, Pengevaner, Familieliv
Spiir anbefaler: 5 lyd- og e-bøger til dig, som ønsker at ændre forbrugsvaner.
Få tips, motivation og meget mere med disse 5 disse bøger 🎧
Sparetips, Pengevaner, Familieliv
Spiir anbefaler: 7 lyd- og e-bøger om penge, forbrug og økonomi, der er guld værd
Få inspiration til sparetips, investeringer og meget mere med disse bøger 🎧