Pengevaner

Økonomisk forårsrengøring i 5 simple trin

Karen Johanne Iversen 13-03-2019

Fuglene kvidrer, påskeliljerne springer ud, dagene bliver længere, og termometeret viser tocifrede plusgrader. Det er forår!

Den skarpe forårssol og fornyede energi indbyder til rengøring - også i din økonomi. Nu er det tid til at organisere, sortere og smide ud. Men hvordan kommer du i gang?

Her forærer vi dig økonomisk forårsrengøring i fem simple trin 👇💰

Trin 1: Lug ud i dine abonnementer og medlemskaber

Hvad betaler du for Netflix? Får du hørt nok lydbøger på Mofibo? Betaler du for Lifesum, fordi du ikke fik annulleret abonnementet inden prøveperiodens udløb?

Du har garanteret en række abonnementer og medlemskaber, du glædeligt punger ud til. Men får du dem til den bedste pris? Og har du styr på, om du betaler for nogle apps og tjenester, du ikke engang bruger?

Abonnementer er nogle seriøse pengeslugere, og du kan spare mange mons, hvis du kun betaler for dem, du rent faktisk bruger.

Dan dig et overblik over de abonnementer, du betaler for, og afmeld dem, du ikke længere bruger eller ønsker at bruge. Har du iPhone, får du her en guide til at administrere dine abonnementer, og har du en Android-telefon, finder du en guide her.

I samme omgang kan du med fordel tjekke op på, om du kan få dit Spotify-abonnement eller fitnessmedlemskab til en bedre pris end den, du betaler i dag. Eksempelvis tilbyder Spotify familie- og studierabat, og fitnesscentrene tilbyder forskellige pakker, der varierer i pris, alt efter dit behov.

Trin 2: Foretag et servicetjek af dine faste udgifter

Nu vi er ved ting, der hver måned koster dig penge….

Nu er det tid til at gennemgå resten af dine faste udgifter og tjekke op på, om du kan få dem til en bedre pris. Her snakker vi:

  • Mobilabonnement
  • Forsikringer
  • Strøm
  • Tv-pakke
  • A-kasse og fagforening

Find frem til dine behov og sammenlign priser på forskellige sammenligningsportaler, så du betaler den pris, der passer til netop dit behov - hverken mere eller mindre.

Trin 3: Sælg ud af vintergarderoben med Marie Kondo

Nu har du sorteret og organiseret dine faste udgifter og abonnementer. Tjek!

Men hvad med at give vintergarderoben en oprydning og få solgt ud af det, du ikke længere bruger? Hvis du ikke allerede har set Marie Kondos oprydningsserie på Netflix, så start her, og jeg lover dig, at du vil glæde dig til at komme i gang med #konmari foldemetoden og takke dit tøj for, at det har holdt dig varm og pæn. Ja, den er god nok. Du skal til at tale med dit tøj.

Er du ved at kaste lidt op i din mund ved tanken om at skulle til at mærke efter, om dit tøj “sparker joy”? Så bare start her:

  • Sortér, ryd op og organisér garderoben.
  • Sælg det tøj, du ikke længere bruger på eksempelvis Tradono eller DBA.
  • Vupti! Nu har du lige givet dine gamle klude nyt liv, tjent en skilling og fået styr på garderoben.

Trin 4: Få overblik over din gæld

Har du gæld, er det nu blevet tid til at få overblik over, hvad du skylder væk, og hvad du betaler i rente for de forskellige lån. Har du eksempelvis et boliglån med en variabel rente, kan renten for lånet stige og falde over tid, så det er en god idé at tjekke op på, hvad du egentlig betaler, og om du eventuelt skal lægge lånet om.

Har du flere lån, er det også en god idé at vurdere, om din afdragsplan skal ændres, eller om du stadig betaler af på det dyreste lån først.

Trin 5: Behold det økonomiske overblik med Spiir

Vi er næsten ved vejs ende. Men hvordan beholder du det økonomiske overblik, du lige har foræret dig selv? Spiir er svaret.

I appen tilføjer du blot dine bankkonti (også på tværs af banker), og du kan nu dykke ned i mere end 80 forskellige forbrugskategorier og få et detaljeret indblik i hvor mange penge, du har brugt på hvad.

Med appen kan du også sætte forbrugsmål, så du ikke bruger flere penge, end du har tilladt dig selv at bruge. Det hjælper dig til at prioritere dine penge, så du bruger dem på det, der gør dig glad.

Er du klar til at svinge kosten? God fornøjelse med den økonomiske forårsrengøring 🧹💰

Har du hørt om vores app?

Med Spiir har det aldrig været nemmere at få overblik over dine penge og forbrug. Appen klarer automatisk tallene for dig, så du altid er på toppen af din økonomi.