Studieliv

Mille arbejder 16 timer ved siden af studiet: "SU-lån har aldrig været en mulighed for mig"

Karen Johanne Iversen 02-11-2017

Mange studerende vælger at have et studiejob for at få pengene til at række i dagligdagen. Men hvordan får man studietid og arbejdstid til at gå op i en højere enhed? Og er det smartere at tage et SU-lån?

Vi har spurgt to studerende ad, hvordan de får den daglige økonomi til at hænge sammen. Med et studielån eller et studiejob. I dette indlæg kan du møde Mille, der har to studiejobs. Læs også historien om Ida, der fortæller, hvorfor hun har valgt at tage et SU-lån.

Et studie - to studiejobs

“Jeg ville være enormt dårligt stillet, når jeg skal ud og søge fuldtidsjob efter studiet, hvis jeg kun havde taget SU-lån. For så ville jeg ikke have nogen erfaring fra et studiejob at kunne skrive på CV’et”, siger 25-årige Mille, der til sommer dimitterer med en kandidatgrad i Medievidenskab fra Aarhus Universitet.

Som 13-årig fik Mille sit første fritidsjob. Siden har hun både været piccoline hos et tøjfirma, langet burgere over disken hos McDonald’s og hjulpet kunder i Dansk Supermarkeds kundeserviceafdeling.

I dag arbejder Mille som assistent på et forskningsprojekt på Aarhus Universitet, hvor hun sammen med et udvalgt team skal evaluere mediedækningen af kulturhovedstaden.

Derudover arbejder hun for Dansk Supermarkeds kundeservice på de sociale medier. Ugentligt render det op i 16 timers arbejde ved siden af fuldtidsstudiet på Medievidenskab.

Opdraget med at tjene egne penge

For Mille er det helt naturligt at være arbejdsom og tjene sine egne penge. Mange studerende benytter sig af SU-lån til at få økonomien til at hænge sammen. Men det har Mille aldrig overvejet:

“Jeg er opdraget med, at man må tjene til føden selv og ikke bruge penge, før man har dem. Derfor kunne jeg heller ikke finde på at tage SU-lån”, siger Mille.

Studiejob giver bedre odds på arbejdsmarkedet

Udover de penge, Mille tjener, er der ifølge hende også andre fordele ved at have et studiejob.

“Man skal ikke undervurdere, at et studiejob kan være med til at pynte på CV’et”, konstaterer Mille og fortsætter:

“Mange arbejdsgivere vil have folk med erhvervserfaring, og det betyder, at dem uden erfaring nemt bliver pillet ud af ansøgningsbunken. Derfor håber jeg, at de erfaringer, jeg har tillært mig gennem mine studiejobs giver pote, når jeg er færdiguddannet og skal ud at finde mig en fuldtidsstilling”.

Det er ikke kun CV’et, der nyder godt af de mange jobs, Mille har prøvet kræfter med siden teenageårene. Alt det, hun lærer på Medievidenskab, bliver også meget nemmere at omsætte til praksis gennem arbejdserfaring:

“At have et studiejob, og især et studierelevant ét af slagsen, har lært mig at bruge teori i praksis. Jeg bruger min viden på en helt anden måde, end når jeg sidder med næsen i bøgerne og skriver store, akademiske opgaver”, mener Mille.

Svært at finde tid til det hele

Selvom Mille er tilfreds med sin nuværende situation, er det ikke altid en dans på roser at skulle jonglere med et kandidatstudie og to studiejobs på samme tid:

“Det er ikke let at finde tid til det hele. Der er store mængder læsning og gruppearbejde på studiet, og jeg vil samtidig gerne finde tid til at arbejde mest muligt. Der skal jo gerne blive råd til alt det sjove, som ikke indebærer husleje og vaskepulver. Og det bliver der kun råd til, hvis jeg sætter tid af til at tjene penge”, forklarer Mille.

Mille har heldigvis et fleksibelt studiejob, som har forståelse for, at der bliver lagt mindre arbejde i perioder med praktik og eksaminer.

Hun opfordrer derfor alle, der leder efter et studiejob, til at finde et, der giver plads til, at studiet kommer i første række:

“Find et job med fleksible arbejdstider eller et job med mulighed for at arbejde hjemmefra. Det giver en enorm frihed, så du nemmere kan planlægge din tid. På den måde er der allerstørst chance for at få succes med at have et arbejde sideløbende med studiet”, afslutter Mille.

Tjener du dine penge gennem et studiejob? Og hvad betyder det for dig, at tjene dine egne penge? Har du overvejet et SU-lån eller slet ikke lyst til at låne penge? Der er mange måder at få studieøkonomien til at hænge sammen på. Hvordan du gør, er helt op til dig og dine prioriteringer. Men del gerne dine erfaringer, så du, andre studerende og vi kan blive inspirerede til at tænke i de daglige skejser på nye måder.

Har du hørt om vores app?

Med Spiir har det aldrig været nemmere at få overblik over dine penge og forbrug. Appen klarer automatisk tallene for dig, så du altid er på toppen af din økonomi.