Pengevaner
Mies nytårsforsæt sparede hende for 10.000 kroner: “Jeg har ikke shoppet i et år”
Hvor mange stykker tøj ejer du? Og hvor mange af dem bruger du til daglig? 👕🤔
Må jeg gætte? Hvis du er helt ærlig, lyder svaret enten “det ved jeg ikke” eller “jeg bruger altid det samme igen og igen... og igen”.
Har du hørt om 80/20 reglen? Forskning viser, at du bruger 20% af dit tøj 80% af tiden. Resten bliver glemt og ender bagerst i skabet. Og det er en skam. Både for miljøet og din pengepung.
Det synes 30-årige Mie fra Kolding også. Derfor startede hun for præcis et år siden et nytårsforsæt, hvor hun ikke ville shoppe i hele 2018. Ja, du læste rigtigt. Et helt år!
Faktisk lykkedes det Mie at spare 10.000 kroner på et år og for alvor gøre op med 80/20-reglen. Men hvordan bar hun sig ad? Og hvad har hun lært af projektet?
Vi serverer svaret til dig her.
Når kedsomhed resulterede i overforbrug
Projekt “ingen shopping i et år” startede, da Mie for et år siden sad og scrollede ned gennem transaktionerne i mobilbanken. Hun fandt ud af, at hun i 2017 havde shoppet for 10.000 kroner, men hun anede ikke, hvad hun havde fået for pengene:
“Jeg satte mig for at finde ud af, hvorfor jeg havde brugt så mange penge på noget, jeg ikke kunne finde i hverken klædeskabet eller på skohylden. Det gik hurtigt op for mig, at jeg tit shoppede, når jeg var sammen med veninderne, eller når jeg kedede mig derhjemme og derfor fandt computeren frem og webshoppede,” fortæller Mie og fortsætter:
“Om og om igen kom jeg hjem med tøj og andre nips-ting, jeg ikke havde brug for. Jeg manglede jo i princippet ingenting, men den dårlige vane var nu blevet så indgroet, at den hver måned kostede mig mange penge. Og det var slet ikke sådan, jeg ønskede at prioritere mine penge”.
Godt nytår! Nu: Shopping detox
Da de 10.000 kroners shoppingforbrug havde ligget og rumsteret i Mies hoved i et par dage, besluttede hun sig for, at der skulle ske noget drastisk for at bryde med den dårlige shoppingvane og forhåbentlig ende ud med bedre og mere bæredygtige shoppingvaner i 2018. Derfor gik Mie den 1. januar 2018 på shopping detox:
“Shoppestoppet gik ganske enkelt ud på, at jeg ikke måtte bruge penge på tøj, sko, tasker, overtøj, undertøj, sportstøj, smykker og tilbehør i et helt år. Derudover satte jeg mig for at halvere min garderobe inden året var omme for at finde frem til det tøj, jeg rent faktisk gik i og var glad for,” fortæller Mie.
Hvert kvartal gennemgik Mie sin garderobe og frasorterede alt det tøj, som hun ikke havde brugt de sidste par måneder:
“Jeg startede med 105 stykker tøj og har i dag 50 stykker,” forklarer Mie.
Fra fristende januarudsalg til nye prioriteter
Traditionen tro starter et nytårsforsæt i begyndelsen af januar, men Mie havde ikke helt gennemtænkt at påbegynde sit shoppestop samme dag, som butikkerne starter januarudsalg med fristende tilbud:
“Det var sindssygt svært for mig at holde mig fra shopping de første par dage, når butikkerne lokkede med vanvittige rabatter og tilbud. I begyndelsen af shoppestoppet var jeg også nødt til at undgå shoppingcentre og gågader, og så afmeldte jeg mig alle de nyhedsmails, der kunne trigge mine shoppingabstinenser,” fortæller Mie.
Tre måneder skulle der til, før Mies shoppetrang var forsvundet. Nu kunne hun uden problemer vandre op og ned af gågaden uden at bruge penge, og hun havde for alvor opnået en ægte følelse af, at hun ikke manglede noget:
“Det var en helt ny følelse for mig, men den var samtidig helt vildt befriende,” siger Mie og fortsætter:
“Med shoppestoppet fik jeg også fremtryllet en masse tid, som jeg førhen brugte på online shopping og impulskøb med veninderne. Jeg har blandt andet fået meget mere tid til min blog, og så er veninderne og jeg blevet bedre til at prioritere gåture i skoven, museumsbesøg og kaffe hjemme i privaten over shoppeturene.”
Tøj har en overraskende lang levetid
Et år uden ét eneste nyt stykke tøj betød for Mie, at hun måtte gå på opdagelse i klædeskabet og ofte hoppe i det samme tøj, uge efter uge. Hun havde forventet, at andre ville bemærke, at hun altid gik i det samme tøj, og at hun i slutningen af året ville stå tilbage med en masse slidte klude. Men hun blev glædeligt overrasket:
“Jeg har fundet ud af, at tøj har en meget længere levetid, end jeg gik og troede. Jeg forventede, at jeg ville nå at slide det meste af mit tøj op på et år, men jeg har faktisk kun slidt et par sko og et par jeans op. De er til gengæld også helt færdige!”, fortæller Mie og fortsætter:
“Et år uden shopping har også lært mig, at der ikke er nogen, der holder øje med, om vi bruger det samme tøj om og om igen. Det er bare noget, vi bilder os ind. Jeg havde eksempelvis den samme kjole på til både nytår, konfirmation og en 30-års-fødselsdag, og jeg er ikke blevet gjort opmærksom på det én eneste gang”.
Shopping skiftet ud med oplevelser
Et år på shopping detox har altså sparet Mie for 10.000 kroner. Men det har også lært hende noget om, hvad der er vigtigt for hende at bruge sin tid og penge på:
“Jeg har lært, at jeg ikke mangler noget som helst. Jeg har alt det, som jeg skal bruge og mere til. Jeg har også lært, at jeg før i tiden brugte mine penge helt forkert, og at jeg nu er blevet bevidst om, hvad jeg hellere vil bruge dem på,” siger Mie og fortsætter:
“I dag vil jeg langt hellere bruge mine penge på oplevelser, opsparing og rejser i stedet for at bruge dem på tøj. Det betyder selvfølgelig ikke, at jeg aldrig mere skal shoppe, men mine pengeprioriteringer har bare ændret sig, så jeg nu har fundet frem til, hvad der giver mig mest værdi og glæde for mine penge,” afslutter Mie.
Relaterede indlæg
Studieliv, Familieliv, Sparetips, Pengevaner
Sparetip: Bliv bevidst om dit dataforbrug og vælg det rette mobilabonnement
Få et samlet overblik over alt det du behøver at vide, før du vælger dit mobilabonnement.
Sparetips, Pengevaner, Familieliv
Spiir anbefaler: 5 lyd- og e-bøger til dig, som ønsker at ændre forbrugsvaner.
Få tips, motivation og meget mere med disse 5 disse bøger 🎧
Sparetips, Pengevaner, Familieliv
Spiir anbefaler: 7 lyd- og e-bøger om penge, forbrug og økonomi, der er guld værd
Få inspiration til sparetips, investeringer og meget mere med disse bøger 🎧