Budgetskema
Lejekontrakt for dummies
To stuer en suite. Dobbeltdøre. Massive trægulve. Stuk. Højt til loftet. Fine detaljer. Lækkert køkken… inklusiv opvaskemaskine. Heaven is a place on earth!
Har du fået gaflet dig den lækreste lejlighed, som du snart kan flytte dine møbler ind i? Stort tillykke🏡 Men inden du pakker elkedlen, sofaen og tandbørsten ned, er der lige en mindre detalje, du skal have på plads: lejekontrakten.
For hvad indeholder en lejekontrakt? Hvordan fungerer fremleje? Kan lejekontrakten tidsbegrænses? Og hvad med lejekontrakt i forbindelse med forældrekøb?
Læn dig tilbage og snup en kop kaffe. Her guider vi dig nemlig igennem det allervigtigste, du skal vide om din lejekontrakt 👍
Skabelon: sådan ser en typisk lejekontrakt ud
Når du skal flytte ind i din nye lejlighed, får du højest sandsynligt stukket en standardlejekontrakt i hånden, som udlejere benytter til almindelige beboelseslejligheder.
De fleste udlejere bruger den, der kommer fra Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen, og den nyeste udgave af lejekontrakten kan du finde lige her.
Hvad indeholder lejekontrakten?
I lejekontrakten finder du forskellige punkter, udlejeren skal udfylde, før du kan skrive under.
Her får du en hurtig gennemgang af de vigtigste punkter, der kræver lidt forklaring, så du har helt tjek på, hvad du skriver under på:
Depositum og forudbetalt husleje
Som lejer skal du betale et bestemt beløb i depositum og/eller nogle måneders forudbetalt husleje. Men hvad er forskellen? Nu skal du høre:
Et depositum er en pose penge, udlejeren kan bruge som en slags ‘buffer’, når han eksempelvis skal bruge penge på istandsættelse eller en ekstra elregning, når du flytter ud af lejligheden. Du kan altså sagtens få noget eller hele dit depositum tilbage, når du flytter ud, hvis istandsættelsen ikke koster hele dit depositum. Du kan også risikere, at maling, gulvafslibning og en ekstra regning sluger hele dit depositum.
Udlejer kan maksimalt kræve et depositum, der svarer til hvad du skal betale i husleje i tre måneder 💰
Forudbetalt husleje betyder, at du betaler et antal måneder ekstra i husleje, når du flytter ind. Den forudbetalte husleje dækker de sidste måneder, du bor i din lejebolig. Udlejeren kan kræve, at du betaler op til tre måneders husleje i forvejen. Træls når du flytter ind, men ‘nice’ når du har opsagt din lejehybel og nærmest får et par måneders husleje ‘for free’... Eller næsten, for flytter du ind i en ny lejlighed, går pengene højest sandsynligt til forudbetalt husleje dit nye sted.
Lejemålets stand ved indflytning
Er der ridser på gulvet? Buler i væggen? Eller fodpaneler der mangler? Inden du kan sætte tv’et i stikkontakten og rede sengen, skal du lige tjekke, om alt er, som det skal være i din nye lejlighed.
Når du flytter ind i din nye lejlighed, er det nemlig en god idé at foretage et såkaldt indflytningssyn sammen med udlejeren.
Tag de kritiske briller på og gå en tur i lejligheden med din udlejer. Sammen tjekker I, hvad der er af skader og mangler. Din udlejer skal enten fikse fejlene eller notere dem i lejekontrakten, så du ikke kommer til at betale for at få dem fikset, når du flytter igen.
Når I har skrevet alt ned, har du papir på, at du ikke kommer til at betale for reparation af netop disse fejl og mangler. Du skal nemlig forlade lejligheden i samme stand, som du modtog den - medmindre andet er aftalt 📝
Pssst: Du har 14 dage til at fortælle din udlejer, hvis du efter overtagelsesdagen opdager defekte stikkontakter, store ridser i bordpladen og andre fejl og mangler 🔨
Opsigelse
Skal du ud på nye eventyr? Rejse? Flytte i hus? Og skal du derfor opsige din lejlighed? Husk at gøre det skriftligt, så du har et synligt bevis på, at du vil flytte ud af din lejlighed. Bed gerne om at få din udlejers krusedulle på, at han har modtaget opsigelsen, så han ikke senere kan sige, at han aldrig har fået nogen opsigelse fra dig. Det ville være surt!
Du kan opsige din lejlighed med tre måneders varsel, medmindre der står noget andet i din lejekontrakt. Læs mere om dette i kontraktens §2, der handler om lejeforholdets begyndelse og ophør.
Til gengæld er opsigelsesreglere liiiidt anderledes, hvis du bor til leje på et enkelt værelse, eller hvis du bor i et tidsbegrænset lejemål. Keep reading 👇
Lejekontrakt ved leje af værelse
Er du flyttet til en studieby og lejet et værelse i en lejlighed, som din nye roomie bor til leje i? 📚🛌🏿 Så kaldes dette lejeforhold faktisk for fremleje.
Fremleje betyder i al sin enkelthed, at lejeren af lejligheden tager udlejerkasketten på og derfor selv bliver til udlejer 👮♀️. Vedkommende kan videreudleje dele af lejligheden til andre og dermed få dækket noget af huslejen.
Roomien du bor til leje hos bruger i dette tilfælde højest sandsynligt standardlejekontrakten, som også gælder ved normal udlejning.
Både du og din roomie kan stoppe fremlejeaftalen om med 1 måneds varsel.
Tidsbegrænset leje
Tidsbegrænset leje betyder at ejeren af den lejlighed, du lejer, har sat en grænse for, hvor længe, du kan bo i lejligheden. Der kan være fordi ejeren af lejligheden:
- Rejser rundt i en længere periode.
- Er udstationeret i udlandet på grund af studie eller arbejde.
- Har et ønske om at sælge lejligheden, men ikke har mulighed for det lige nu uden større tab.
- Vil have mulighed for selv at kunne flytte ind i lejligheden på et senere tidspunkt.
Et tidsbegrænset lejeforhold stopper på det tidspunkt, der er anført som ophørstidspunkt på kontrakten. Opsigelsen af et tidsbegrænset lejemål inden dette tidspunkt kan ikke lade sig gøre, med mindre du har snakket med din udlejer og lavet en aftale om det.
Skal du flytte ind i et tidsbegrænset lejemål, er det også standardlejekontrakten, du skal skrive under på. Dog skal du i §11, særlige vilkår, være ekstra vågen. Her skriver din udlejer nemlig, at du kun kan bo i lejligheden i en bestemt periode og datoen for, hvornår du skal være ude igen 👋
Forældrekøb? Få tjek på papirerne
Forældrekøb er en lejlighed, dine forældre har købt, og som du bor til leje i. Men selvom mor og far er fint tilfredse med, at du hver måned overfører den aftalte husleje, er det en rigtig god idé at lave en skriftlig lejekontrakt. Det er der flere grunde til:
-
Vil du have lidt rabat på huslejen? En skriftlig lejekontrakt giver dig mulighed for at kunne søge boligstøtte.
-
Dine forældre kan med kontrakten bevise, hvad I har aftalt i husleje, hvis Skat banker på en dag.
-
Hvis der (7-9-13) skulle gå alvorligt knas i forholdet mellem dig og dine forældre, kan I altid følge lejekontraktens regler og vilkår, så I stadig holder den lejeaftale, I hver især har skrevet under på. Så kan dine forældre ikke smide dig ud af din lejlighed uden varsel, og du kan heller ikke bare løbe fra huslejen. En rar ‘støtte’ under sørgelige omstændigheder 🤗
Top 4 spørgsmål om din lejekontrakt
Så langt, så godt 😎Inden vi når til vejs ende, får du her lige svar på de fire vigtigste spørgsmål til din lejekontrakt:
Hvad er en lejekontrakt?
En lejekontrakt er et stykke papir, der sikrer både lejers og udlejers rettigheder og går i dybden med, hvordan I hver især forpligter jer overfor hinanden.
Hvad indeholder en lejekontrakt?
Lejekontrakten indeholder typisk:
- Lejers og udlejers navn og adresse.
- Lejemålets adresse, størrelse, inventar og brugsret,
- Oplysninger om overtagelsesdato, husleje, depositum, forudbetalt husleje, forbrugsudgifter og eventuel ophørsdato.
- Regler for vedligeholdelse.
- Særlige vilkår.
Hvad skal du være opmærksom på i lejekontrakten?
Inden du underskriver lejekontrakten, kan du med fordel:
- Undersøge om udlejeren har rent mel i posen
- Være grundig med at udfylde fejl- og mangellisten ved indflytningssynet. Det betaler sig!
- Holde tungen lige i munden ved §11 på lejekontrakten, hvor de særlige forhold såsom tidsbegrænset leje, særlige vedligeholdelsesregler m.m. er beskrevet.
- Få en nær ven eller dine forældre til at gennemgå lejekontrakten med dig, så du ikke overser noget.
Hvordan opsiger du lejekontrakten?
Som lejer er det ligegyldigt, om du vælger at opsige din lejlighed over telefonen, med brevdue, ‘face to face’, eller hvordan du vælger at gribe det an, fordi der i lejeloven ikke er knyttet nogle formelle krav til lejerens opsigelse.
MEN: da du senere kan få brug for at bevise din opsigelse, er det en retti’ retti’ god idé at opsige på skrift og få udlejeren til at underskrive, at han har modtaget den.
Er du klar til at lukke flyttekasserne og få sat krusedullen på lejekontrakten? Vi håber i hvert fald, at denne guide har hjulpet dig godt på vej. God flytning 😀📋
Kilder:
-
Lejekontrakt, Trafikstyrelsen, 24. april 2018.
-
Depositum og forudbetalt leje, Trafikstyrelsen, 24. april 2018.
-
Opsigelse, ophævelse og fraflytning, Trafikstyrelsen, 23. maj 2018.
-
Forældrekøb og regler for lejekontrakt, Hviid Advokater.
-
Hvad indeholder en lejekontrakt?, BoligPortal.
Relaterede indlæg
Studieliv, Familieliv, Sparetips, Pengevaner
Sparetip: Bliv bevidst om dit dataforbrug og vælg det rette mobilabonnement
Få et samlet overblik over alt det du behøver at vide, før du vælger dit mobilabonnement.
Sparetips, Pengevaner, Familieliv
Spiir anbefaler: 5 lyd- og e-bøger til dig, som ønsker at ændre forbrugsvaner.
Få tips, motivation og meget mere med disse 5 disse bøger 🎧
Sparetips, Pengevaner, Familieliv
Spiir anbefaler: 7 lyd- og e-bøger om penge, forbrug og økonomi, der er guld værd
Få inspiration til sparetips, investeringer og meget mere med disse bøger 🎧