Pengevaner

Lækker mad, gadgets og tøj. Danskerne elsker at forsøde tilværelsen

Caroline Sølver 01-03-2018

En flybillet til Seychellerne. En burgermenu med milkshake. En cafétur med din bedste ven. Eller et par nye sneakers til samlingen.

Penge giver dig frihed. Frihed til at købe det, du har lyst til. Frihed til at prioritere at forsøde din tilværelse med lige netop det, der gør dig lykkelig.

Vi prioriterer alle vores penge på ting i dagligdagen og sender hvert år en stor sum af dem på udvandring fra tegnedrengen for at tilføje nydelse i hverdagen. Og de prioriteringer bør vi være åbne omkring og stolte af. Medmindre vi opdager, at vi hellere vil have råd til en ny computer end en burgermenu tre gange om måneden. Så kan vi altid omprioritere.

Dette indlæg er en del af #brydpengetabuet. Vi vil gerne lirke op for pengetabuet og opfordrer dig derfor til at tale åbent og ærligt om, hvordan du prioriterer dine skejser.

Del dine penge-historier og brug #brydpengetabuet og #spiir. Vi kan lære af hinandens historier og sammen bryde pengetabuet.

Her får du 21 danskere i alderen 15-75 års bramfrie og ærlige svar på, hvad de bruger mange penge på i løbet af et år. Måske du kan genkende dig selv og derigennem hvile i de beslutninger, du tager med dine penge?

15-20 år: Mad, shopping, makeup og fest

Hvad bruger 15-20-årige penge på

Julie, 15 år: “Jeg bruger mange penge på tøj. Det har jeg det godt med, for jeg bruger jo tøjet, og for det meste er jeg glad for det, jeg har købt. Nogle køb er selvfølgelig bedre end andre. Udover det bruger jeg mange penge på mad”.

August, 16 år: “Mad! Jeg tror, at mange unge synes, at de bruger mange penge på mad. Inklusiv mig selv, for jeg bruger omkring 1200 kroner på mad og sodavand om måneden. Men da jeg bor hjemme, burde det faktisk ikke være min største udgift”.

Maja, 19 år: “Makeup er min hobby, og derfor køber jeg en del af det. Både dyr og billig makeup for at kunne eksperimentere med det. Det er en dyr hobby, for en ny øjenskygge-palette kan godt koste 500 kroner. Jeg er rigtig glad for det makeup, jeg køber, men jeg kunne godt tænke mig at blive lidt bedre til at stille mig tilfreds med det, jeg har i forvejen, så jeg ikke hele tiden har behov for at købe nyt”.

Simon, 20 år: “Øl og fest og cigaretter. Jeg fester hver weekend. Nogle gange både fredag og lørdag, og det kan ses på min økonomi. Det er på en måde lidt som at kaste penge ud ad vinduet, men på den anden side, har jeg det jo sjovt”.

21-34 år: Restaurantbesøg, kaffe og luksusvarer

Hvad bruger 21-34-årige penge på

Martin, 22 år: “Jeg bruger mange penge på at spise ude. Det har jeg det rigtig godt med, for jeg elsker at spise lækker mad og drikke god vin. En lille øl med gutterne bagefter er heller ikke dårligt”.

Caroline, 23: “Kaffe er min gode ven. En lækker cappuccino fra en fin café med lidt latte-art på taler direkte til mit hjerte. Sidste år lagde jeg alle café-regningerne sammen for at se, hvor meget, jeg egentlig brugte på café-kaffe. Resultatet var mere, end jeg havde regnet med. Jeg ville gerne starte en opsparing, derfor begyndte jeg at tage min termokop med kaffe med i skole hver dag for at kunne sætte penge på opsparingen i stedet for at bruge dem på den sorte drik. Der er selvfølgelig stadig plads til at forkæle mig med en god kop kaffe nu og da”.

Rune, 25 år: “Jeg bruger mange penge på fastfood & restaurantbesøg. Det giver mig en masse gode oplevelser, men der er helt sikkert en tur eller to, jeg kunne spare væk i ny og næ, så jeg havde flere penge til andre ting”.

Benjamin, 26 år: “Jeg bruger mange penge på mine fritidsinteresser. Det har jeg det super godt med det, fordi det giver mig livskvalitet”.

Sofie, 27 år: “Luksusvarer bringer mig glæde. Jeg kan derfor sagtens finde på at kaste 5000 kroner efter et par højhælede sko eller 10.000 kroner efter en designertaske . Jeg er glad for mine køb i noget tid, og så falmer det, bliver sat i skabet, og står og samler støv. En psykolog ville sikkert hurtigt finde frem til, at jeg køber dyre ting for at få en hurtig lykkerus”.

Marvin, 31 år: “Jeg bruger ret mange penge på dagligvarer, og jeg har det okay med det, selvom jeg sagtens kunne bruge lidt mindre. Jeg bruger også mange penge på at rejse med min kæreste, og det nyder vi i fulde drag”.

35-50 år: Selvforkælelse, fastfood, børn og gadgets

Hvad bruger 35-50-årige penge på

Cecilie, 36: “Jeg har fundet ud af, at jeg bruger en del penge på skønhedsprodukter, ansigtsbehandlinger og frisørbesøg. Det er en luksus, jeg under mig selv. Meeeen det kan også trække lidt for mange skejser ud af mit månedlige budget, så jeg prøver på at skrue lidt ned”.

Martin, 37: “Jeg bruger en del penge på fastfood, fordi jeg bor alene og ikke orker at lave mad til mig selv efter en lang dag på arbejde. Det smager jo godt, men det ville nok være meget godt for min sundhed og min økonomi at holde lidt igen”.

Katrine, 43: “Børn er dyre i drift. Også mine! Eller måske er jeg bare lidt for god til at forkæle dem. Nyt tøj, oplevelser, legetøj…. Jeg kunne nok godt købe lidt mindre, uden at det betød noget, for børnene mangler ikke noget”.

Jesper, 45 år: “Nævn en gadget, og der er en stor chance for, at du kan finde den hjemme hos mig. Når der er noget nyt på markedet, kan jeg ikke dy mig - jeg må have den! En drone, GoPro-kameraer, en kaffekop med usb-stik, så kaffen holder sig varm… Der er ingen grænser, og det går nok lidt over gevind ind imellem. Oftest bliver jeg træt af mine køb inden for meget kort tid og higer så efter den næste smarte gadget…”.

51-65 år: Hobbyer, rejser og økologi

Hvad bruger 51-65-årige penge på

Charlotte, 53 år: “Jeg bruger mange penge på at rejse. Det er min yndlingsaktivitet, og derfor synes jeg også, at det er en god ting at bruge penge på. Derudover betaler jeg hver måned til et fitnessmedlemsskab. Det har jeg gjort i mange år uden at bruge det særlig meget. Det er nok et forsøg på at være sund og skabe gode vaner”.

Thomas, 54 år: “Min sejlbåd er nok lidt dyrere, end jeg er glad for at indrømme. Den koster leje af bådplads, vedligeholdelse, værktøj, gadgets, nyt træ-dæk og så videre. Det er en dyr hobby, men den gør mig glad”.

Karen, 56 år: “Min familie og jeg besluttede for et par år siden, at vi skulle forsøge at være så miljøbevidste som muligt. Det betyder, at vi bruger flere penge på at købe økologisk mad og skønhedsprodukter samt bæredygtigt tøj. På den anden side har vi skåret gevaldigt ned på vores forbrug både i et forsøg på at være glade for det vi har, være bæredygtige og spare penge, så jeg tror faktisk, at det går op i sidste ende”.

Mette, 59 år: “Og jeg som troede, at børn kun kostede penge, når de var hjemmeboende… Jeg har lånt mine to børn penge til en andelslejlighed, så de er altså endnu dyrere i drift, end de var, da de var små. Men hvad gør man ikke for at hjælpe sit dejlige afkom?”

66+ år: Pensionist-tilværelsen, børnebørn og strikketøj

Hvad bruger 66-årige penge på

Lilli, 68 år: “Jeg bruger penge på at forsøde min pensionist-tilværelse. Såsom medlemskab til museer rundt i landet, et godt rugbrød, lidt kage fra bageren, samt frokost med mine veninder i byen. Jeg har det godt med at bruge lidt ekstra skejser på et sødt liv”.

Peter, 73 år: “Det betyder meget for mig at tilbringe tid med mine børnebørn. Jeg har fire, og jeg inviterer dem ofte på udflugt. Så tager vi i biografen, på museum, kører en lang tur eller ser på danske slotte. På den måde får vi kvalitetstid sammen, og jeg forsøger samtidig at give dem lidt kulturel dannelse”.

Marie, 75 år: “Jeg køber garn i stor stil, fordi jeg strikker. Huer, halstørklæder, sweatre og cardiganer. Det er min store hobby, og jeg kan ikke sidde stille, hvis jeg ikke har mit strikketøj i hænderne. Nogle gange sælger jeg det, jeg strikker, så på den måde bliver noget af garnet betalt hjem”.

Hvad bruger du penge på?

Hvordan bruger du dine penge? Hvor vælger du noget fra og noget andet til? Hvor føler du dig presset til at følge moden, samfundsnormen eller dine venner? Del dine historier, så vi sammen kan prikke hul på bylden og tale åbent og ærligt om penge.

Brug #brydpengetabuet og #spiir og følg med her på bloggen, på vores Facebook, Instagram og Twitter-kanaler.

Og husk at livet er lige nu. Køb den burgermenu, hvis det er det, der gør din hverdag til en fest. For så er der sikkert andre ting, du ikke har brug for. Hvordan du bruger dine penge er helt op til dig. Bare du nyder det, mens du bruger dem. <3

Har du hørt om vores app?

Med Spiir har det aldrig været nemmere at få overblik over dine penge og forbrug. Appen klarer automatisk tallene for dig, så du altid er på toppen af din økonomi.