Pengevaner
Kontant bilkøb med tryghedsnarkomanen
Hvilken type er du, når det kommer til at bruge penge? Kan du godt lide at have en stak tusindelapper gemt under madrassen til dårlige tider? Eller har du tømt dit dankort, inden du når til den femte i måneden?
Uanset hvilken type du er, er der god læring i at forstå dine egne vaner og handlemønstre. Du opfører dig på en bestemt måde, både fordi du er den, du er, men også ud fra hvad du har lært hjemmefra eller ved at se på andre.
Ved at forstå, hvorfor penge ikke rager dig det store, eller du ikke kan holde nallerne fra en god handel, kan du blive bedre til at ændre de vaner og mønstre, du ikke bryder dig om.
Dette indlæg handler om tryghedsnarkomanen. Læs også om de fire andre typer:
Nu til tryghedsnarkomanen...
Du har forberedt dig godt og grundigt i lang tid. Nu kan du ikke udsætte det længere. Den gamle bil kan ikke holde til mere. Den har udtjent sin værnepligt. Det sidste lange stykke tid har du derfor undersøgt markedet for biler til bunds.
Du har udset dig en bil, der passer til dit budget, både her og nu, når du køber den, og i det lange løb, med de løbende udgifter, den vil koste dig.
Det er en økonomisk bil. Ikke verdens smukkeste. Men den kører langt på literen og mærket er kendt for kvalitet og lang levetid.
Du har fundet tre gode tilbud på bilen, som du nu skal ud at kigge på, og du har allieret dig med din ven, der er mekaniker. Bare så du er sikker på, at du ikke køber katten i sækken.
Du hader kedelige økonomiske overraskelser, så du har lagt et solidt og konservativt budget og har en god opsparing. Du sætter en ære i ikke at bruge penge på uovervejede indkøb, og så køber du altid kontant, hvis du kan komme til det.
Det gælder også nu, hvor bilen skal skiftes ud. Du har de penge, der skal til at købe den nye bil. Ikke noget med at låne af banken. Det er noget pjat at betale alle de renter, når nu du kan undgå det, og det føles godt selv at have tjent de penge, der skal til.
Andre vil måske mene, at der ikke er nogen grund til altid at gå både med livrem og seler. Hvorfor skejer du ikke lidt ud og kaster nogle af de penge, du har stående på en lukket konto efter nogle aktier eller en fed luksusrejse?
Men hvad nu hvis uheldet er ude, og du får brug for de penge? Du vil hellere have et sikkert grundlag at falde tilbage på end at kaste om dig med penge.
Nu glæder du dig til at få overstået købet af bilen. Når den er indkøbt, kan den holde de næste 10-20 år, regner du med, og så har du sparet op til en ny til den tid.
Læs også: På investeringseventyr med den risikovillige
Lær dig selv at kende som økonomisk type
Dette indlæg er en del af en serie, hvor Spiir beskriver fem økonomiske personlighedstyper baseret på Bethany and Scott Palmers teori fra bogen "The 5 Money Personalities: Speaking the Same Love and Money Language”.
Som så mange andre beskrivelser af typer, er de fem typer grove kategorier. Lås dig ikke fast på én af dem. Du handler sikkert på én måde i visse situationer og på en anden i andre.
Men måske indlæggene kan gøre dig bedre til at spotte dine økonomiske handlemønstre og ændre på det, du finder uhensigtsmæssigt.
Benyt dig også af en bruger i Spiir til at gennemskue dine økonomiske vaner og lave om på dem. Spiir giver dig blik for dine penge.
Læs også:
- Opdel økonomien: need, nice, want
- Glem budgettet og få råd til dine drømme
- Kend dit forbrug og kend dig selv
Kilder:
Bielard, Biehl og Kaisers fem-vejs model
Berlingske: Ud med forbrugertyper, ind med forbrugermissioner
Relaterede indlæg
Studieliv, Familieliv, Sparetips, Pengevaner
Sparetip: Bliv bevidst om dit dataforbrug og vælg det rette mobilabonnement
Få et samlet overblik over alt det du behøver at vide, før du vælger dit mobilabonnement.
Sparetips, Pengevaner, Familieliv
Spiir anbefaler: 5 lyd- og e-bøger til dig, som ønsker at ændre forbrugsvaner.
Få tips, motivation og meget mere med disse 5 disse bøger 🎧
Sparetips, Pengevaner, Familieliv
Spiir anbefaler: 7 lyd- og e-bøger om penge, forbrug og økonomi, der er guld værd
Få inspiration til sparetips, investeringer og meget mere med disse bøger 🎧