Budgetskema

Her er dine rettigheder, når du køber brugte sager på nettet

Caroline Sølver 28-10-2019 - Læsetid: 4 min

Kan du huske den der dyre jakke, du så i Magasin sidste uge og blev forelsket i? Hvorfor give 2.000 kroner, når du kan finde den brugt på nettet til det halve? Eller hvad med en brugt iPhone til en brøkdel af nyprisen?

Til miljøets store gevinst køber og sælger flere og flere deres brugte sager på nettet og gennem apps. Det er en fordel for miljøet, da varer på den måde bliver en del af den cirkulære økonomi, hvis folk køber brugt i stedet for at drible ned i en butik og købe alt fra nyt. Og det er ikke kun miljøet, der takker dig - det er også din pengepung.

Mens der er mange fordele ved at købe og sælge sager på nettet, er der også nogle risici. For hvordan ved du, at du kan stole på, at sælgeren sender din vare, efter du har betalt for den? Og hvordan undgår du at blive snydt?

I dette indlæg giver vi dig alle svarene - du har nemlig en række rettigheder, når du shopper brugte sager online.

Er sælgeren privat eller en virksomhed?

Der er væsentlig forskel på dine rettigheder, alt efter om du køber varer fra en privatperson eller fra en virksomhed. En virksomhed kan være H&Ms online butik, eller det kan være en aktikvitetshandler, der sælger varer over nettet. En privatperson kan være en mand fra Horsens, der sælger sin gamle cykel gennem Trendsales.

Det er altså først og fremmest relevant at blive klar over, om du handler med en virksomhed eller en privatperson.

Privatperson? Købeloven gælder ikke

Hvem vil ikke gerne spare penge og være god ved miljøet? De ovennævnte fordele ved at købe brugt er selvfølgelig fede sidegevinster, men desværre kan det også være risikabelt at indgå en handel online.

Først og fremmest gælder købeloven ikke for handler med private sælgere. Det betyder, at mange af dine rettigheder som køber ikke gælder. Handler du derimod med en virksomhed på nettet, har du to års reklamationsret. Det betyder, at hvis din varer går i stykker, uden du selv er skyld i det, har du to år, hvor du kan klage og få en ny vare eller pengene retur.

Vare som beset?

Et køb foretaget mellem to private sælgere er også beskyttet af reklamationsretten. Det betyder, at hvis du modtager din vare, og den ikke er som beskrevet, kan du reklamere, altså returnere købet og få dine penge tilbage.

Virkeligheden kan dog være lidt mere omstændig. Hvis sælgeren ikke er villig til at tage varen retur, er din eneste løsning, at du lægger sag an. Men at få fat i en advokat og køre sagen er både tids- og energikrævende og kan ende med at koste rigtig mange penge.

Desuden skal du være opmærksom på, hvordan sælgeren har beskrevet varen i beskrivelsen eller i jeres samtale. Privatsælgeren har nemlig mulighed for at afskrive sig reklamationsretten. Falder du for eksempel over, at der står “vare sælges som beset”, betyder det, at sælger simpelthen afskriver sig reklamationsretten. Køber du denne vare, har du altså “købt som beset”, og du vil ikke have mulighed for at reklamere.

Hvad med fortrydelsesret?

Fortrydelsesret er endnu en regel ved netkøb, der er mere omstændig og afhænger af, om du køber hos en privatperson eller en virksomhed. Shopper du for eksempel online hos H&M, har du 14 dages fortrydelsesret. Men køber du en vare af en privatperson, har du kun fortrydelsesret, hvis I i fællesskab har aftalt det. Det kan du for eksempel gøre ved at indgå en aftale med sælgeren.

Lad os sige, at du er interesseret i en jakke. Spørg sælgeren om du må komme og prøve jakken først, før du beslutter dig. På den måde laver du altså ikke en bindende aftale med sælgeren. På samme måde kan du også aftale med sælgeren, at du gerne vil købe jakken, men at du gerne vil have 14-dages fortrydelsesret på købet.

Snyd ved onlinekøb

Du har sikkert hørt om ærgerlige historier med snyd gennem køb over nettet. Min bror købte engang en iPhone over en salgsgruppe på Facebook og endte med at blive godt og grundigt snydt. Sælgeren var kriminel og sendte aldrig den aftalte vare. Min bror fandt ud af, at sælgeren desværre havde lavet samme trick med andre, og der var meget lidt at gøre, medmindre man er klar til at hyre en advokat og lægge sag an.

Det er altså vigtigt, at du tager visse forbehold for at beskytte dig selv, inden du blindt og godtroende indgår i en onlinehandel med en privatperson.

Sådan beskytter du dig selv

Ja, der er en risiko for snyd, når du handler på nettet. Hvordan undgår du at falde i kløerne på en sælgende snydepels? Der er en række forholdsregler, du kan tage, når du handler på nettet. På den måde kan du gøre dit for at undgå snydepelse.

Tag disse forbehold og undgå snyd ved onlinehandel

  • Privat eller virksomhed? Er du faldet over en vare online, bør du først og fremmest tjekke, om sælger er en privatperson eller en virksomhed. Dette har nemlig afgørende betydning for dine rettigheder.

  • Lav en skriftlig aftale: Hvis du skulle være så uheldig, at der opstår problemer med din handel, gør du dig selv en tjeneste ved at lave en skriftlig kontrakt med sælgeren, før I handler. På den måde har du bevismateriale, hvis sælger ikke overholder jeres aftale. Den skriftlige aftale bør indeholde information om, hvad handlen indeholder, prisen, hvordan du betaler, og hvad der sker, hvis produktet ikke er som beskrevet eller ikke når frem. Vil sælger ikke indgå i en skriftlig aftale, er dette også et signal på, at sælgeren måske ikke er reel.

  • Mød sælger og tjek varen i virkeligheden: Den bedste måde du kan gardere dig mod at blive snydt, før du køber brugte varer af en privatperson, er selvfølgelig at møde sælgeren i virkeligheden. På den måde få mulighed for at tjekke varen og dens stand. Det gælder især større og dyrere varer såsom computer, barnevogn og iPhone.

  • Tjek sælger! Har du ikke mulighed for at møde sælgeren i virkeligheden? Så er der heldigvis andre måder, du kan undersøge, om sælgeren mon er reel. Handler du på Trendsales, kan du eksempelvis se, om sælgeren tidligere har fået gode anmeldelser fra andre kunder. Her kan du også vælge at indgå en handel, der er forsikret gennem Trendsales. Her tager Trendsales en del af prisen, men det gør til gengæld også, at du er forsikret, hvis der skulle gå noget galt med handel, sælgeren eller varen.

  • Få kvittering med: Er dit køb et af de dyrere, og er varen under to år gammel? Så bed sælgeren om at sende den originale kvittering med. På den måde har du reklamationsret. Har sælger ikke kvitteringen på et større køb, kan det måske betyde, at varen er stjålet.

  • Brug PayPal: Hvis du betaler kontant, med Mobilepay eller bankoverførsel, har du ikke mulighed for at få dine penge tilbage, hvis privatsælgeren har snydt dig. Har du derimod betalt med PayPal, er der god chance for, at PayPal vil trække betalingen tilbage, så du får dine penge.

  • Send med forsikring: Skal din vare sendes med posten, kan det være en god idé at købe forsikring gennem salgsplatformen, hvis købet eksempelvis foregår på Trendsales’ eget handelssystem. Du kan dog også aftale, at sælgeren skal sende din pakke med et forsikret pakkelabel. Det er lidt dyrere, men så er du også sikker på, at hvis din pakke ikke når frem eller går tabt, så skal pakkevirksomheden erstatte dit køb.

Der er altså masser af fordele ved at købe brugt gennem nettet, så længe du er bevidst om, hvordan du helgarderer dig mod snydepelse, der ender med at snuppe dine penge, uden at du får din vare som lovet. Forhåbentlig har denne guide gjort dig klogere på, hvordan du kan handle mere sikkert og trygt gennem nettet.

Kilder:

Har du hørt om vores app?

Med Spiir har det aldrig været nemmere at få overblik over dine penge og forbrug. Appen klarer automatisk tallene for dig, så du altid er på toppen af din økonomi.