Studieliv
Guide: Sådan planlægger du din første ferie
Da du var barn, var de årlige sommerferier med familien ren luksus uden bekymringer eller omkostninger for dit vedkommende. Du var vant til blot at skulle sætte dig ind på bagsædet i bilen eller tage mor og far i hånden og gå ombord på flyet. Det eneste, du på ferien skulle tage stilling til, var, om du ville have flødeskum på din isdessert, og om lillebror igen skulle have lov til at banke dig i ludo.
Nu er du blevet ældre og vil gerne afsted uden mor og far. Men denne gang bliver det ikke uden bekymringer eller omkostninger. Der ligger nemlig et stort arbejde i at planlægge en ferie, der passer til dit afsatte feriebudget.
Er du usikker på, hvordan du finder de bedste flybilletter, om du skal købe en rejseforsikring og hvor mange lommepenge, du skal medbringe til turen? Her guider vi dig igennem fire trin, der gør dig fortrolig med at planlægge din første ferie.
Trin 1: Charter- eller storbyferie?
Når du skal booke din første ferie, skal du først og fremmest finde ud af, hvor turen går hen. Har du brug for sol, drinks og afslapning på en charterferie? Eller trænger du til at komme væk fra lille Danmark og få kultur og seværdigheder for alle pengene i en europæisk storby? Valget er op til dig.
På en charterferie skal du, efter at have booket rejsen, ikke bekymre dig om ret meget andet end at ligge ved poolen med en is i den ene hånd og en spændende krimi i den anden. And that’s about it!
Når du bestiller en charterferie, kan du vælge at booke fly og hotel som en samlet pakkeløsning. På rejseselskabernes hjemmeside vælger du rejsedestination, lufthavn og dato for afgang. Herefter vælger du hvilket hotel, du ønsker at bo på. Til sidst kan du vælge en række tilvalg såsom mad på flyet, afbestillingsforsikring og transport frem og tilbage fra lufthavnen.
Er du nysgerrig på denne ferieform? Tjek udvalget af charterrejser ud hos blandt andet Spies, TUI, og Bravo Tours, hvor du også finder rejseselskabernes nedsatte afbudsrejser.
Skal du på storbyferie, kan du også bestille pakkerejser hos rejseselskaberne til et udvalg af storbyer. Men da rejseselskaberne mest beskæftiger sig med charterrejser, er udvalget ikke så stort, og du sparer en del penge ved selv at booke fly og hotel. Penge, som du naturligvis hellere vil bruge på en lækker middag eller shopping på ferien, ik?
Læs også: 5 storbyferier, som giver dig mest for feriekronerne
Prøv Momondo, der gør feriebookingen til en leg for dig. På tjenesten finder du billige flyrejser og hoteller på tværs af flyselskaber og rejsetider.
Er du ikke vant til at færdes alene i lufthavne, kan det være en god idé kun at søge efter direkte flyruter. På den måde slipper for at skulle skifte fly undervejs. Til gengæld er de direkte flyruter oftest dyrere end de ruter, hvor du skal skifte fly undervejs, så det må blive en prioriteringssag for dig. Du kan også filtrere din søgning således, at enten de billigste eller hurtigste ruter vises øverst på din liste over mulige flyafgange. Så har du de bedste forudsætninger for at finde den rute, der passer dig bedst.
Læs også: Studiestart? Sådan påvirker det nye liv på SU din pengepung
Vil du gerne spare penge på overnatningen? Så er Airbnb en oplagt løsning. Denne deleøkonomiske tjeneste faciliterer kontakten mellem dig og privatpersoner, rundt omkring i hele verden, der lejer deres lejlighed ud. Airbnb er oftest en billigere overnatningsløsning end hotel, og du kan være heldig at spare mange knaster, hvis du vælger denne overnatningstype frem for et hotelværelse.
Trin 2: Pas, flybillet, vacciner og rejseforsikring
I lufthavnen skal du medbringe din flybillet og dit boardingpas. Billetten får du typisk sendt på email lige efter, du har betalt den, og du skal så huske at tage den med i lufthavnen enten printet eller digitalt.
Boardingpasset får du derimod først, når du har været igennem check-in. Check-in betyder, at du får tildelt en siddeplads på flyet. Reglerne for check-in er forskellige fra flyselskab til flyselskab. Skal du flyve med Ryanair, kan du sidde derhjemme og tjekke ind online op til en uge før afgang. Hos Lufthansa kan du derimod først tjekke ind online 23 timer før afgang. Gå ind på dit flyselskabs hjemmeside og læs mere, så du er forberedt.
Når du tjekker ind, skal du bruge bookingnummeret, som står på din billet. Herefter kan du vælge at printe dit boardingpas ud, og hos mange flyselskaber kan du i dag også have dit boardingpas på telefonen, hvis du henter flyselskabets app til din smartphone. Dog er det altid en god sikkerhed at have printet boardingpasset ud, hvis lufthavnen af en eller anden grund ikke godtager dit mobile boardingpas, eller hvis din telefon løber tør for strøm.
Du skal selvfølgelig også medbringe dit pas på ferien. Vær opmærksom på, at passet skal være gyldigt indtil du igen er på dansk jord. Nogle lande kræver endda, at dit pas er gyldigt i 6 måneder efter hjemkomsten. Husk i øvrigt en anden form for billed-ID i tilfælde af, at du mister dit pas. Læs mere om reglerne for gyldigheden af dit pas.
Skal du på ferie uden for EU eller de nordiske lande, skal du undersøge, om dit rejsemål kræver et visum for dig som dansk statsborger. Det samme gælder for vacciner. Skal du eksempelvis en uge til Indien, skal du have en vaccine for hepatitis A. På Sikkerrejse.dk kan du læse mere om hvilke vacciner, du bør få inden afrejse til netop din feriedestination. Vær opmærksom på, at du selv skal betale for dine vacciner. Er du medlem af Sygeforsikring Danmark, kan du få dækket 50 % af prisen på dine vacciner.
Sidst men ikke mindst skal du have en rejseforsikring. Bliver du akut syg, brækker du benet, eller skal du transporteres hjem til Danmark, er det vigtigt at have en rejseforsikring. Skal du indlægges i udlandet, kan hospitalsregningen nemt løbe op i mange tusinde kroner, hvis du ikke har en forsikring. Undersøg om du allerede har en rejseforsikring som en del af din indboforsikring, eller om du skal ud at anskaffe dig en.
Læs også: Staldtips til dig, der skal købe din første forsikring
‘Jamen hvad dækker det blå sygesikringskort så?’ Det blå EU-sygesikringskort dækker også udgifter til nødvendige læge- og sygehusbehandlinger - men kun ved ophold i et EU-land, og kun hvis behandleren er tilknyttet den offentlige sygesikring i det land, du opholder dig i. Hvis du skal hjemtransporteres til Danmark, er der heller ingen dækning med det blå EU-sygesikringskort. Husk derfor også at have styr på din private rejseforsikring, så du er helgarderet, hvis du skulle komme til skade.
Trin 3: De strenge bagageregler
“Penge, pas og prævention”. De 3 gyldne P’er er altid en god huskeregel til pakkelisten. Der er dog et par andre forhold, som er vigtige at have tjek på, når du skal ud at flyve.
Har du bestilt en charterrejse, vil du typisk kunne medbringe et styk håndbagage på omkring 5-8 kilo og en kuffert på omkring 20 kilo, som skal tjekkes ind, når du ankommer til lufthavnen - uden ekstra beregning.
Rejser du derimod med et lavprisselskab som eksempelvis Ryanair, må du medbringe et styk håndbagage på max 10 kilo (typisk en lille kuffert) og en håndtaske, som skal kunne anbringes under sædet foran dig i flyet. Har du behov for at have en større kuffert med til alle de sko og tasker, du har tænkt dig at købe på ferien? Så kan du for mellem 200 og 500 kroner tjekke en kuffert ind på enten 15 eller 20 kilo. Læs mere om Ryanairs bagageregler.
Flyver du udelukkende med håndbagage, vil du skulle pakke væsker såsom parfume, cremer, makeup og shampoo i din håndbagage. Dog må de flydende væsker kun medbringes i beholdere, der maksimalt rummer 100 ml, og alle beholderne skal kunne være i én genlukkelig plastpose på max 1 liter. Du må altså ikke tage flere poser med.
I forretninger såsom Matas, Normal og i større supermarkeder kan du købe genlukkelige plasticposer inklusive små beholdere. Medbringer du medicin, skal du medbringe indlægssedlen, så du kan bevise medicinens ægthed.
Læs om de specifikke regler for bagage på hjemmesiden for det flyselskab, du rejser med, og læs mere om reglerne for væsker i håndbagagen på lufthavnens hjemmeside, eksempelvis hos CPH airport eller hos Billund Lufthavn.
Trin 4: Lommepenge
Rejsen er booket, du har styr på rejsedokumenterne og kufferten er pakket. Nu mangler du bare lommepengene. For hvor mange penge skal du egentlig medbringe på din første ferie, hvor du selv skal punge ud til alt fra taxatur til is på stranden?
Overvej, om der er nogle bestemte aktiviteter, du gerne vil lave på ferien, og hvad det koster. Find ud af, hvor mange penge, du hver dag vil bruge på mad og drikke, og hvor mange penge, du vil bruge på shopping.
Gebyrer i hæveautomater kan koste dig dyrt, når du veksler penge i udlandet. Det koster nemlig omkring 30 kroner i gebyr, hver gang du hæver penge i en pengeautomat. Til gengæld er kontanter billigere at hæve, når du er nået frem til feriedestinationen, end hvis du veksler penge hjemmefra. Hæv penge så få gange som muligt, så du undgår at betale gebyrer mange gange.
Visa- og kreditkort er som regel den billigste løsning, når du skal bruge penge på ferien. Betaler du med kort, er bankens valutakurs den samme, men du slipper for hævegebyret i hæveautomaten. Du betaler dog stadig 1-2 procent af beløbets størrelse, når du betaler med kort. Når du betaler med kort i udlandet, kan du på betalingsmaskinen vælge, om du vil betale beløbet i danske kroner eller i den lokale valuta. Ved at betale i lokal valuta får du en mere fordelagtig vekselkurs, end hvis du betaler i danske kroner.
Læs også: 4 tips til at styre skejserne på sommerferien
Det er så nemt at køre dankortet igennem og sige ‘pyt, nu er jeg jo også på ferie’. Men hvis du kommer hjem og er bange for at kigge på kontoen, så betyder det højest sandsynligt, at du har brugt flere penge, end du oprindeligt havde planlagt inden rejsen.
Spørg hellere end gerne gerne mor og far til råds. De har med garanti en del erfaringer med at jonglere et feriebudget, som de hellere end gerne deler med dig.
Beslut dig hjemmefra for et bestemt beløb, som du sætter af til lommepenge. I Spiir kan du oprette såkaldte forbrugsmål på eksempelvis dagligvarer, ferieaktiviteter eller fly/hotel. Du vælger et bestemt beløb, som du på ugentlig eller månedlig basis vil holde dig under, og så vil pengeassistenten undervejs holde øje med dit forbrugsmål, når du bruger penge i den valgte kategori. Forbrugsmålet forærer dig økonomisk overblik og giver dig friheden til at nyde din ferie ud fra dit selvvalgte beløb.
Vi håber, at du med denne guide er blevet klædt godt på til din første ferie. Spiir ønsker rigtig god fornøjelse.
Relaterede indlæg
Studieliv, Familieliv, Sparetips, Pengevaner
Sparetip: Bliv bevidst om dit dataforbrug og vælg det rette mobilabonnement
Få et samlet overblik over alt det du behøver at vide, før du vælger dit mobilabonnement.
Sparetips, Pengevaner, Familieliv
Spiir anbefaler: 5 lyd- og e-bøger til dig, som ønsker at ændre forbrugsvaner.
Få tips, motivation og meget mere med disse 5 disse bøger 🎧
Sparetips, Pengevaner, Familieliv
Spiir anbefaler: 7 lyd- og e-bøger om penge, forbrug og økonomi, der er guld værd
Få inspiration til sparetips, investeringer og meget mere med disse bøger 🎧