Budgetskema
Guide: Sådan forbereder du dig økonomisk på højskoleopholdet
Trænger du til et pusterum fra studierne? Vil du gerne fordybe dig inden for et enkelt fagområde eller udfordre dig selv i en kreativ disciplin? Eller går der lidt for meget kryds-og-tværs og havearbejde i efterlønstilværelsen?
Så er det måske på tide at pakke kufferten og tage et smut på højskole. Den voksne udgave af efterskoleopholdet. Højskoler er til dig, der har brug for et afbræk fra hverdagens ‘fifty shades of grey’. Til dig, der gerne vil møde nye mennesker. Eller til dig, der gerne vil forkæle dig selv med en ordentlig portion selvudvikling.
Men hvilke slags højskoler findes der i Danmark? Hvad koster det at komme afsted? Og kan du søge tilskud til at finansiere noget af opholdet?
Vi giver dig svarene 😎
Højskole: Hvem, hvad, hvorfor?
En højskole er et sted, du bor og har undervisning inden for de fag, der interesserer dig. Der findes ophold for alle, men som hovedregel skal du være fyldt 17 ½ år for at komme afsted.
Der findes både korte og lange ophold. De korte varer typisk en til to uger, og de lange kurser varer fra alt mellem otte og helt op til 40 uger.
På de korte kurser er de deltagende oftest voksne, seniorer og børn, hvorimod de lange kurser oftest er for de unge i alderen 18-25 år.
De danske højskoler kan inddeles i syv typer, som hver især henvender sig til forskellige målgrupper, og som har fokus på forskellige emner:
- Almene skoler
- Fagspecialiserede skoler
- Gymnastik-, sports- og idrætsskoler
- Kristne eller spirituelle skoler
- Livsstilsskoler
- Seniorskoler
- Ungdomsskoler
Læs meget mere om de forskellige højskoletyper her på Højskolerne.dk
Har du besluttet dig for at tage på afsted, og er du måske også blevet lun på en skole, der matcher dig og dine behov? Så er spørgsmålet bare: Hvad koster det? 👇
Prisen for et højskoleophold
Det korte og kedelige svar er, at prisen for en tur på højskole varierer fra ophold til ophold. Prisen afhænger nemlig af:
- Hvilke fag du skal have
- Rejser og udflugter
- Hvilken type værelse, du vil bo på (enkelt- eller dobbeltværelse)
- Kort eller langt ophold
Men altså… snakker vi 200 kroner om ugen eller 2.000? Her får du nogle vejledende priser:
Skal du på et kort ophold, kan du forvente at skulle hoste op med cirka 4.600 kroner for en uge og 6.500 kroner for to uger.
Skal du på et langt ophold, ser ugeprisen noget anderledes ud. Staten mener nemlig, at en tur på højskole er en rigtig god idé, og derfor støtter den dit lange ophold med ⅔ af prisen. Hvabehar! Din ugepris for et langt ophold ligger derfor ‘kun’ i omegnen af 1.000-2.500 kroner om ugen.
Prisen for et ophold dækker:
* Undervisning * Måltider * Overnatning
Prisen dækker ikke:
* Transport til og fra skolen * Lommepenge til øl, snacks, shampoo, en ny trøje og andre ting, du kan få brug for i løbet af opholdet.
Økonomiske tilskud til dig, der skal på højskole
Så langt, så godt.
Men hvis vi ganger ugeprisen for et langt ophold op med 40 uger, ligger din egenbetaling - altså det beløb, du selv skal punge ud for opholdet - på mellem 40.000 og 100.000 kroner. Det er altså en ordentlig sjat, der skal spares op 💸
Så hvad gør du, hvis du har et brændende ønske om at skifte den trivielle leverpostejshverdag ud med en tur på højskole, men pengebeholdningen ikke er i nærheden af at kunne finansiere opholdet?
Heldigvis findes der forskellige typer af økonomiske tilskud, du kan søge, alt afhængig af din situation. Her nævner vi et par af dem:
Støtte fra foreninger og legater
Mange højskoler har en elevforening, der forærer legater til kommende elever. Henvend dig til den skole, du har udset dig for at høre mere om denne mulighed.
Både privatpersoner, foreninger og organisationer tilbyder også legater til højskoleophold. På legatbogen.dk kan du undersøge, om der findes et legat til netop den skole, du vil på, og her forærer vi dig den ultimative guide til, hvordan du får succes med legatansøgningen.
Nedsat egenbetaling til unge uden ungdomsuddannelse
Er du mellem 17 ½ og 25 år, og har du ingen ungdomsuddannelse eller anden kompetencegivende uddannelse? Så har du mulighed for at komme afsted med en god rabat, da nogle højskoler tilbyder nedsat egenbetaling for unge uden ungdomsuddannelse.
Kontakt din kommende højskole for at høre mere om denne mulighed.
Jobsøgende? Kom på højskole for kommunens regning
Er du arbejdsløs, og har du svært ved at finde job, eller trænger du til at lære dig selv og dine kompetencer bedre at kende? Arbejdsløse på offentlig ydelse kan i nogle tilfælde søge om at komme på højskole som en del af en aktiveringsplan.
Henvend dig til jobcenteret i din kommune for at høre mere om mulighederne for et ophold.
Internationalt højskolestipendium
Er du udlænding, og vil du gerne på højskole i Danmark, kan du søge et internationalt højskolestipendium til et ophold af mindst otte ugers varighed. Kontakt den højskole, du har set dig varm på for at høre nærmere om at søge stipendium på netop den skole.
Det var det 😊 Er du blevet lidt klogere på, hvad det vil sige at tage på højskole, og hvad det koster at komme afsted? Vi ønsker dig et mega fedt ophold 👋🤩
Kilder:
Relaterede indlæg
Studieliv, Familieliv, Sparetips, Pengevaner
Sparetip: Bliv bevidst om dit dataforbrug og vælg det rette mobilabonnement
Få et samlet overblik over alt det du behøver at vide, før du vælger dit mobilabonnement.
Sparetips, Pengevaner, Familieliv
Spiir anbefaler: 5 lyd- og e-bøger til dig, som ønsker at ændre forbrugsvaner.
Få tips, motivation og meget mere med disse 5 disse bøger 🎧
Sparetips, Pengevaner, Familieliv
Spiir anbefaler: 7 lyd- og e-bøger om penge, forbrug og økonomi, der er guld værd
Få inspiration til sparetips, investeringer og meget mere med disse bøger 🎧