Budgetskema
Guide: Årsopgørelse for dummies
Lange kolonner med uforståelige tal og økonomiske fagtermer. Forklaringer på ord, som ikke giver mening. Et layout der indbyder til gab og en ekstra kop kaffe.
Synes du, det er svært at få skovlen under årsopgørelsen? Så er det ikke dig, der er noget galt med. Skats hjemmeside er ikke det mest sexede i verden, hjælpefunktionen er ikke altid lige nyttig, og der er mange elementer, du skal tjekke.
Fortvivl ikke. Hjælpen er nær. Vil du gerne forstå din årsopgørelse, så læs med her, hvor Spiir guider dig til de elementer i din årsopgørelse, det er vigtigst at have styr på.
Forstå din årsopgørelse
Helt basalt er årsopgørelsen en oversigt over, hvad du har betalt i skat sidste år. Det handler altså ikke om det år, du lige er gået ind i, men om dine penges færden sidste år.
Formålet med årsopgørelsen er at finde ud af, om du har betalt mere eller mindre i skat, end du skulle det forgangne år.
Skat indhenter oplysninger om din indkomst: løn, honorarer, SU, pengegaver, renteindtægt med mere. Alle beløbene kan du se på årsopgørelsen. Herudover viser den, hvad du har haft af fradrag (se forklaring på fradrag længere nede), samt hvad du har betalt i skat.
Hvert år i marts sender Skat besked til dig om, at du kan gå ind på Skats hjemmeside og tjekke din årsopgørelse.
Når du får din årsopgørelse, er det din opgave at gå alle de tal igennem, Skat har fortrykt. Du skal tjekke, at tallene er korrekte og samtidig kigge på, om der er noget, Skat har glemt eller ikke har haft viden om. Det betyder kroner og ører for dig, at tallene er rigtige.
Ret din forskudsopgørelse og gør det lettere for dig selv
Skat bruger de tal, du har oplyst i din forskudsopgørelse til at regne ud, om du skal have skat tilbage, eller om du får et skattesmæk. Regnestykket hedder din forskudsopgørelse minus din årsopgørelse.
Forskudsopgørelsen er derfor mindst lige så vigtig for dig at udfylde som årsopgørelsen, og den kommer hvert år i november.
Læs også: Forskudsopgørelse for dummies 2021
På forskudsopgørelsen skriver du alle de penge, du regner med at tjene i løbet af et år. Løn, dagpenge, SU, renteindtægter og så videre, samt hvad du forventer at have af fradrag. Skat udfylder altid din forskudsopgørelse med tal fra det foregående år. De går så at sige ud fra, at du tjener det samme som sidste år.
Det er lige præcis derfor, du også skal tjekke tallene på forskudsopgørelsen. For hvis du kan se, at du kommer til at tjene noget andet, end det, Skat har skrevet, betyder det, at du enten skal betale mere eller mindre i skat det år.
Hvis du ikke retter tallene, så bliver det først reguleret, når året er omme, og du får din årsopgørelse. Og så kan du ende med at skulle betale en masse penge tilbage i skat på én gang, fordi du har tjent mere end forventet og betalt for lidt i skat. Eller omvendt at du får penge tilbage, fordi du har tjent mindre end forventet, og derfor betalt alt for meget i skat.
Du har mulighed for at rette din forskudsopgørelse i løbet af året. Det kan jo være, du skifter job og løn. Eller at du bliver arbejdsløs og tjener mindre. Hvis du retter forskudsopgørelsen, får du et nyt skattekort. Det vil sige, at du løbende regulerer, hvad du skal betale i skat i stedet for at vente til året er omme.
Disse tal henter Skat automatisk
Skat får de fleste informationer om din indkomst automatisk. Din bank, din arbejdsplads, SU, A-kassen og flere sender oplysningerne direkte til Skat. Du skal blot tjekke, at beløbene stemmer med dine egne tal.
For at tjekke din årsopgørelse skal du logge ind på Skats hjemmeside med dit NemID. Her finder du årsopgørelser og forskudsopgørelser for flere år tilbage. Den årsopgørelse du skal kigge på, er den for det forgangne år. Det vil sige den for 2020, hvis vi er i 2021.
Når du trykker på årsopgørelsen, vil du kunne se rækker med tekst og tal. Det er ikke altid, du skal tage stilling til alle rækkerne. Skat forsøger at sortere, så du kun får vist dem, du skal tjekke og måske rette i. Men bliv ikke forvirret, hvis der er rækker, du ikke skal bruge til noget i din årsopgørelse. Dem springer du blot over.
Disse tal skal du som regel selv tjekke og rette i din årsopgørelse
Det er ikke alt på årsopgørelsen, Skat automatisk udfylder. Der er en del fradrag, du selv skal holde styr på og få noteret. Det er for eksempel kørselsfradrag, hvis du har mere end 12 kilometer til arbejde. Eller håndværkerfradrag, hvis du har fået løst en serviceopgave i dit hjem: eksempelvis rengøring, udskiftning af tag eller vinduespudsning.
Et fradrag er et beløb, du ikke skal betale skat af. Har du rengøringshjælp for 5.000 kroner om året, bliver de 5.000 kroner trukket ud af dit skatteregnskab. Det vil sige, at du betaler mindre i skat i løbet af året, og derfor har lidt flere penge til rådighed til netop at betale dig fra hovedrengøringen derhjemme.
Husk kørselsfradraget i år
I år er det en god idé at give dit kørselsfradrag (også kaldet befordringsfradrag) ekstra opmærksomhed.
Du skal nemlig selv tage plads foran tastaturet og indtaste, hvor mange dage, du har taget turen til og fra arbejde i 2020. For modsat tidligere år, optræder dit kørselsfradrag ikke automatisk på din årsopgørelse. Men hvad er reglerne nu lige for kørselsfradraget? Spænd sikkerhedsselen for nu cruiser vi lynhurtigt igennem the do's and don'ts.
Du kan score et kørselsfradrag, hvis du har mere end 12 kilometer på arbejde hver vej. Altså, samlet set 24 kilometer på en arbejdsdag. Og det er uanset, om du tøffer afsted i din bil, hopper på et tog eller tramper hårdt i pedalerne på din cykel. Så længe, at din arbejdsgiver ikke har betalt for transporten, kan du få dit kørselsfradrag.
Lad os kigge på tallene, og hvad du kan få.
- 0 til 24 km om dagen = Intet fradrag
- 25 til 120 km om dagen = 1,96 kr du kan trække fra for hver kilometer (minus de første 24 km)
- Over 120 km om dagen = 0,98 kroner du kan trække fra for hver kilometer over 120 km (stadigvæk minus de første 24 km)
Arbejdede du meget hjemme i 2020? Så skal du huske, at du kun kan få kørselsfradrag for de dage, hvor du rent faktisk havde transport til og fra dit arbejde. Eller med andre ord. Du kan ikke få fradrag for hjemmearbejdsdage, kursusdage, sygedage eller orlov.
Skat regner med, at det godt og vel er 1,2 millioner danskere, der har glæde af kørselsfradraget, så giv det lige et ekstra tjek, når du tjekker din årsopgørelse.
Der er mange forskellige fradrag, og de bliver udregnet på forskellige måder. Du kan se dem alle på Skats hjemmeside.
Andre tal du selv skal tjekke og føre ind i din årsopgørelse er indtægter såsom udbytte af aktier og værdipapirer, ægtefællebidrag, udleje af værelse og lignende.
Stil Skat de dumme spørgsmål
Er det stadig lidt volapyk at forstå årsopgørelsen? Eller har du bare særlige spørgsmål, dette indlæg ikke giver dig svar på? Du kan altid spørge et familiemedlem eller en god ven om hjælp. Eller gribe knoglen og tale med en af Skats medarbejdere. Ingen spørgsmål er for dumme. Spørg hellere én gang for meget end for lidt, så du er sikker på, at du har forstået svaret rigtigt.
Skattesmæk eller penge tilbage
Når du er færdig med at tjekke din årsopgørelse trykker du ‘godkend’. Skat laver med det samme en beregning, og du får at vide, om du skal have penge tilbage eller betale ekstra skat.
Hvis du opdager, at du har lavet en fejl i din indberetning, kan du stadig nå at rette årsopgørelsen frem til 1. maj.
Ellers er det bare at læne dig tilbage og vente på, at du får udbetalt overskydende skat. Skat åbner for pengekassen den 9. april.
Eller du kan skumle lidt, hvis du skal af med nogle tusser til skattevæsenet. Her er fristen for betaling 1. juli, hvis du vil undgå, at der bliver lagt ekstra rentetillæg på din regning.
Har du fået lyst til at få endnu mere indblik i dine penges færden? Prøv Spiirs gratis app, der automatisk holder snor i dine lønsedler, elregninger, caféture, og hvad du ellers har af pengesager. Du kan eksempelvis få vist en oversigt over alle årets lønudbetalinger, og se om tallet stemmer overens med din årsopgørelse.
God kamp med årsopgørelsen 🤞
Kilder:
Relaterede indlæg
Studieliv, Familieliv, Sparetips, Pengevaner
Sparetip: Bliv bevidst om dit dataforbrug og vælg det rette mobilabonnement
Få et samlet overblik over alt det du behøver at vide, før du vælger dit mobilabonnement.
Sparetips, Pengevaner, Familieliv
Spiir anbefaler: 5 lyd- og e-bøger til dig, som ønsker at ændre forbrugsvaner.
Få tips, motivation og meget mere med disse 5 disse bøger 🎧
Sparetips, Pengevaner, Familieliv
Spiir anbefaler: 7 lyd- og e-bøger om penge, forbrug og økonomi, der er guld værd
Få inspiration til sparetips, investeringer og meget mere med disse bøger 🎧