Sparetips
Gaveguide: Her er de bedste gaver, du kan give
Din bedste veninde, som du har kendt siden du var otte år, bliver færdiguddannet i næste uge. Fem års uddannelse er overstået, og det skal fejres for fuld skrue!
Men…. Du tager dig til hovedet. Sådan en begivenhed kræver en gave. Hvad skal du dog give hende?
Læs med her, hvor vi har brainstormet os frem til de bedste gaver, du kan give, som rent faktisk vil betyde noget for både dig og den heldige modtager. Vi er sikre på, at der er mindst én gave på listen, som du kan give næste gang, du skal fejre en, du holder af.
En oplevelse
En gave behøver ikke nødvendigvis at være en ting. Faktisk er nogle af de bedste gaver dem, der skaber minder for livet, som for eksempel en oplevelse. Oplevelsen du giver skal selvfølgelig være tilpasset modtageren, så det er noget, han eller hun også synes er sjovt.
Ideer til sjove oplevelsesgaver kan være:
- Brunch
- Male keramik
- Biograftur
- Picnic
- Et klikkekort med 10 klip til forskellige oplevelser
- Bungeejump
- En flybillet til en europæisk storby
Noget ægte brugbart
Har du overhørt en veninde eller et familiemedlem tale om, at der er noget, han eller hun mangler i sit liv? Det kan være, at din veninde drømmer om at kværne sine egne kaffebønner, eller at din far mangler noget nyt værktøj til garagen.
En brugbar gave er nok mere praktisk end den er interessant, men ikke desto mindre er det fedt at give gaver, som modtageren rent faktisk har brug for.
Ideer til brugbare gaver:
- En trådløs oplader til telefonen
- En højtaler
- En vandflaske
- En termokop til kaffe
- En rygsæk
- Værktøj
- Køkkensager såsom en kaffekværn
Noget hjemmelavet
Er du kreativ og har en indre kunstner gemt væk i maven, så er det bare om at komme i gang. Der findes næsten ikke noget bedre end hjemmelavede gaver, for så er der ingen tvivl om, at den indeholder kærlighed, tid og energi.
Er du dygtig til at strikke, kan du give din mor eller veninde et par hjemmelavede uldsokker. Du kan også folde en lampeskærm ud af papir, eller presse blomster, som skal i en ramme. Kun fantasien sætter grænser.
Ideer til hjemmelavede gaver:
- En totebag, du selv syer
- Et glas med hjemmelavet granola eller marmelade
- En hæklet karklud eller vatrondeller
- Smykker
- Hjemmelavet bælte
Noget betydningsfuldt
De gaver, der ofte betyder mest, er dem, der virkelig kommer fra hjertet. De rammer spot on hos modtageren og vækker følelser, fordi de er så personlige og betydningsfulde. Disse gaver kan også være svære, fordi det kræver, at du virkelig kender modtageren godt.
Derfor kender du nok svaret bedst selv, men her er alligevel nogle ideer.
Ideer til betydningsfulde gaver:
- Et fotoalbum med billeder af dig og gavemodtageren
- Et personligt brev
- Et arvestykke
- Et smykke med indgraveret tekst eller initialer
En gavekurv
Denne løsning virker altid, hvis du virkelig er på bar bund, eller hvis modtageren slet ikke har nogle specifikke ønsker. Gå en tur i Flying Tiger eller Søstrene Grene. Find en lille kurv eller en kasse og fyld den med the, bolsjer, små nips til hjemmet eller toilettasken.
En gavekurv med nips, søde sager og kærlighed tager kegler, fordi modtageren kan mærke, at du har lagt energi i at udvælge ting, der passer til ham eller hende.
Forhåbentlig kan denne gaveguide hjælpe dig, når du næste gang skal på gavejagt. Vi håber, at du finder en rigtig fin gave, der efterlader et indtryk hos dig selv og hos den heldige modtager 🎁
Relaterede indlæg
Studieliv, Familieliv, Sparetips, Pengevaner
Sparetip: Bliv bevidst om dit dataforbrug og vælg det rette mobilabonnement
Få et samlet overblik over alt det du behøver at vide, før du vælger dit mobilabonnement.
Sparetips, Pengevaner, Familieliv
Spiir anbefaler: 5 lyd- og e-bøger til dig, som ønsker at ændre forbrugsvaner.
Få tips, motivation og meget mere med disse 5 disse bøger 🎧
Sparetips, Pengevaner, Familieliv
Spiir anbefaler: 7 lyd- og e-bøger om penge, forbrug og økonomi, der er guld værd
Få inspiration til sparetips, investeringer og meget mere med disse bøger 🎧