Pengevaner
Fem ‘cringe’ pengetyper, du helt sikkert kan genkende
Er du typen, der anmoder din ven om fem kroner, han lånte til kaffe i kantinen? Køber du en runde øl til hele bordet, når du er på bar? Eller er det kæft, trit og retning, når det kommer til, hvordan du bruger penge?
Vil du lære at spotte nogle af pengetyperne i din omgangskreds og samtidig blive lidt klogere på dig selv som type og dine fordomme om andres forhold til skejserne på dankortet? Det er faktisk ret interessant om du, dine venner eller familie er det ene eller det andet. Måden vi bruger penge på siger nemlig meget om, hvem vi er som mennesker.
I dette indlæg har vi samlet fem sjove, gængse pengetyper. Advarsel: ironi kan forekomme, så tag indlægget med et gran salt ;-)
“Det har jeg desværre ikke råd til”-typen
Martin er ret tjekket. Han er studerende og modtager en god sjat SU hver måned. Oven i det har han et fedt studiejob, hvor han arbejder +15 timer om ugen. Han lejer et dejligt billigt værelse for 2.000 kroner om måneden. Men på trods af hvad der må være en ret god indkomst, har han aldrig råd til noget.
Skal vi tage ud at spise? “Ej, det har jeg desværre ikke råd til…”, er Martins typiske svar, og alle tænker undrende, hvordan det dog kan være. Hvor ryger alle pengene hen? Måske Martin skulle ændre undskyldningen til, at han hellere vil spare pengene op end at bruge dem her og nu. For det er en ærlig sag.
Om nogle år er Martin nok ret ‘loaded’, for man kan ende med en pæn opsparing, hvis man tjener penge og ikke bruger særlig mange af dem. Lidt a la Joakim Von And?
Typen der lever for lønningsdag
“Jaaaaa, vi får løn om tre dage!” Nedtælling til lønningsdag er et fast indslag for Simone. Hun har fuldstændig styr på, præcis hvilken dag på måneden, lønnen tikker ind på kontoen, og lønningsdag er lyspunktet i hendes liv. På selve dagen går hun med det samme ind og tjekker Spiir for at beundre det smukke tal på kontoen.
Og så går det ellers amok. Nu skal Simone leve som en verdenskvinde de næste par dage. Der er ikke grænser for, hvad hun kaster penge efter. Skal vi ud og spise fin middag? JA! Og en flaske vin er ikke nok, vi skal have to! Skal vi på shoppingtur? JA!
Et par dage efter er lønnen er brugt op, og Simone er ‘broke’ resten af måneden. Men det gør ikke noget, for det er snart lønningsdag igen…
Den millimeter-nøjeregnende type
Mobilepay har gjort mange gode ting. Men tjenesten har også skabt grundlag for, at de, der i forvejen er lidt smålige, er blevet endnu mere ‘millimeter-retfærdigheds-nøjeregnende’.
Sådan er Jakob netop. Han holder meget af anmodnings-funktionen i Mobilepay-appen og anmoder til højre og venstre for alle slags beløb. Jakobs venner bliver ikke længere overraskede, når der tikker en anmodning ind på et par kroner for en banan, de spiste i hans lejlighed i sidste uge.
For et par uger siden sendte Jakob endda anmodninger på 60 kroner for den fødselsdagsmiddag, han havde inviteret vennerne til. Hans egen fødselsdag hjemme hos sig selv. Middagen stod på chili con carne, og alle havde deres egen alkohol og endda gaver med…
”Shots til alleeeeee!!!!!”-typen
Fredag aften, byen, alle har fået godt med alkohol indenbords, især Anna. Ingen kvaler, for Anna betaler. Og vennerne behøver ikke engang at bede om det. Det sker simpelthen helt automatisk, at når klokken har passeret midnat, så kan vennerne ‘freeloade’, for Anna kaster om sig med penge og swiper kortet, så der er shots, øl og drinks til alle.
Det er underordnet, om byturen finder sted i starten eller slutningen af måneden, for alkoholen får Anna til at køre helt op i det aller højeste gear. Heldigvis har hun en kassekredit, så shotsene bliver bare omsat til et overtræk på kontoen. Dagen efter rammer de økonomiske (og fysiske!) tømmermænd, men næste weekend fortsætter festen, og Anna er endnu engang gavmild med kortet i baren.
Den gavmilde men ultra-nærrige type
Fin indkomst og meget dyre vaner. Kristina kaster om sig med penge, men kun når det handler om at bruge pengene på sig selv. Fine middage, lækkert tøj, en tur sydpå.
Set udefra kunne det se ud som om, at Kristina er den gavmilde type i alle situationer. Men i virkeligheden er det kun hende selv, hun forgylder.
For når det kommer til fælles regninger, så bliver de nøje splittet, gerne med øje for at få vennerne til at betale nogle af de ekstra retter, Kristina egentlig bestilte til sig selv. Kristina er nemlig rigtig god til at bruge penge på sig selv og være en ‘big spender’, men kassen smækker i, hvis der er den mindste risiko for, at hun skal betale for andre.
Kender du en pengetype, vi har overset? Eller ramte nogle af disse plet? Måske du har et par venner i tankerne, der skal se dette indlæg, fordi du genkender dem… Eller genkender du måske dig selv?
Relaterede indlæg
Studieliv, Familieliv, Sparetips, Pengevaner
Sparetip: Bliv bevidst om dit dataforbrug og vælg det rette mobilabonnement
Få et samlet overblik over alt det du behøver at vide, før du vælger dit mobilabonnement.
Sparetips, Pengevaner, Familieliv
Spiir anbefaler: 5 lyd- og e-bøger til dig, som ønsker at ændre forbrugsvaner.
Få tips, motivation og meget mere med disse 5 disse bøger 🎧
Sparetips, Pengevaner, Familieliv
Spiir anbefaler: 7 lyd- og e-bøger om penge, forbrug og økonomi, der er guld værd
Få inspiration til sparetips, investeringer og meget mere med disse bøger 🎧