Sparetips
Få råd til mere økologi - uden at betale ekstra
Sprøjtegift, miljøforurening og dårlig dyrevelfærd. Det er bare nogle af de ting, mange af os overser, når vi mæsker os i færdigretter og vakuumpakket kød fra supermarkedernes kølediske.
Med en stram økonomi gælder det om at få mest muligt ud af mindst muligt, og her kan de økologiske varer ikke være med. Eller hvad?
Mange styrer uden om alt med Ø- eller nøglehulsmærket, fordi vi per automatik tror, at alle økologiske varer har en svimlende høj kilopris.
Men du kan sagtens få råd til økologi, selvom dit rådighedsbeløb ikke er så stort. Spiir giver dig her fem tips til, hvordan du får råd til at putte flere økologiske varer i indkøbskurven.
1) Netto giver dig råd til mere økologi
Politiken har i 2015 og 2016 lavet et pristjek på økologiske varer i 13 forskellige butikker, og for andet år i træk er Netto kommet ud som det billigste sted at købe økologi.
Læs også: Gulerødder til aftensmaden dyrket i pallekasser på Aarhus havn
Når Netto siger, at "alle skal ha' råd til økologi", så mener de det. I butikken er der nok økologiske alternativer til de konventionelle varer, og priserne er på et niveau, hvor alle har råd til at vælge økologien. Der er altså penge at spare, hvis du køber dine økologiske varer i Netto.
2) Start med mejeriprodukter, korn og grove grøntsager
Vil du gerne i gang med at leve økologisk, men har du svært ved at overskue hvilke råvarer, der er billigst i den økologiske udgave?
Mel, havregryn, pasta, gulerødder og mælkeprodukter er nogle af de varer, hvor prisen fra konventionel til økologisk afviger mindst.
Ifølge priser på Nemlig.com koster en liter almindelig letmælk 8 kroner, mens en liter økologisk letmælk koster 9 kroner - altså en prisforskel på blot 1 krone. Hvis budgettet er stramt, kan det derfor være en idé at starte med mælken og andre basisvarer. Så er du allerede ét skridt nærmere en mere bæredygtig kost uden sprøjtegift eller tilsætningsstoffer.
3) Mindre kød, mere grønt
Et af de steder, hvor prisforskellen fra konventionel til økologisk er størst, er i supermarkedernes kødsortiment. Ifølger priser på Nemlig.com koster en almindelig pakke hakket oksekød (8-12%) på 500 gram 26 kroner, hvorimod en pakke økologisk hakket oksekød (8-12%) på 400 gram koster 40 kroner. Det betyder en prisforskel på 14 kroner, og så får du endda 100 gram mere for pengene i den konventionelle udgave.
Det er altså temmelig dyrt at leve økologisk, når det kommer til hakkebøffer og lørdagskyllinger. Hvis du vil leve økologisk og samtidig spare penge, er det derfor en god idé at skifte et par af ugens kødholdige aftensmåltider ud med vegetarretter. Lav en omgang chili sin carne, tomatsuppe med hjemmebagt brød eller kartoffelpizza med mozzarella, olivenolie og frisk timian.
Vegetarretter kan sagtens være lækre, og så er det også lidt rart at tænke på, at du ikke fylder kroppen med medicinrester og andre skadelige affaldsstoffer fra ikke-økologisk kød.
4) Skrald din mad
Supermarkederne smider hver dag store mængder mad ud, fordi varerne har overskredet sidste salgsdato. Det betyder dog ikke, at varerne er uspiselige.
Hvis du har mod på det, kan du gå på opdagelse i supermarkedernes containere og finde de lækreste øko-grøntsager, som er ganske gratis. Det kræver dog, at du er tilpas med tanken om, at du faktisk spiser skrald, og at du vil bruge tid og energi på at finde netop de madvarer, du har lyst til at spise.
Læs også: Sundhed på budget
Du skal være opmærksom på, at det kun er lovligt at skralde i uaflåste containere, som ikke befinder sig på et aflukket område.
5) Prioritér og bevar overblikket
Vil du gerne have råd til økologi på et stramt budget, kan det være en idé at blive bevidst om og prioritere, hvad du egentlig vil bruge dine penge på. Vil du have råd til økologiske råvarer, bliver du nødt til at skære ned på noget andet i dit madbudget eller at hente pengene i en helt anden forbrugskategori.
Måske har du en vane med at købe for meget fastfood, eller måske bruger du lidt for mange penge på sko. Skær ned på en anden udgift og giv dig selv luft i budgettet, så du får råd til mere økologi.
Brug også Spiir til at danne dig overblik over hvilke forbrugskategorier, du gerne vil skære ned på. Du kan blandt andet lave et forbrugsmål i appen, så det bliver endnu lettere for dig at holde udgifterne nede.
Relaterede indlæg
Studieliv, Familieliv, Sparetips, Pengevaner
Sparetip: Bliv bevidst om dit dataforbrug og vælg det rette mobilabonnement
Få et samlet overblik over alt det du behøver at vide, før du vælger dit mobilabonnement.
Sparetips, Pengevaner, Familieliv
Spiir anbefaler: 5 lyd- og e-bøger til dig, som ønsker at ændre forbrugsvaner.
Få tips, motivation og meget mere med disse 5 disse bøger 🎧
Sparetips, Pengevaner, Familieliv
Spiir anbefaler: 7 lyd- og e-bøger om penge, forbrug og økonomi, der er guld værd
Få inspiration til sparetips, investeringer og meget mere med disse bøger 🎧