Pengevaner, Studieliv
Sådan fandt jeg 1700 kr i mit månedlige budget og startede en opsparing
I 2017 kunne du her på bloggen læse, hvordan jeg i hele september måned tjekkede mine forbrugsvaner efter i sømmene for at finde nogle af de steder, hvor jeg kunne lave justeringer og spare lidt penge.
Det resulterede i, at jeg faktisk kunne starte en opsparing og overføre 2000 kroner til den om måneden. Helt vildt, når jeg ikke havde haft sådan en før. Og faktisk blot ved at lave nogle ændringer her og der.
Her et halvt år senere har jeg sat mig for at følge op på mine mål fra eksperimentet. Er jeg blevet bedre til at træffe mere aktive valg, når jeg står i prøverummet i tøjbutikkerne? Er min termokop blevet fast inventar, når jeg er på farten? Er jeg kommet igang med neglesalonen derhjemme? Og kan jeg spare 2000 kroner op om måneden, som forventet?
Vaner er ikke nemme at bryde. Men det kan lade sig gøre, hvis man tager dem skridt for skridt og er kærlig ved sig selv, når man falder i. Uh, det er spændende. Her kommer min opgørelse.
Min termokop er en vinder!
I september 2017 brugte jeg 598 kroner på kaffe.
I februar 2018 har jeg brugt 235 kroner på kaffe. Nice!
Jeg holder mig dog ikke helt til den plan om, at jeg maksimalt vil bruge 120 kroner på købekaffe hver måned.
I bagklogskabens lys kan jeg se, at 120 kroner om måneden er urealistisk for mig. At gå på café og drikke kaffe er nemlig noget, jeg holder af og prioriterer højt. Og en besparelse på over 50% er sådan set også ret godt gået, synes jeg.
Jeg har været på café og drikke kaffe en håndfuld gange i februar - og det har jeg nydt i fulde drag. Men det er faktisk lykkedes mig at skifte nogle af caféturene ud med besøg hjemme hos mig selv eller veninderne. Det synes jeg er et fint kompromis.
Samtidig har jeg været god til at tage min termokop med mig, hvis jeg går tur, og når jeg er i skole. Termokoppen er en klar vinder, når jeg skal spare lidt på de dyre dråber.
Ups… tøj…shopaholic?
Ahemm… Ja, der er ikke nogen vej udenom. Fordi jeg er lidt for glad for tøj, besluttede jeg, at jeg ville forsøge at holde mig til at bruge 1.000 kroner om måneden på at købe tøj, sko og accessories.
I september 2017 brugte jeg 3.112 kroner på tøj.
Til sammenligning har jeg i februar 2018 brugt 2.250 kroner. 😳
Det er altså ikke nogen hemmelighed, at jeg ikke har kunnet overholde min beslutning om at bruge 1.000 kroner på tøj…
Forklaring? På Ebay vandt jeg en auktion og fik muligheden for at købe en vintage Louis Vuitton taske, jeg længe har ønsket mig. Det tilbud kunne jeg ikke afslå. I New York fandt jeg en fantastisk vintage trenchcoat, og den måtte også med mig hjem til København.
I det mindste har jeg shoppet genbrug… Og jeg har været meget bevidst om mine shoppevalg, som netop var et kriterie, jeg stillede mig selv i september. De penge jeg har brugt er således gået til to større køb frem for billige impulskøb i H&M. Det er jeg meget tilfreds med.
Men der skal endnu mere til. Derfor forsøger jeg mig med et shoppestop i marts! Ja, du læste rigtigt. Shopaholikeren skal være non-shopper i en måned. Mon jeg kan klare det? Følg med på Spiirs blog om et par uger og find svaret ;-)
Ikke nogen masterchef!
Jeg vrider mig i stolen, for jeg er lidt flov. Siden sidst har jeg altså ikke lært at lave mad. Eller, jo, jeg kan godt, men jeg gider ikke.
I september 2017 brugte jeg 906 kroner på dagligvareindkøb.
Til sammenligning har jeg i februar 2018 brugt 474 kroner på dagligvareindkøb.
Det er jo næsten morsomt! Bare rolig, jeg sulter ikke mig selv. I februar boede jeg hos mine forældre, da livet som udeboende og aleneboende nogle gange er lidt hårdt og ensomt. Heldigt, at jeg bare skal fra Vesterbro til Østerbro for at få adgang til et fyldt køleskab. Derudover var jeg også en uge i New York, hvor jeg selvklart ikke brugte meget tid eller penge på at købe dagligvarer.
Jeg er blevet min egen negledame
Siden sidst er der sket store forandringer på negle-fronten!
I september 2017 brugte jeg 150 kroner på at få lagt gele-neglelak hos en professionel negledame. Den tid er ovre.
I mellemtiden er jeg nemlig blevet min egen negledame. Sidste år investerede jeg i udstyr, så jeg selv kan gøre negle-kunsten efter, og nu har det altså taget fart.
Ok, indrømmet: jeg er ikke professionel. Men jeg kan godt leve med resultatet, og jeg sparer mange penge på at lave mine negle selv 💅🏻
I februar 2018 har jeg brugt 0 kroner på at få lavet negle.
Restaurantbesøg ved særlige lejligheder
Ligesom jeg er glad for at gå på café og drikke kaffe, så er jeg også glad for at spise på restaurant. Det handler nok om, at jeg ikke er så vild med at lave mad, og at gå på café og restaurant ofte er en måde, jeg er sammen med mine venner på.
I september 2017 brugte jeg 919 kroner på at spise ude. Jeg aftalte med mig selv, at jeg fremover ville bruge 500 kroner om måneden.
Ok, det holdt ikke… Jeg har nemlig brugt 1.014 kroner i februar 2018.
“Ups, forbi målet”, som Spiir-assistenten fortalte mig!
Til gengæld har jeg faktisk ændret mine restaurant- og cafévaner. At spise ude er nemlig ikke længere den nemme løsning, de dage hvor jeg ikke gider at lave mad. Derimod er restaurant- og cafébesøg nu kun noget, der sker ved særlige lejligheder.
Jeg har i februar brugt 230 kroner på at spise en syv-retters menu med min veninde. En restaurant, som jeg længe har villet besøge, havde et tilbud, vi ikke kunne sige nej til.
Et par dage efter spiste jeg sushi med to veninder for at fejre den enes fødselsdag. Det kostede 226 kroner.
Jeg har været en uge i New York for at besøge min kæreste. Det resulterede også i et par café- og restaurantbesøg.
Nå, så med mit forsvar taget i betragtning, er 1014 kroner ikke så slemt. Jeg har i hvert fald forsøgt at holde mig i skindet, så det ikke skulle løbe helt løbsk.
Har jeg så startet den opsparing?
I mit sidste indlæg konkluderede jeg, at jeg ved at ændre mine pengevaner ville kunne spare 2.000 kroner op om måneden.
Har jeg så det?
Det korte svar; njaaaa!
Det lange svar: Det kan godt være, at jeg ikke helt har formået at bruge lige så lidt penge på kaffe, tøj samt restaurant- og cafébesøg, som jeg spåede, at jeg ville. Jeg tror, at jeg må indse, at disse poster betyder noget for mit liv, mine sociale relationer og min følelse af velvære.
Men lidt fremskridt har jeg alligevel gjort mig. Shoppet mindre, droppet at få lavet negle professionelt og drukket mindre kaffe. Og jeg har fået understreget, at jeg sagtens kan spare penge på de fronter.
I forhold til mit forbrug på 5.685 kroner i september 2017, har jeg brugt 3.973 kroner i februar 2018. Det er 1.712 kroner mindre.
Det er da en start og når næsten de 2.000 kroner, jeg havde planlagt, jeg ville spare op om måneden.
Bevidst om mine penge
Opsparingen er dog ikke det eneste udfald af dette ‘tjek-mine-pengevaner’-eksperiment. Det fedeste er nemlig, at jeg er blevet meget mere bevidst om mit forbrug og mine pengevaner. Det kan jeg takke min Spiir-app for!
Jeg har fået blod på tanden og vil eksperimentere meget mere med min økonomi - fordi jeg kan, og fordi det er sjovt. Efter disse måneder har jeg lært, at det ikke er helt ligetil at ændre på pengevaner. Men det er alligevel interessant at undersøge, hvad jeg nemt kan ændre, og hvilke vaner, der hænger lidt mere fast.
I sidste ende er det vigtigste for mig, at jeg er bevidst om min økonomi. Så jeg kan leve det liv, jeg har lyst til - med mine egne penge. Med kaffe, rejser, selvforkælelse og god mad.
Hvad med dine pengevaner?
Jeg har lært, at pengevaner er svære at ændre. Men det betyder ikke, at det er umuligt. Det kræver bare lidt tilvænning.
Her er tre tips, der har hjulpet mig. Måske de også kan hjælpe dig:
-
Bliv bevidst om din økonomi. Her er Spiir fantastisk. Jeg har altid troet, at jeg havde styr på min økonomi. Det var indtil jeg fik Spiir. Appen har på en god måde gjort, at jeg ved præcis, hvor meget jeg bruger på kaffe, på tøj eller på snacks i kantinen. Et ret vigtigt værktøj hvis du skal ændre dine vaner, så du ved, hvor du skal sætte ind.
-
Udtænk en plan. Når du har fundet ud af, hvor dine penge forsvinder hen, så udtænk en plan. Synes du, at det beløb, du bruger på dagligvareindkøb, er tilpas, er det selvfølgelig ikke her, du skal spare. Men hvis du finder ud af, at du faktisk bruger flere penge på fastfood, end du har lyst til, så sæt et forbrugsmål og beslut dig for, at du vil afprøve en måned, hvor du kun må bruge 200 kroner på fastfood. Pssst - også her er Spiir-appen et guddommeligt værktøj, for du kan nemt sætte et forbrugsmål i appen og lade den hjælpe dig på vej med at overholde det.
-
Giv dig selv et klap på skulderen. Netop fordi pengevaner er svære at ændre, kan det godt tage tid og tålmodighed, før det virkelig lykkedes. Hvis du en måned ikke formår at holde dig inden for et 200 kroners-budget til fastfood, er det ok. Du kan jo altid prøve igen næste måned!
Mit pengevane-eksperiment har inspireret mange af mine veninder. De er nu i fuld gang med at gennemgå deres eget forbrug og vaner. Jeg håber, at jeg også kan inspirere dig! Jeg vil fortsætte med at lege videre med mine pengevaner, for det er faktisk ret interessant.
Relaterede indlæg
Studieliv, Familieliv, Sparetips, Pengevaner
Sparetip: Bliv bevidst om dit dataforbrug og vælg det rette mobilabonnement
Få et samlet overblik over alt det du behøver at vide, før du vælger dit mobilabonnement.
Sparetips, Pengevaner, Familieliv
Spiir anbefaler: 5 lyd- og e-bøger til dig, som ønsker at ændre forbrugsvaner.
Få tips, motivation og meget mere med disse 5 disse bøger 🎧
Sparetips, Pengevaner, Familieliv
Spiir anbefaler: 7 lyd- og e-bøger om penge, forbrug og økonomi, der er guld værd
Få inspiration til sparetips, investeringer og meget mere med disse bøger 🎧