Speakers' Corner
Eksperternes tips til en studieøkonomi i topform
Er du efter en hæsblæsende studenteruge i fuld sving med at nyde den midlertidige frihed med bajere og beats på Roskilde?
Eller er du netop hjemvendt efter den livsændrende Vietnam-Laos-Cambodia-rejse, inden du efter sommerferien flytter hjemmefra og starter på nyt studie?
Når du står i vadestedet mellem gymnasiets afslutning og næste skridt i livet, kan det være svært at forestille sig de mange forpligtelser, der venter lige rundt om hjørnet.
For hvad koster det at flytte hjemmefra? Hvordan lægger du et budget? og hvilke forsikringer skal du anskaffe dig, når du som studerende lever en young, wild and free tilværelse?
I dette indlæg kommer vores eksperter med deres allerbedste råd til, hvordan du kommer bedst økonomisk fra start som udeboende studerende.
Eksperterne i denne omgang er:
- Desirée Kjær Ballegaard - Stifter, direktør og finansiel rådgiver af Financial Confidence
- Sophie Bohr Grønbæk - Stifter og direktør af forsikringsselskabet Undo
- Ann Lehmann Erichsen - Forbrugerøkonom i Nordea
Hvorfor er det vigtigt at komme godt økonomisk fra start, når jeg flytter hjemmefra og starter på studie?
Desirée Kjær Ballegaard: “At komme godt fra start er altid en god forudsætning for et solidt fundament til en økonomisk fremtid, hvor du ikke er nødsaget til at tage stilling til ellers unødvendige økonomiske udfordringer. En god start hjælper dig også mod den fremtid, du gerne vil have - dine drømme, ønsker og mål - og mod den fremtid, du ikke vil have. Det er nemlig ikke et spørgsmål om hvis, men om hvornår, man i sit liv får en uforudset økonomisk mavepuster”.
Sophie Bohr Grønbæk: “Det kan være svært at få et godt overblik over din økonomi, når du flyver fra reden og de trygge (økonomiske) rammer derhjemme. Lige pludselig er der udgifter, som du ikke er vant til at have og nogle potentielle uforudsete udgifter, der hviler 100% på dine skuldre. Nu skal du tage ansvar, hvis du skader andre eller deres ting, og det er også dig, der står med håret i postkassen, hvis din lejlighed bliver ubeboelig, fordi overboen har glemt at slukke for vandet. Derfor skal du huske at få en indboforsikring, der dækker dig fra den dag, du flytter ind, så du er dækket i forhold til den slags udgifter. Næste step er depositum og indskud til din nye lejlighed. Hvad er det nu lige forskellen er på indskud og depositum? Og hvad med boligstøtte? Fibernet? Og varmt vand? Der er meget, der skal gå op, og det hele - selvom det kan lyde tørt - starter med et budget. Budgettet er godt at have styr på, inden du flytter hjemmefra, så du er sikker på, at regningerne bliver betalt til tiden”.
Ann Lehmann Erichsen: “Det er vigtigt at vide, hvor dyrt det er at leve i Danmark, allerede inden du flytter hjemmefra, for så træffer du mere realistiske valg fra første færd. En del unge får en økonomisk håndsrækning fra forældrene, når de flytter hjemmefra og går i gang med en uddannelse. Men det er langt fra alle, og mange unge vil helst klare sig selv”.
Hvilke udgifter er musthave at have styr på som udeboende studerende på SU?
Desirée Kjær Ballegaard: “Det er generelt et must at have styr på dit budget: Du skal både vide, hvor meget der går ind på og ud af din konto hver måned. På den måde mindsker du stressniveauet omkring din økonomi, og du undgår at bruge flere penge, end du tjener. Når vi taler om budget, er det især vigtigt, at du har styr på både dine faste og variable udgifter. Dine faste udgifter er de tilbagevendende udgifter, du har hver måned såsom husleje, forsikringer, transport, afbetaling på lån og mobil. Dine variable udgifter er dem, der varierer fra måned til måned, og som du dermed hurtigt kan skrue på og omlægge ved at ændre din adfærd eller finde billigere alternativer, hvis budgettet ikke rækker. Dine variable udgifter er eksempelvis mad, tøj og sko, personlig pleje, rejser og andre fornøjelser”.
Sophie Bohr Grønbæk: “Når du endelig har fået fingrene i din drømmelejlighed og flytter ind, enten alene eller med din bedste ven, så er det først og fremmest vigtigt at få styr på din indboforsikring. Din indboforsikring dækker dine ting og eventuel genhusning, hvis du bliver ramt af indbrud, hærværk, brand eller andre uheldige episoder. Hvis du ikke er forsikret, skal du selv hoste op, hvis uheldet er ude. Der er en ansvarsdækning med i indboforsikringen. Den dækker, hvis du kommer til at skade andre eller deres ting og derfor skal betale erstatning. Undo er det første digitale forsikringsselskab, hvor alt foregår i en app, og hvor du selv sammensætter dine forsikringer til en fast, lav månedlig pris”.
Ann Lehmann Erichsen: “Mit bedste råd er, at du tager denne budgetberegner i brug og vælger minimumsbudgettet. Så kan du se, hvad det realistisk set koster at bo for sig selv. Du kan ’læne’ dig op ad budgettet og sammenligne med dine egne udgifter og indtægter. Budgettets fordel er, at alt er indregnet, og på den måde får du et realistisk billede af dine kommende indtægter og udgifter”.
Hvilke redskaber kan jeg bruge i hverdagen for at have en studieøkonomi i topform?
Desirée Kjær Ballegaard: “Læg et budget, sæt dig nogle mål og forsøg at overholde disse efter bedste evne. Tilpas mål og budgettet, når der sker ændringer i dit liv – husk, at dit budget er din økonomiske plan for at opnå dine mål, drømme og ønsker. Sørg for, at du altid har en opsparing til en “regnvejrsdag”. Gør dig selv den tjeneste at overføre penge til din budgetkonto og opsparing, så snart din løn går ind – så sikrer du, at du både får betalt dine regninger og sparet op. Dette er vigtigt for en sund økonomi - også selvom det til tider kan virke stramt. Brug eventuelt en budget-app, hvor du kan få real-time opdatering af dit reelle forbrug. Det giver et overblik over, hvad du reelt har brugt dine penge på”.
Sophie Bohr Grønbæk: “Det bedste redskab er altid dit gode hoved og din sunde fornuft. Men der findes også rigtige fine apps, som giver dig et rigtig godt overblik. Undo er en af dem, når du skal have et nemt overblik over dine forsikringer, og så er Spiir selvfølgelig et musthave, så du hele tiden ved hvor mange penge, der ryger afsted på café latte og byture”.
Ann Lehmann Erichsen: “Med en budgetkonto kommer du rigtig langt. Med den bliver de fleste af dine faste udgifter nemlig betalt automatisk, hvis du laver en automatisk overførsel hver måned fra din nemkonto. Så er der mindre at holde styr på. Sørg også for at have downloadet din mobilbank på telefonen, så kontoen kan tjekkes hver dag med et par klik”.
Økonomisk overblik er fundamentet for en studieøkonomi i topform
Eksperterne er altså enige om, at hvis du ønsker at komme allerbedst fra start som studerende med en dertilhørende studieøkonomi, skal du starte med at lægge et budget.
Det kan enten ske på den klassiske måde, hvor du oplister indtægter og udgifter, eller alternativet: At tracke, hvor dine penge ryger hen, gennem Spiir. Her kan du endda kan sætte forbrugsmål, så du helt nøjagtigt ved hvor mange penge, du har brugt på eksempelvis dagligvarer, byture eller tøj.
Med økonomisk overblik kan du meget nemmere læne dig tilbage og nyde studietiden og de mange fede ting, der følger med.
Rigtig god studiestart 🕺🌟
Relaterede indlæg
Studieliv, Familieliv, Sparetips, Pengevaner
Sparetip: Bliv bevidst om dit dataforbrug og vælg det rette mobilabonnement
Få et samlet overblik over alt det du behøver at vide, før du vælger dit mobilabonnement.
Sparetips, Pengevaner, Familieliv
Spiir anbefaler: 5 lyd- og e-bøger til dig, som ønsker at ændre forbrugsvaner.
Få tips, motivation og meget mere med disse 5 disse bøger 🎧
Sparetips, Pengevaner, Familieliv
Spiir anbefaler: 7 lyd- og e-bøger om penge, forbrug og økonomi, der er guld værd
Få inspiration til sparetips, investeringer og meget mere med disse bøger 🎧