Speakers' Corner
Eksperternes tips: Sådan realiserer du dine langsigtede ønsker
Vi har alle ønsker og drømme for fremtiden: Vi vil på skiferie med vennerne, sikre os selv en god alderdom med en solid pensionsopsparing, på spontan weekendtur til London med kæresten og spare op til uforudsete udgifter, hvis bilen skal på værksted eller mobilen ryger i toilettet.
Men selvom det i tankerne lyder #nemt at få sparet op til de langsigtede ønsker, ender mange af os alligevel med at vinke farvel til skiferien og opsparingen, fordi fremtiden er en udefinérbar størrelse, og så er det nemmere at tage stilling til de ting, der sker lige nu og her. Elgigantens tilbud på de nye B&O-høretelefoner gælder jo heller ikke for evigt 😏
I dette indlæg kommer vores ekspertpanel med deres bud på, hvorfor det for mange af os er svært at spare op til fremtiden, og hvordan du konkret kan lære at realisere dine langsigtede ønsker.
Eksperterne i denne omgang er:
- Susanne Arvad: Direktør og ejer, Arvad Finanshus.
- Torben Wiese: Foredragsholder, forfatter og rådgiver, Habitmanager.
- Desirée Kjær Ballegaard: Stifter, direktør og finansiel rådgiver, Financial Confidence.
1. Hvorfor kan det være svært at spare op til fremtiden?
Susanne Arvad: “Grunden til at mange, jeg kender og har fornøjelsen af at rådgive, rent faktisk realiserer deres langsigtede ønsker, skyldes primært prioritering og hjælp fra omgivelserne. Så modsat kan jeg sige, at grunden til, at mange har svært ved det, må skyldes, at de prioriterer forkert og ikke tør bede omgivelserne om hjælp.”
Torben Wiese: “Et afrikansk ordsprog lyder: ”Uden et mål kan du ikke score” – og dette gælder også i privatlivet, om vores sundhed, oplevelser og økonomi. Men alt for ofte lever vi i lange perioder som en mejetærsker, der bare æder sig igennem marken og får dagen til at gå med de mange gøremål, trivialiteter og arbejde – men uden at tænke lidt længere frem. En kvinde i 40’erne sagde på en af mine uddannelser: ”Når jeg bliver gammel, så vil jeg…” – jeg stoppede hende og sagde med et smil på læberne og et blink i øjet – ”det kan være, at du allerede er gammel?” Sagen er, at vi fordi vi tror, vi har uendeligt tid her på jorden, udskyder vi ofte fremtidsplanerne.”
Desirée Kjær Ballegaard: “Det kan mange gange være svært at lægge og overholde langsigtede mål, som underbygger vores ønsker. Dette skyldes, at tidshorisonten kan fremstå uoverskueligt langt ude i fremtiden, og vi kan derfor hurtigt miste fokus eller glemme, hvorfor lige netop dette ønske var så vigtigt for os, at vi i første omgang satte os for at nå det.”
2. Hvad kan jeg konkret gøre for at lære at realisere mine langsigtede ønsker?
Susanne Arvad: “Start med at lave en liste med alle de ønsker, du må have. Herefter skal de prioriteres i ”need to” og ”nice to”. Det vil være urealistisk for mange at have over 20 langsigtede ønsker at opfylde på kort sigt, så jo færre, jo bedre, men eksempelvis syv ønsker vil for mange være rimelig realistisk. Herefter skal du finde ud af, om du er overbevist om, at du selv kan realisere ønsket, og husk: Hvis du er det mindste i tvivl, så bør du søge hjælp hos en ekspert. Har du eksempelvis et ønske om, at du om tre år vil på den helt store rejse verden rundt, har et barn der skal konfirmeres om syv år, eller et ønske om at sikre dig en god seniortilværelse, så tag fat i en uvildig økonomisk rådgiver med mange års erfaring. Så vil du få viden og værktøjer til at sikre, at ønskerne bliver opfyldt på rette måde og tid, hvis muligt med din økonomi og dine ønsker. Det er vigtig at understrege, at forudsætningerne naturligvis er, at ønskerne er realisérbare.”
Torben Wiese: “Du motiveres af både lyst og nød: Hvad ønsker du at opnå, og hvad ønsker du at undgå? Har du et kraftigt ønske om noget, følger din adfærd nemmere med, og så prioriterer du dit ønske højere, fordi mulighederne eller konsekvenserne står soleklart for dig. Når du sætter dig drømme og mål, kan du derfor med fordel tænke over både det sure og det søde. Eksempelvis:
- Jeg vil gerne på skiferie med vennerne, og det bliver årets oplevelse - og jeg ønsker ikke at sidde tilbage derhjemme og føle mig ensom, fordi jeg har været en slendrian med mine penge.
- Det er min drøm at have en familie med kæreste og børn, der vil give mig uendelig glæde og kærlighed – og jeg vil ikke være ensom, når jeg bliver gammel.
- Det vil være skønt at have en sikker, driftssikker, flot og varm bil til mig og min kæreste – og jeg vil ikke om fem år stadig være nødsaget til altid at tage bus, tog og metro, når det regner og sner.
Med eksempler som disse føles behovet stærkere, og du er nu mere motiveret til at spare op til fremtidige ønsker.”
Desirée Kjær Ballegaard: “Del dine mål op i mindre delmål, så det hele ikke virker så uoverskueligt. Start med at visualisere dit slutmål; lav en plan for, hvordan du kommer derhen, hvad det kræver af dig, og hvordan du kan dele det ind i delmål - skriv det gerne ned. Husk at fejre og dele dine små sejre. Når du kommer ud af kurs (det er nemlig ikke et spørgsmål om ‘hvis’ men ‘når’), så husk, hvorfor du startede - dette hjælper dig nemlig til at holde fokus. Bliv ved, også når det er hårdt og du falder af hesten; så er det bare op igen.”
3. Hvad er det fede ved at lære at spare op til fremtidige drømme?
Susanne Arvad: “Frihed! Du har måske hørt ordsproget: “Du bliver ikke lykkelig af at have penge”. Det er korrekt, men du får alt andet lige en større frihed og et nemmere økonomisk liv. Opsparing handler som nævnt om prioritering og adfærd, så hvis du allerede fra en tidlig alder, eksempelvis som studerende sørger for at bruge mindre, end du tjener, og sætter tæring efter næring med det formål at have en økonomisk buffer, så vil du undgå at komme til at stå i en situation, hvor du enten skal låne penge med høje renter eller skulle foretage en masse fravalg. Så hvis du ikke allerede har en opsparingskonto eller en ”kagedåse” med penge i, så kom i gang allerede i dag. I morgen lægger du så din plan med en masse drømme. Og i overmorgen får du de måske mange drømme ”kogt ned” til eksempelvis syv drømme, du vil opnå. Disse tænker du over nogle dage, og så kigger du på dem igen og finder ud af, om du selv kan realisere dem, eller om du skal have hjælp hertil.”
Torben Wiese: “Ægte tryghed er at have styr på dine indtægter og udgifter. Ofte kan vi bedst lide at lade tallene ligge i baghovedet eller i glemslen, men økonomien er der jo stadig – så hvorfor ikke se tallene i øjnene? Så kan du med tryghed sige ja til noget og nej tak til andet, fordi du har et langsigtet ønske om stabilitet, oplevelser og de mange ting, du drømmer om. Du er chef i dit eget liv, og netop du er ”Chef for forandringer” – herunder økonomien – så gå fra at være forandringsparat til også at være forandringsskabende, så det er dig, der styrer økonomien og ikke økonomien, der styrer dig.”
Desirée Kjær Ballegaard: “At du får økonomisk frihed til at gøre lige præcis, hvad du vil, og når du vil. What’s not to like?! De fleste af os lever fra lønseddel til lønseddel, og det gør, at vores økonomi ikke er robust nok til at modstå uforudsigelige og ubehagelige økonomiske overraskelser. Når vi sparer op, handler det om, at vi tager penge fra vores nutid og lægger til side for at kunne bruge dem i vores fremtid. Dette sikrer dig ikke kun mod den fremtid og de drømme, du gerne vil have og nå, men også mod den fremtid, du ikke ønsker og ikke kan forudsige.”
Konklusion: Prioritér, lav delmål og lad dig motivere af både lyst og nød
Eksperterne er altså enige om, at mange af os har svært ved at indfri vores langsigtede ønsker, fordi vi ofte lever fra lønseddel til lønseddel og derfor mister fokus på de ønsker, der ligger ude i fremtiden.
Vil du være bossen i dit eget liv og undgå, at din økonomiske adfærd spænder ben for dine fremtidige ønsker, foreslår eksperterne, at du prioriterer dine ønsker, deler dine mål op i mindre delmål, så du hele tiden bevæger dig tættere på målet, og at du både husker på det, du gerne vil opnå, men måske ligeså vigtigst, hvad du gerne vil undgå. Når mulighederne og konsekvenserne bliver tydelige, vil det blive nemmere for dig at nå dine drømme.
Synes du stadig, det virker totalt uoverskueligt at få råd til alle dine drømme? Tag fat i en økonomisk rådgiver, der hjælper dig på rette vej. Mon ikke de penge er godt givet ud 🤩
Ved at tage penge fra nutiden og lægge dem over i fremtiden, får du nemlig større økonomisk frihed til at gøre lige præcis, hvad du vil, og når du vil.
Relaterede indlæg
Studieliv, Familieliv, Sparetips, Pengevaner
Sparetip: Bliv bevidst om dit dataforbrug og vælg det rette mobilabonnement
Få et samlet overblik over alt det du behøver at vide, før du vælger dit mobilabonnement.
Sparetips, Pengevaner, Familieliv
Spiir anbefaler: 5 lyd- og e-bøger til dig, som ønsker at ændre forbrugsvaner.
Få tips, motivation og meget mere med disse 5 disse bøger 🎧
Sparetips, Pengevaner, Familieliv
Spiir anbefaler: 7 lyd- og e-bøger om penge, forbrug og økonomi, der er guld værd
Få inspiration til sparetips, investeringer og meget mere med disse bøger 🎧