Pengevaner, Speakers' Corner
Eksperternes råd om økonomiske nytårsforsæt: “Det kan være en rigtig god idé at droppe nytårsforsættet”
3 … 2 … 1 … Godt nytår! 🥳
For mange danskere er starten på et nyt år ensbetydende med et hav af nytårsforsæt, der – endelig! – skal få os til at kvitte smøgerne, leve sundere og snøre løbeskoene mindst 3 gange om ugen.
Dermed er det også højsæson for økonomiske nytårsforsæt, der skal få os til at skrue ned for forbruget og smide flere penge ind på opsparingskontoen.
Men hvordan forvandler du økonomiske intentioner om til økonomiske vaner? Er den gamle nytårstradition overhovedet en god idé? Og hvad gør du, hvis du faldt pladask tilbage til dine gamle forbrugsmønstre, inden du overhovedet fik fjernet konfetti og kransekageresterne fra nytårsfesten?
Det får du svaret på her, hvor vi hiver fat i 3 eksperter, der hver især kommer med deres syn på nytårsforsæt.
Eksperterne i denne omgang er:
Desirée Ballegaard – Direktør og finansiel rådgiver hos Boovot
Lone Eriksen – Privatøkonomisk rådgiver
Martin Junker – Produktchef i Spiir
Hvordan kommer man bedst i gang med sine økonomiske nytårsforsæt?
Lone Eriksen: “Det er min erfaring, at nytårsforsætter, der starter 1. januar, stort set aldrig bliver til noget. For de fleste mennesker er hjernen stadig i jule- og nytårsmode, så derfor anbefaler jeg, at du skubber dit nytårsforsæt til 1. februar. Så har du januar måned til at planlægge, hvordan du vil gennemføre dit forsæt. Det er en god ide at lave et nytårsforsæt efter SMART-modellen:
S: Specifikt mål - hvad er det, du vil opnå?
M: Målbart - hvordan ved du, at du er i mål?
A: Er det et mål, som er Attraktivt, og som DU gider at kæmpe for?
R: Er det Realistisk, har du de ressourcer, der skal til for at nå dit mål.
T: Tidsbestemt - hvornår vil du være i mål?”
Desirée Ballegaard: “Som med alle andre mål, man sætter sig selv i livet, er det vigtigt at holde dem realistiske, være vedholdende og finde noget, som virkelig er vigtigt og betyder noget for en. Heri ligger nemlig vores motivation til at kæmpe for det, vi gerne vil – også når det ikke føles sjovt mere, eller man falder i en gang imellem og mister fokus.
Det sker for alle, at fokus kan forsvinde, og så er det bare at tage sig selv i hånden, finde op på hesten igen og komme tilbage i sporet. Hjælp dig selv ved at visualisere det, du gerne vil opnå, finde alle de positive ting/elementer/følelser frem omkring det, og planlæg så, hvordan du vil nå dertil. Husk: En plan kan og må godt ændres i takt med, at vi bliver klogere eller sætter os nye mål.”
Martin Junker: “Det er et super godt spørgsmål. Men jeg vil faktisk gå imod den gamle og populære nytårstradition og sige, at det kan være en rigtig god idé at droppe nytårsforsættet.
Der er uden tvivl rigtig mange danskere, der sparker det nye år i gang med et ønske om at få mere styr på privatøkonomien eller de vil begynde at spare flere penge op. Det vil jeg gerne støtte op om, men det skal være på den rigtige måde. Og med et nytårsforsæt sætter vi ofte urealistiske mål, som ikke skaber det rigtige ‘mindset’ hos folk, så de kan lykkes med deres økonomiske mål.
Hvis folk fortæller mig, at de gerne vil smide 50.000 kroner ind på opsparing i 2021, vil jeg sige til dem, at det er langt bedre, hvis de kigger på, hvordan de kan skære 50 kroner af deres forbrug om ugen. Det er langt mere realistisk, folk vil kunne se resultatet med det samme og de får en positiv ‘Yes!’-oplevelse ud af det. Dermed skaber man et grundlag for et ‘mindset’, der øger ens økonomiske bevidsthed og fokuserer på ens forbrugsvaner.”
Hvor meget betyder vaner for vores økonomi og forbrug?
Lone Eriksen: “Vaner bestemmer alt i dit liv - og hvis du ikke ændrer dine vaner, bliver du ved med at få de samme resultater. Derfor er det også vigtigt at gøre sig klart, hvad du skal stoppe med at gøre, og hvad du kan gøre i stedet for. F.eks. hvis du gerne vil have kaffe med på rejsen til dit arbejde og du hver dag køber en to-go kaffe til 35 kr., bliver det 8.400 kr. om året – de penge kan du spare ved at tage kaffen med hjemmefra.”
Desirée Ballegaard: “Vi mennesker er generelt vanedyr; tænk bare på, hvordan vi børster tænder eller tørrer os med håndklædet på samme måde hver morgen! Det er nemlig en mekanisme, som hjælper os til at spare båndbredde, som vi i stedet kan bruge til noget andet, som kræver mere energi og kræfter for os mentalt.
Så hvis vi skal implementere og holde en ny vane, er det vigtigt, at vi bliver ved med at være vedholdende, også selvom vi falder i – det skal vi være, indtil det, vi har sat os for, bliver en vane for os. Det skal nemlig ende med at blive en vane i stedet for noget, vi bruger båndbredde på.”
Martin Junker: “Vaner er altafgørende for, hvordan vi bruger vores penge. Ganske simpelt. Derfor er det også ens vaner, man skal tage fat i, hvis man for alvor vil ændre ting i sit liv. Og det gælder uanset, om man ønsker at starte dagen med en frisk løbetur, stoppe med at ryge eller smide flere penge ind på opsparingen.
Det hele starter med, at man tager et grundigt kig på ens vaner. Jeg plejer altid at sige, at vores adfærd er betinget af vores vaner. Så hvis du ikke ændrer dine vaner, kommer du aldrig til at ændre din adfærd.”
Hvorfor har nogle af os svært ved at holde vores nytårsforsæt?
Lone Eriksen: “Fordi de ofte bliver sagt i en løftet stemning uden at overveje, om det er realistisk, og om du overhovedet gider at gå den ekstra mil, der kræves for at få et nyt og bedre resultat end det, du er træt af. Sagt med andre ord: Overvej, hvad det er, du vil, planlæg det i mindste detalje, og derefter kan du handle på det.”
Desirée Ballegaard: “Hvis vi ikke sætter realistiske mål for os selv, er vedholdende eller kan se formålet med det, så er det svært at holde motivationen. Derudover tager det tid, før man kan se effekten af det, man gør.
Det er lidt ligesom at gå i træningscenteret den første dag og forvente resultater med det samme; det kan man ikke få. Muskler bliver opbygget over tid ud fra de stimuli, vi udsætter dem for – og derfor ser vi først resultater over tid og ved, at vi er vedholdende og konsistente med, hvad vi udsætter vores muskler for.”
Martin Junker: “Først og fremmest er det et spørgsmål om forventninger. Mange har en tendens til at skrue forventningerne til deres nytårsforsæt alt for højt op, så de får skabt sig nogle urealistiske mål. Og når man så ikke kan nå de mål, er der en meget stor risiko for at vi får ondt i økonomien, selvom der ikke er grund til det.
Og dermed sætter vi os simpelthen op til et unødvendigt nederlag. Så hvis jeg skulle koge det ned til et simpelt råd ville det være: drop de urealistiske forventninger og fokusér på dine vaner. Så skal belønningen nok komme med tiden.”
Hvad skal man gøre, hvis man falder tilbage til sine gamle forbrugsvaner?
Lone Eriksen: “Så skal du undersøge dit: ‘hvorfor’ – hvorfor var det, at du ville ændre vaner?
Justér dit "hvorfor", hvis det ikke kan motivere dig godt nok. For hvis du falder tilbage til gamle vaner, er det fordi, at dit ‘hvorfor’ ikke er vigtigt nok, og det er nemmere at bliver der, hvor du er.”
Desirée Ballegaard: “Så er det bare op på hesten igen og huske sig selv på, hvorfor lige netop dette mål var vigtigt. Det er det, der skal være vores motivation og fundament. Alle falder i en gang imellem, det er en del af det at være menneske.
Så det handler om at tilgive sig selv, for at ‘falde i, miste fokus, eller hvad årsagen nu er, og så komme videre. De, der har størst succes i livet generelt, er dem, der rejser sig op igen, tilgiver sig selv, børster sig af og fortsætter. Generelt skal vi mennesker bliver bedre til at fejle og tage læringen som en gave og ikke en falliterklæring – for det er netop her, vi udvikler os og bliver bedre!”
Martin Junker: “Jeg fristes faktisk til at sige, at det ikke er et spørgsmål om, hvis man falder tilbage til sine gamle vaner, men hvornår man falder tilbage til dem. Utallige undersøgelser har vist, at langt de fleste dropper deres nytårsforsæt ganske kort tid efter, at de har kastet sig ud i dem.
Og så er det netop utrolig vigtigt, at man har det rette ‘mindset’. Tag et skridt tilbage og kig på dine forbrugsvaner igen: Hvad fik dig til at falde i igen? Hvor kan du lettest finde en her-og-nu besparelse, der kan få dig på tilbage på rette spor? Og hvor er det gået godt indtil videre med at ændre dine vaner?
Man skal huske på, at det ikke handler om at jagte perfektion, det handler om at jagte forbedringer.”
Relaterede indlæg
Studieliv, Familieliv, Sparetips, Pengevaner
Sparetip: Bliv bevidst om dit dataforbrug og vælg det rette mobilabonnement
Få et samlet overblik over alt det du behøver at vide, før du vælger dit mobilabonnement.
Sparetips, Pengevaner, Familieliv
Spiir anbefaler: 5 lyd- og e-bøger til dig, som ønsker at ændre forbrugsvaner.
Få tips, motivation og meget mere med disse 5 disse bøger 🎧
Sparetips, Pengevaner, Familieliv
Spiir anbefaler: 7 lyd- og e-bøger om penge, forbrug og økonomi, der er guld værd
Få inspiration til sparetips, investeringer og meget mere med disse bøger 🎧