Speakers' Corner
Eksperterne mener: Derfor motiverer penge dig ikke. Det gør det her til gengæld
Lommepenge til junior. Bonusordninger på arbejdet. Eller kærestens forsøg på at overtale dig til at støvsuge for 50 bobs.
Har du prøvet at lokke andre med penge? Eller er du på arbejdet en del af en bonusordning, som du stakåndet forsøger at gøre dig fortjent til?
Her er overskriften på dagens neongule breaking-bjælke: Undersøgelser viser, at mennesker i langt de fleste sammenhænge ikke motiveres af udsigten til bonusser og andre økonomiske belønninger.
Men hvorfor? Og hvad kan så motivere dig, hvis penge ikke kan?
Vi har spurgt to af vores eksperter:
- Louise Aggerstrøm Hansen, Privatøkonom i Danske Bank
- Thomas Christensen, Adfærdsøkonom hos Bro Kommunikation
I hvilke tilfælde er penge ikke en motivationsfaktor?
Louise Aggerstrøm Hansen: “Der er masser af tilfælde, hvor penge ikke motiverer dig. Du får næppe overtalt nogen til at blive kærester med dig, bare fordi du tilbyder personen penge for det, og har du besluttet dig for at gennemføre et maraton, er det nok ikke (for os dødelige i hvert fald) præmiepengene, der får dig ind over målstregen. Når det så er sagt, så er der også mange tilfælde, hvor penge er en motivationsfaktor. Især hvis du ikke har så mange af dem i forvejen. Der er masser af mennesker rundt omkring i verden med helt forfærdelige jobs, som næppe ville stå op til det hver morgen, hvis det ikke var nødvendigt”.
Thomas Christensen: “Penge er en ikke motivationsfaktor, når det kommer til komplekse opgaver - særligt hvis der er et tidselement involveret. Den værste måde at motivere mennesker til at løse en svær opgave, er ved at sige: “du får 200 % bonus oveni din løn, hvis du løser denne opgave på den halve tid”. Derudover kan du komme til at spænde ben for din indre motivation ved at løse en kompleks opgave, hvis du rammesætter opgaven som et formål til at tjene penge”.
Hvorfor motiverer penge mig ikke?
Louise Aggerstrøm Hansen: “En økonoms svar vil være, at du måske er en af dem, der reelt set ikke mangler penge. Al forskning peger på, at hvis du går fra at have meget få penge til at få flere, så stiger din lykkefølelse, men hvis du går fra at have mange penge til at få endnu flere penge, så er forbedringen i dit humør væsentligt mindre. Der er altså en aftagende gevinst ved at få ekstra penge. Når penge heller ikke motiverer dig, kan det også skyldes, at du har styr på dem. Det gør os måske ikke meget gladere til hverdag, at vi betaler vores regninger til tiden, men de kan gå meget hårdt udover vores livskvalitet, hvis vi ikke har styr på dem. Man skal ikke have set mange afsnit af Luksusfælden for at vide, at økonomiske problemer kan give mange søvnløse nætter”.
Thomas Christensen: “Det korte svar er, at indre motivation, som er drevet af din glæde, nysgerrighed og interesse ved at udføre en bestemt opgave, betyder mere for dig end ydre motivationsfaktorer, såsom penge og karakterer. Derudover kan penge have tendens til at blive opfattet som en abstrakt og ‘fluffy’ størrelse, fordi penges værdi er relativ for de fleste mennesker: For nogen kan de ekstra penge gøre en verden til forskel, og for andre gør den absolut ingen forskel i økonomien.”
Hvad er konsekvenserne af at bruge penge som belønning?
Louise Aggerstrøm Hansen: “En positiv konsekvens er, at man kan få ting gjort. Jeg tvivler på, at jeg kunne lokke elektrikeren ud i min lejlighed og sætte nye stikkontakter i, hvis det ikke var fordi, jeg betalte ham. Og selvom jeg synes, det er sjovt at gå på arbejde, så hjælper det da også på motivationen en mørk novembermorgen at vide, at jeg får løn for at møde op, frem for at ligge på en sandstrand. I andre situationer kan det være mindre positivt: Mange forældre fravælger for eksempel at betale deres børn for at udføre pligter i hjemmet, fordi de i stedet ønsker, at børnene skal lære at bidrage til fællesskabet, fordi det er en naturlig konsekvens af at være del af familien. Og der er talrige eksempler på, at vi gerne køber os fra dårlig samvittighed, hvor vi måske skulle ændre vores adfærd i stedet”.
Thomas Christensen: “Først og fremmest er konsekvensen, at belønning i form af penge hæmmer din kreativitet og giver dig tunnelsyn, fordi du ikke præsterer mere, end hvad der kræves for at få din belønning. Der er også den krølle ved økonomiske belønninger, at de kommer til at danne en ny forventning, som gør det svært at bruge det samme pengebeløb som belønning igen og igen, da du ret hurtigt justerer ind og tænker: “det har jeg hele tiden været værd”. Penge som belønning kan altså være et ’slippery slope’”.
Hvis penge ikke motiverer mig - hvad gør så?
Louise Aggerstrøm Hansen: “Der er masser af ting, der motiverer os til at arbejde udover penge. Når vi som økonomer snakker så meget om penge, så skyldes det nok især, at det er relativt håndgribeligt og noget nemmere at justere på. Det er eksempelvis nemmere at lave en ændring i skatten fra den ene dag til den anden, end at sikre god ledelse på din arbejdsplads med et snuptag. Et andet eksempel er, hvis du har lavet gode bøffer og købt rødvin til en hyggelig fredag aften med vennerne. Her er der ingen tvivl om, at det afgørende for, om det er en god aften for dig, er, at du er sammen med dine venner. Men derfor kan den lækre rødvin og bøfferne jo godt gøre det endnu bedre”.
Thomas Christensen: “Anerkendelse af kompetencer, ros, følelsen af fremdrift i din arbejdsopgave og opdagelsen af, at din indsats har et bestemt formål. Faktorer som disse gør, at du forbliver langt mere motiveret end en pengebelønning, der automatisk udløses, hvis du opnår x, y og z.”
Konklusion: Ud med penge - ind med anerkendelse
Det viser sig altså, at dine følelser og lyster vejer tungere end penge. Enten fordi du reelt set ikke mangler penge, fordi du har tjek på skejserne, eller fordi du har svært ved at omsætte værdien af penge til reel værdi.
Det kan altså betale sig at få snuden op af pengepungen og i stedet belønne med ros og anerkendelse, hvis du vil holde motivationen i live hos din datter, kæreste eller ansatte 💪
Relaterede indlæg
Studieliv, Familieliv, Sparetips, Pengevaner
Sparetip: Bliv bevidst om dit dataforbrug og vælg det rette mobilabonnement
Få et samlet overblik over alt det du behøver at vide, før du vælger dit mobilabonnement.
Sparetips, Pengevaner, Familieliv
Spiir anbefaler: 5 lyd- og e-bøger til dig, som ønsker at ændre forbrugsvaner.
Få tips, motivation og meget mere med disse 5 disse bøger 🎧
Sparetips, Pengevaner, Familieliv
Spiir anbefaler: 7 lyd- og e-bøger om penge, forbrug og økonomi, der er guld værd
Få inspiration til sparetips, investeringer og meget mere med disse bøger 🎧