Sparetips
Driving home for christmas? Sådan sparer du penge på transporten
“Driving home for Christmas…..ba-daamdaamda”. Julen nærmer sig, og næsten som i scenen fra klassikeren Nøddebo Præstegaard er der mange unge studerende i landets større byer, der rejser hjem til mor og far for at fejre jul.
Desværre har DSB, Gråhundbus og andre transportvirksomheder lugtet lunten, og priserne på tog- og busbilletter i juledagene stiger gevaldigt.
Men frygt ej! Du skal nok nå hjem til jul, uden at være tvunget til at bruge hvad der svarer til en flybillet til Bangkok for et par timers togrejse.
Her får du syv veje til at spare penge på transporten, så du kommer billigt hjem til julemad, konfekt og Disneys juleshow.
1. Brug dit netværk
Tommelfingerreglen til næsten alt i vores verden anno 2018 har tre kodeord: Brug dit netværk. Hvis du er flyttet til en af Danmarks større byer og skal hjem til din barndomsby for at holde jul, er chancen for, at du kender mindst én, der er i samme situation, ret god.
Skriv et opslag på Facebook og hør, om der mon er nogen i bil, der kører mod din hjemby til juletid, og om et sæde kan reserveres til dig.
Og selvfølgelig giver du benzinpenge… På den måde skaffer du hurtigt et lift, og måske kan du endda blive hentet og bragt til døren.
2. Forsøg dig med Facebook-grupper
Hvis dit eget netværk ikke kan hjælpe dig med at komme hjem til jul, er der heldigvis et hav af Facebook-grupper, der netop handler om samkørsel mellem forskellige byer i Danmark.
Du kan enten søge efter ‘samkørsel’ eller ‘lift’ i Facebooks søgefelt, og derefter vælge hvilken gruppe, der passer bedst til dine behov. Du kan også finde specifikke grupper med titler såsom ‘Kørsel Haderslev - København’ eller ‘Kørsel Aarhus - København’.
3. Ring til far
Det er ikke sikkert, at dette tip fungerer i praksis. Men hvis det gør, så er det klart forsøget værd!
Ring til din far (eller mor, eller farfar eller tante - whatever works!). Brug hvad der svarer til hundeøjne i en telefonsamtale og hør, om han da ikke skal have lov til at hente dig et par dage inden juleaften, så I kan få en hyggelig køretur sammen. Smør tykt på, for “togbilletter bare er sååååå dyre, og du vil jo rigtig gerne holde jul med dine dejlige forældre, og kunne det ikke bare være hyggeligt at køre sammen?”.
Virker det, så har du lige scoret et gratis lift!
4. Frem med Gomore-tomlen
Er heldet ikke er med dig i forsøget på at finde et lift på Facebook? Eller er din far for magelig? Så er der heldigvis andre måder at komme hjem til Tarm, Kerteminde eller Ballerup på.
På Gomore kan du hurtigt og nemt finde et lift. I appen får du en oversigt over privatpersoner, der skal samme vej som dig, og som gerne vil have dig med i deres bil for en pris, de selv har sat. Det er deleøkonomi, når det er bedst!
5. First come - first serve!
Hvis du er mere til bus eller tog, skal du oftest være hurtigt ude, hvis du vil have fingrene i en billet og pladsbillet. Togene og busserne bliver hurtigt overbookede i juledagene.
Måske ender du med at skulle betale overpris for en billet. Eller også ender du med at stå op hele vejen fra København til Skagen i et overcrowded tog, der er fyldt til randen med julenisser og julegaver, fordi der ikke var flere pladsbilletter. Eller i værste fald kan det ende med…. At du måske slet ikke kommer med toget eller bussen.
Kommer du så ikke hjem til jul?! Undersøg dine transportmuligheder og bestil din billet i god tid, så julefreden kan sænke sig.
6. Kør med DSB til 99 kroner inden den 17. december
Hvis du følger tip nummer fem og er tidligt ude, kan du køre julen i møde med DSB. De danske statsbaner vil nemlig gerne hjælpe dig med at komme hjem til jul for en lav pris - vi snakker under 99 kroner lørdag-søndag frem til den 16. december. For 30 kroner mere får du ovenikøbet en pladsbillet til dig selv og sækken med julegaver.
Du søger efter din afgang her, og hvem ved? Måske er du heldig at have en tilpas lang juleferie, så det passer med, at du kan komme hjem for de 99 kroner.
7. Kør billigt gennem landet med Flixbus
Hvis du ikke har held med at finde et passende lift, togbilletter eller kan bryste dig af at have lang juleferie, så er bussen vejen frem. Og selvom toget er hurtigere end bussen, så vinder bussen klart, hvis du sammenligner priserne.
Med Flixbus kan du få billetter til mellem 100 og 200 kroner i hele landet i alle juledagene. Så her er det nemmere at være spontan og klikke dig til en billet i sidste øjeblik, hvis du ikke lige har fået arrangeret kørsel eller et lift.
Nu er det bare op til dig at undersøge, hvad der passer dig bedst. Er det toget, hvor du kan læne dig tilbage og nuppe en morfar? Eller er det bussen, hvor der er masser af tid til at høre podcasts? Eller er det måske samkørsel, hvor du kan få en interessant samtale med et nyt bekendtskab?
Du bestemmer - og det vigtigste er jo, at du når hjem til jul og mors julemad! Og nå ja…. Julegaverne 🎁🎄
Relaterede indlæg
Studieliv, Familieliv, Sparetips, Pengevaner
Sparetip: Bliv bevidst om dit dataforbrug og vælg det rette mobilabonnement
Få et samlet overblik over alt det du behøver at vide, før du vælger dit mobilabonnement.
Sparetips, Pengevaner, Familieliv
Spiir anbefaler: 5 lyd- og e-bøger til dig, som ønsker at ændre forbrugsvaner.
Få tips, motivation og meget mere med disse 5 disse bøger 🎧
Sparetips, Pengevaner, Familieliv
Spiir anbefaler: 7 lyd- og e-bøger om penge, forbrug og økonomi, der er guld værd
Få inspiration til sparetips, investeringer og meget mere med disse bøger 🎧