Studieliv
Samlet lynguide til SU-satser og SU-regler
Du har søgt ind på en videregående uddannelse og har fået en plads. Drømmen om at blive pædagog, læge eller elektriker er rykket et skridt nærmere.
Du glæder dig uendeligt meget til at komme i gang på studiet, møde nye mennesker og suge viden til dig. Men samtidig nager en usikkerhed.
For hvordan er det nu med det økonomiske, når du starter på en uddannelse? Hvordan søger du SU, hvornår kan du søge, hvad kan du få i SU,?, hvad er SU-satserne, må du have et arbejde ved siden af SU’en, skal du være udeboende og så videre?
Fortvivl ikke. Spiir er din ven. Her får du de mest basale værktøjer til at komme i gang med SU’en:
- Hvad er SU?
- Hvem kan få SU?
- Hvornår kan du søge SU?
- Hvornår får du din første SU?
- Så meget kan du få i SU.
- Hvor meget må du arbejde ved siden af?
- Kan du få SU, når du bor hjemme?
Hvad er SU?
SU står for Statens Uddannelsesstøtte. Det er penge, du kan søge om at få udbetalt til dine leveomkostninger hver måned, når du tager en uddannelse.
I Danmark får du betalt din uddannelse, hvis det er en uddannelse, der er godkendt af det offentlige.
Samtidig kan du få støtte til at betale dine udgifter til husleje, mad, el, vand og varme, studiebøger, transport og så videre. Altså SU, så du ikke skal tænke på eller bruge tid på at tjene penge til dagen og vejen som studerende, men har fred til at koncentrerer dig om læsning, eksamener, undervisning og så videre.
Læs også: Regeringen vil skære 20% af din SU
Hvem kan få SU
For at kunne få SU er der en række betingelser, du skal opfylde. Din uddannelse skal eksempelvis være SU-berettiget. Det er langt de fleste uddannelser.
Men der findes private uddannelser, for eksempel hvis du gerne vil være kosmetolog eller psykoterapeut, hvor du ikke kan få SU, og hvor du selv skal betale uddannelsen.
Derudover er der en række betingelser, du skal opfylde. Du kan læse om de vigtigste i dette indlæg.
Hvornår kan du søge SU?
Når du står med dit optagelsesbrev i hånden kan du tidligst søge SU en måned, før du starter på uddannelsen. Starter du den 1. februar, kan du altså søge SU fra den 1. januar.
Du kan først søge SU, når du har fået besked om, at du er kommet ind på en uddannelse.
Ansøgning foregår digitalt. Du skal logge ind på minSU med dit NemID. Det gør du via su.dk. Her udfylder du et ansøgningsskema, sender og afventer.
Vil du være sikker på, at du får SU den måned, din uddannelse starter, skal du senest søge den sidste dag i måneden før. Altså den 31. januar, hvis du starter i februar.
Hvornår får du din første SU?
SU’en er forudbetalt. Det betyder, at pengene går ind på din konto den sidste hverdag i måneden før den måned, du skal bruge pengene. Din SU for februar går altså ind på kontoen i slutningen af januar.
Hvis du skal starte på din uddannelse den 1. februar og først har søgt om SU den 31. januar, går pengene ind på din konto, så snart Styrelsen for Videregående Uddannelser har behandlet din ansøgning.
SU-Satser - så meget kan du få i SU
Der er forskel på, hvor meget du får i SU, alt efter om du er hjemmeboende eller udeboende, hvilken uddannelse, du går på, hvornår du er startet, og hvor gammel du er.
Du kan finde en oversigt over de gældende SU-satser på SU.dk.
Per 1/1 2018 er satsen for udeboende på videregående uddannelser 6.090 kr. før skat. Samme sats gælder, hvis du går på en ungdomsuddannelse er over 20 år og udeboende.
Er du hjemmeboende eller under 20 år afhænger det af dine forældres indkomst, hvad du får i støtte.
Studerende på en ungdomsuddannelse | Studerende på en videregående uddannelse |
Udeboende og 20 år eller ældre Hjemmeboende 18-19 år og udeboende med dispensation |
Udeboende og 20 år eller ældre Hjemmeboende |
Hvor meget må du tjene ved siden af din SU?
Du må gerne have et job ved siden af dit studie. Men når du får SU, er der grænser for, hvor meget, du må tjene på dit studiejob. Det kaldes for dit fribeløb.
Der er forskellige satser for, hvor meget du må tjene ved siden af SU’en. Men som hovedregel må du per 1. januar 2018 cirka tjene 12.222 kr. om måneden før skat som studerende på en videregående uddannelse og 7.495 kr. om måneden før skat, når du går på en ungdomsuddannelse. Se alle satserne på SU.dk
Studerende på en videregående uddannelse Studerende på en ungdomsuddannelse Måneder hvor du fravælger SU |
Hvis du tjener mere end dit fribeløb, skal du betale dele af din SU tilbage. Hvis du kan se, at du kommer til at tjene mere på dit studiejob, end dit fribeløb tillader, kan du fravælge måneder med SU. Når du fravælger måneder med SU stiger dit fribeløb.
Kan du få SU som hjemmeboende?
Vælger du at blive hjemme hos mors kødgryder, kan du stadig få SU. Du skal måske betale lidt til husleje og mad derhjemme, og det kan SU’en være en hjælp til.
Som hjemmeboende får du mindre i SU, end hvis du hopper ud i at leje et værelse eller bo på kollegie, fordi dine udgifter tilsvarende er mindre.
Hvad du får i støtte afhænger af, hvad dine forældre tjener. Se SU-satserne på SU.dk.
Læs også: Skal jeg tage studielån?
- Du kan søge SU en måned før du starter på din uddannelse
- Ansøgning om SU og andet vedrørende SU sker på su.dk
- Du skal senest søge SU den sidste dag i måneden, hvis du vil have SU til måneden efter
- Din SU bliver udbetalt sidst i måneden, før den måned du skal bruge pengene
Opdateret den 05. januar 2018.
Relaterede indlæg
Studieliv, Familieliv, Sparetips, Pengevaner
Sparetip: Bliv bevidst om dit dataforbrug og vælg det rette mobilabonnement
Få et samlet overblik over alt det du behøver at vide, før du vælger dit mobilabonnement.
Sparetips, Pengevaner, Familieliv
Spiir anbefaler: 5 lyd- og e-bøger til dig, som ønsker at ændre forbrugsvaner.
Få tips, motivation og meget mere med disse 5 disse bøger 🎧
Sparetips, Pengevaner, Familieliv
Spiir anbefaler: 7 lyd- og e-bøger om penge, forbrug og økonomi, der er guld værd
Få inspiration til sparetips, investeringer og meget mere med disse bøger 🎧