“Jeg kunne spille for 50.000 kr. til 100.000 kr. om måneden. Hvis jeg havde haft flere penge, havde jeg sikkert spillet for det dobbelte.” 

Da Christian var 27 år, flyttede han hjem til sine forældre for at komme af med sin kæmpe gæld og få hjælp til sin spilafhængighed.

Her deler han sin historie, som er en del af projektet og bogen – ‘De Pengepressede’.

Sammen med Ungdomsbureauet sætter vi fokus på de 100.000 unge danskere, der er i en svær økonomisk situation. For selvom penge påvirker os alle, skjuler vi ofte vores pengeproblemer for vores nærmeste.

Det vil vi være med til at ændre!

Derfor deler vi de unges historier, så det bliver nemmere for os at tale om penge.

Har jeg tabt i livets spil?

Jeg stod på togbroen en kold nat i september. Jeg var helt alene. Bundløs gæld var som en lænke om min arm. Uret tikkede hurtigere end nogensinde før. Dagen var død. Mobiltelefonen kimede konstant. Rykkerbreve fra sultne kreditorer. Skulle jeg springe ud foran toget?

Jeg har spillet pengespil i ca. ti år. Det startede i 7. klasse med sportspil og odds-kuponer. I starten oddsede jeg kun på fodbold, men så gik jeg over til tennis. I tennis kan man ikke spille uafgjort. Jeg gik enormt meget op i at undersøge, hvordan de spillede på forskelligt underlag, om deres forcer og svage punkter, og om hvordan de indbyrdes ville udnytte disse. Ja, og naturligvis hvordan bookmakerne rangerede dem, og hvor mange penge man kunne tjene på deres profetier.

Det fortsatte i 8.-10. klasse, men det var da jeg blev 18 år og fik udbetalt min børneopsparing, at det stak af. Den blev brugt, og derfra var der kun min SU og løn.

Jeg kunne spille for 50.000 kr. til 100.000 kr. om måneden. Hvis jeg havde haft flere penge, havde jeg sikkert spillet for det dobbelte. Det var kun mængden af penge, der var en begrænsning. Jeg spillede 10-20 gange om dagen, alt imens jeg drømte om økonomisk uafhængighed – at kunne købe et hus og rejse, men jeg var mest i en nu-og-her-følelse, hvor det handlede om at vinde!

Månedens højdepunkt var den sidste dag i måneden, hvor der gik penge ind på min konto, så jeg kunne spille igen. Det var forberedelsen er par dage før en kamp, som gav et kick. Det var ikke under selve kampen, som var decideret angstprovokerende.

Hvis jeg vandt, kunne jeg spille for endnu mere. Hvis jeg tabte, skulle jeg spille for endnu mere for at vinde det tabte. Jeg var god til at spille og forudsige kampe, men jeg havde ingen stopklods. Det var uundgåeligt, at jeg tabte store beløb.

Jeg købte telefoner på afbetaling for at sælge dem igen. Jeg optog kviklån og banklån. Når jeg vandt, kunne jeg betale dem ud og så låne igen. Det var som at dykke ned på havets bund for derefter at komme op til overfladen og hurtigt trække luft for derefter at dykke igen. Telefonen ringede fra aggressive kreditorer. Jeg prøvede at vinde flere penge. Det var dagens drivkraft.

Jeg har aldrig følt, jeg helt passede ind nogle steder. Jeg er introvert og har ikke lige så stort behov for samvær, som de fleste andre har. Den store drivkraft for at spille gjorde, at jeg fik skyklapper på og isolerede mig. Jeg oddsede og spillede computerspil, mens vennerne spillede fodbold. Det var en flugt. Først var det sjovt, siden blev det til en desperation og overlevelse.

Politimanden, der brød loven

Efter mange års spil skyldte jeg mere end en halv million kr. væk, hvilket gjorde, at jeg blev desperat. Så desperat, at jeg i mit tidligere arbejde som politimand på Bellahøj Politistation stjal mine kollegaers dankort i omklædningsrummet.

Nu tænker du måske, at Christian svedte i omklædningsrummet, som stod han i Saharas Ørken. Adrenalinen pumpede løs i kroppen i frygt for at blive opdaget, og der galopperede hundrede heste i hans blod.

Men sådan skete det ikke.

Jeg husker kun episoden sløret, men erindrer det som, at jeg var følelseskold. Det siger noget om, hvor langt ud jeg var kommet. Jeg fortryder, at jeg gjorde det, og jeg ville aldrig nogensinde gøre det i dag.

Jeg var simpelthen mentalt syg og kunne ikke tænke klart. Et eller andet sted vidste jeg godt, det ville blive opdaget på et tidspunkt. Det blev det. Jeg blev suspenderet, og forude venter et retsligt efterspil.

En hurtig udvej

En dag overvejede jeg at springe ud foran et tog som en hurtig udvej. Jeg var på vej hjem fra en kammerat, hvor jeg passerede en togbro ved Glostrup Station. Busserne kørte ikke mere, så jeg skulle ud på en længere gåtur. Et godstog fangede min opmærksomhed. Det kørte under mig i fuld fart, hvinede på skinnerne, og vinden hev i mit hår.

Jeg stod alene på broen. Jeg orkede ikke at kæmpe mere. Jeg kunne ikke overskue konsekvenserne af de tårnhøje renter fra lån. Jeg havde tabt mig selv. Det føltes som ”point of no return.” Ingen vej tilbage. Og ingen mulighed for at ændre kurs. Alligevel fandt jeg et spinkelt håb i min familie. Det ville jeg ikke byde dem. Det havde de ikke fortjent.

Jeg kom i behandling, og fik hjælp fra mine forældre. De vidste godt, at jeg havde spilleproblemer, men de vidste ikke, hvor slemt det var.

Mit vendepunkt blev at flytte hjem til dem i Brøndby. Jeg havde ikke noget andet valg. Jeg skulle spare penge, og her skulle jeg ikke betale husleje. Min familie troede på mig, selvom jeg havde skuffet dem ved ikke at fortælle sandheden. Jeg havde aldrig lånt penge af dem – for så var jeg blevet afsløret i min afhængighed af spil.

Jeg flyttede hjem som 27-årig, og den stolthed skulle jeg sluge. Det var ikke sejt at flytte hjem til mor og far i min alder. Men det fungerede faktisk rigtig godt. Det er hyggeligt at spise sammen, og jeg går tur med deres hund. Det er praktisk tæt på mit arbejde, og jeg sover hos mine venner af og til for at komme lidt ud. Jeg har sluttet fred med det.

Det er rart at jeg ikke bor alene. Tidligere har jeg også boet i bofællesskab og med en kæreste. Min far har også hjulpet med en afbetalingsordning henover september til april. Vi har aldrig været så gode til at tale om følelser i min familie, men der har været meget kærlighed. Samtalerne handlede mere om praktiske forhold eller almindelig small-talk. Jeg har alle mine venner i dag. Jeg er taknemmelig for, at jeg ikke har mistet dem. 

Desuden har jeg fået en økonomisk rådgiver, som kan forhandle gode renter og finde ud af hvem, der skal have deres penge først. Det koster mig godt nok 1200 kr. om måneden at bruge, men det giver en helt ny ro i maven. Nu er gælden reduceret til ca. 400.000 kr. Det går den rigtige vej.

Jeg skal finde noget, som kan erstatte spilletrangen. Før var min hjerne tilfreds. Når jeg spillede udskiftede den dopamin. Men nu er jeg jo stoppet og mangler mit dopamin-kick.

Dopamin er et signalstof i hjernens belønningssystem. Når hjernen frigør dopamin, føler man sig glad og har en lykkefølelse. Det kan være svært at tænke rationelt. Dopamin frigives i forbindelse med kærlighed, sex, slik, motion og musik.

Jeg har endnu ikke fundet noget, som giver mig det kick, som dét at oddse gav.

Kviklån og reklamer er iskold business

Jeg har ikke mødt mange ludomaner, som ikke har optaget flere kviklån. Det skal reguleres, så kviklånsfirmaerne ikke har frit spil hos desperate ludomaner. Fx at de kun må tilbyde ét kviklån pr. person med en maksimal rente pr. år.

Det er svært ikke at blive mindet om min afhængighed. Jeg elsker sport og især fodbold, men det er med en lidt med en bitter smag i munden. Der er meget aggressive reklamer fra betting-selskaberne før, under og efter kampene. Vi skal passe på, at sport og betting ikke bliver det samme. Vi skal især passe på de unge, som vokser op i denne kultur.

Sorgens fugle

Nu er der underligt ro på. Der kommer penge ind på kontoen, og jeg kan så småt lave en opsparing. Jeg kæmper dog med kedsomhed.

Jeg har gået i behandling på Behandlingscenter i Tjele i Midtjylland sammen med andre ludomaner, narkomaner og alkoholikere. Her kunne jeg møde andre ligesindede, som også havde problemer med at stoppe med at spille.

De har et 12-trinsprogram, hvor første step handler om at erkende, at man har et problem og opsøge hjælp. Dem, der rækker hånden ud efter hjælp med åbenhed og imødekommenhed, kommer længst, fremfor dem, som er arrogante og bliver i fortrængningen om deres problem.

Jeg har lært, at jeg ikke bare kan spille for 10 kr. For 10 kr. bliver til 100 kr., der bliver til 1000 kr. Det bliver en dårlig vane, som var det en alkoholiker, der lige skal have en tår mere af flasken.

Jeg har erkendt, at det er urealistisk at spille selv for kun 10 kr. Erkendelse er simpelthen et nøgleord i behandlingen. Jeg gik der i to uger, lærte om sygdommen og fik værktøjer til at håndtere den.

Der har været langt tilbage til et normalt liv. Det har været uoverskueligt at se folk i øjnene, jeg har løjet for mig selv, og det har haft store menneskelige konsekvenser. Fx da jeg blev suspenderet fra politiet og de daglige økonomiske frustrationer.

I dag har jeg grebet mig selv. Jeg har lært meget af behandlingen fra Midtjylland, og vil gerne lære andre, hvad jeg har lært. Jeg vil være misbrugsbehandler, holde foredrag og lytte. Jeg har selv været der og kan genkende det kaos, som opstår.

Engang imellem holder jeg også foredrag fx på efterskoler om min historie. Det er blevet terapeutisk for mig at tale om det, og jeg bliver mindet om de dårlige vaner.

Winston Churchill har engang udtalt: ”Man skal aldrig lade en god krise gå til spilde.” Han prøvede at fortælle os, at en krise har potentiale til at være et afgørende vendepunkt, en mulighed for læring og forandring. Modgang kan være den bedste læremester.

En anden fremtrædende statsleder har udtalt noget tilsvarende. I en tale 12. april 1959 i Indianapolis, Indiana, holdt præsident John F. Kennedy engang en tale, hvor han sagde, at ordet ”krise” på kinesisk består af to tegn – Det ene står for fare, og det andet for muligheder.

Det er et interessant perspektiv, fordi der kan være muligheder skjult i kaos – Vi kan udvikle os som mennesker, blive stærkere ved at turde gøre noget, vi frygter, eller lære af vores fejl. I forlængelse af de kinesiske tegn, kan nævnes, at der er et stærkt ordsprog i Kina, hvor budskabet er, at vi alle kommer ud for noget svært i livet.

Det vigtige er at række hånden ud efter hjælp, så triste tanker ikke vokser sig større. ”Du kan ikke forhindre sorgens fugle i at flyve hen over dit hoved, men måske kan du forhindre dem i at bygge rede i dit hår.”

Jeg har ikke tabt i livets spil. Men jeg er i fuld gang med at vifte fuglene væk og betragte dem på afstand.

Vil du læse flere historier?

Den fulde version af bogen kan findes her: download hele bogen – ‘De Pengepressede’. Og deler du historierne med dine venner og familier, kvitterer vi naturligvis med en high-five 🙏