Mød Mads, der rejste fra Bornholm til København for at starte på drømmestudiet, være tættere på sine venner og nyde livet i storbyen. For selvom at Mads sidder i kørestol, er der ikke noget, der holder ham tilbage i tilværelsen 💪

Men desværre viste det sig, at det firma, der var ansat til at hjælpe Mads, snød ham og efterlod ham med en kæmpe regning på 250.000 kroner. Her fortæller han hele historien. 

Mads' pengehistorie er en del af projektet og bogen – ‘De Pengepressede’.

Sammen med Ungdomsbureauet sætter vi fokus på de 100.000 unge danskere, der er i en svær økonomisk situation. For selvom penge påvirker os alle, skjuler vi ofte vores pengeproblemer for vores nærmeste.

Det vil vi være med til at ændre!

Derfor deler vi de unges historier, så det bliver nemmere for os at tale om penge.

Fra uddannelseseventyr til gældsproblemer

Siden 2006 har jeg grundet en arbejdsskade været bundet til en elektrisk kørestol og været afhængig af hjælp fra andre mennesker.

Hjælpen bliver givet af min kommune i form af handicaphjælpere døgnet rundt. På grund af mit omfattende handicap er jeg meget utryg i situationer, hvor jeg ikke kan komme i kontakt med andre mennesker, eller hvis jeg ikke er mobil. Handicaphjælpen, som jeg får, kræver en del ansvar fra min side. Enten er jeg selv arbejdsgiver, eller også skal jeg finde en virksomhed, der tager det ansvar.

Det er sådan en beslutning, der ender med at kaste mig ud i en del problemer.

2013. Færdig med Bornholm og klar til København

Efter 5 år er jeg endelig blevet færdig med min HF, og store omvæltninger er på vej. Jeg er blevet optaget på mit drømmestudie og skal studere biologi på Københavns Universitet.

Så jeg trækker rødderne op, kysser Krølle Bølle farvel og flytter til København. Jeg glæder mig til at opleve københavnermiljøet, få nye venner og udskifte mine weekendophold med en permanent bopæl i hovedstaden.

Samtidig ved jeg, at det også vil give en del udfordringer: Hvor skal jeg bo? Vil jeg kunne komme rundt med min kørestol, og kan jeg finde studiegrupper, der accepterer de udfordringer og begrænsninger, som følger med en som mig?

Jeg har indtil nu selv stået for ansættelser og aflønning af mine handicaphjælpere, men i forbindelse med min flytning til København skal jeg sætte mig ind i en række nye regler og love. Hvis en borger frivilligt vælger at flytte kommune, er det nemlig ikke sikkert, at man får lov til at beholde den hjælp, man i forvejen har.

Det er den nye kommune, som skal træffe beslutning om, hvor meget man har ret til. Da det er en jungle af regler, kommer jeg i kontakt med Morten. Han har en handicapvirksomhed, der overtager arbejdsgiveransvaret for borgeren.

Morten har selv et mindre handicap, og det gør det derfor nemmere for mig at se mig selv i ham. Han har haft sine sager med det offentlige handicapsystem og er derfor fantastisk til alle regler på handicapområdet.

Det er jeg umådeligt glad for, da jeg føler, der er nok på programmet med studiestart og den nye by. Han støtter mig i møder med kommunen. Han er ikke bange for at slå i bordet, når tingene er urimelige. Han gør, at jeg føler mig tryggere med hans assistance, når jeg nu skal starte et nyt kapitel i mit liv.

Mortens firma overtager arbejdsgiverrollen, ansætter mine tidligere hjælpere i hans firma og har dermed ansvaret for mine handicaphjælpere og deres løn. Han er en verdensmand med svar på alt, og alt kan lade sig gøre. Han tilbyder kurser til alle hjælpere - om det er relevant for handicapjobbet eller ej. En får for eksempel et buskørekort.

I stedet for at hjælperne får deres løn, når jeg afleverer deres timesedler til kommunen, skal kommunen nu betale til Mortens firma, som så dokumenterer, at jeg har fået den hjælp, som jeg er berettiget til.

Den administrative del af handicaphjælpen har krævet det helt store, men det er utroligt befriende at slippe ansvaret og koble af på en anderledes måde. Fordi man fra den ene dag til den anden ender i kørestol, bliver man ikke automatisk erfaren arbejdsgiver eller interesseret i det.

2014-2015. Rustur, forelæsninger og nye venner

De fleste ved, hvor svært det kan være at finde bolig i starten af et nyt studieår, og at skulle finde et sted uden trapper og med separat værelse til handicaphjælpere gør det bestemt ikke lettere. Det løser sig dog ved, at jeg lejer en lejlighed i Rødovre. Den har de ting, som skal bruges, men koster 750 kroner pr. nat. Det er dyrt, men det er noget, jeg glædeligt betaler for at give studiet en chance.

Studiet begynder at køre, og det er fantastisk. Der er dejligt i København og langt flere muligheder for en som mig. Her er sport og aktiviteter, og flere af mine gamle bornholmervenner bor desuden i byen, da det er ganske normalt, at man flytter fra Bornholm, efter ungdomsuddannelserne er slut.

Vi kan bruge mange og lange aftener på brætspilscaféen Bastard, og rusfesten og feltturene fra studiet er blandt de ting, jeg aldrig glemmer. Som da vi på rusturen fik bind for øjnene og med en todo-liste i hånden blev kørt ud på landet og først måtte komme hjem, når vi havde taget billeder af alt på listen. Eller Biobar, som var navnet på biologernes fredagsbar.

Jeg får et bredere perspektiv på livet gennem alle kontrasterne til Bornholm. Tænk bare; der er butikker, som har døgnåbent, og busserne går hvert 5. minut. Misser du en bus på Bornholm, går der som regel en time, før den næste kommer.

Senere på studieåret begynder det dog at gå ned ad bakken med kommunen. Hvad der skulle have været en tilfældig tirsdag morgen med forelæsning om frøspredningstyper hos planter, bliver pludselig vendt på hovedet, da der dukker et meget officielt brev op fra min kommune.

Det viser sig, at Morten ikke dokumenterer de ting, han skal, ofte udbetaler for lidt i løn til mine handicaphjælpere og mildest talt har rod i regnskaberne. Det løber mig koldt ned ad ryggen, og jeg bliver svimmel, for ting som disse kan betyde, at kommunen fjerner min handicaphjælp.

Jeg aftaler med min sagsbehandler at opsige samarbejdet med Morten firma hurtigst muligt, men desværre er der et opsigelsesvarsel på 2 måneder, og det er her, det går helt galt. Kommunen er forpligtet til fortsat at betale Mortens penge i denne periode, men han sender ikke pengene videre til hjælperne og går praktisk talt under jorden.

2016. Ulønnede hjælpere, tomme bygninger og ukendte adresser

Mine hjælpere ved, hvor afhængig jeg er af dem, så de møder stadig på arbejde hos mig, selvom de ikke har fået løn. Vi venter alle bare på, at opsigelsesperioden slutter.

Dagen kommer endelig, hvor hjælperne bliver opsagt af Mortens firma, og jeg genansætter dem samme dag uden Mortens indblanden. Det er nemlig de samme hjælpere, som jeg havde ansat før København, og selvfølgelig vil jeg have dem ansat igen, når jeg nu er tvunget tilbage til øen. De kender mig, og jeg kender dem. Så vi ånder alle lettet op, når vi nu skal tilbage til den situation med mig som arbejdsgiver, hvor der sjældent var problemer.

Det er dog stadig trist, for jeg var ellers lige flyttet ind i egen lejlighed i Vanløse og havde fundet mig til rette. Desuden var jeg næsten færdig med det første studieår, som jeg fik at vide var det tungeste og generelt mest uinteressante på grund af de obligatoriske fag. Vi var begyndt at planlægge, hvilke fag vi kunne ønske os året efter, og her kunne vi virkelig vælge efter vores egen interesse.

Desværre går der ikke længe, før den næste dårlige nyhed dukker op.

Mortens firma går konkurs dagen efter opsigelsesperioden, og der er ingen penge tilbage i firmaet. Min værste mistanke er blevet bekræftet: Der er flere andre sager, hvor Morten ikke har haft styr på sit shit, og hjælpere ikke har fået udbetalt deres løn. Jeg har det som om, at jeg er med i en dårlig krimifilm, da det viser sig, at der ikke er nogen virksomhed på den adresse, hvor Mortens firma står registreret.

Mine hjælpere gør det, som alle ansatte gør, når de mangler løn fra et konkursramt firma. De kontakter Lønmodtagernes Garantifond. Nu bliver det jura-teknisk, men her sker det værst tænkelige. Lønmodtagernes Garantifond gør os opmærksomme på, at de skal have den manglende løn fra deres nye arbejdsgiver.

Beslutningen bliver senere stadfæstet i retten. Fordi jeg har ansat dem til det samme arbejde under samme vilkår dagen efter deres opsigelse i Mortens firma, skal jeg personligt hæfte for de to måneders løn til mine 5 handicaphjælpere. Så det endte med en personlig regning til mig på cirka 250.000 kroner.

2020. Tilbageblik på eventyret

I dag, 4 år senere, er jeg stadig bosat på Bornholm. Jeg har taget den første del af en kontoruddannelse, men mangler en elevstilling for at færdiggøre uddannelsen, og der er desværre kun få steder på øen, hvor kontorafdelingen ligger i stueetagen. Jeg må se, hvad der sker i fremtiden. Min interesse er stadig at flytte til København en dag, hvis chancen byder sig. Jeg tænker ofte tilbage på universitetet og det københavnske byliv. Der er langt flere arrangementer, man kan tage til, og aktiviteter som mit stamsted, Bastard-caféen.

Sagen har påvirket og ændret mig på flere måder. Jeg stoler mindre på folk, indtil jeg har lært dem at kende. Jeg rådfører mig også mere med kommunen, fordi jeg kan undgå en del uforudsete ansvarsproblemer, hvis jeg kan dokumentere, at jeg har fulgt alle kommunens anvisninger.

Jeg fik en del nye bekendtskaber i København, og selvom venskaber er sværere over store distancer, er der stadig nogen, jeg skriver og ses med, når jeg indimellem tager weekendture til København.

Faktisk er det kun omkring 14 dage siden, at jeg rent tilfældigt ryddede op i min email-indbakke og slettede alle emails fra de forskellige advokater, domstole og min sagsbehandler. Jeg blev enig med mig selv om at lægge forløbet bag mig og komme videre i livet. Og selvom der kom denne grimme sag ud af mit ophold i København, er jeg stadig glad for, at jeg fik prøvet det af og turde tage springet for at give mit uddannelseseventyr en chance.

Vil du læse flere historier?

Den fulde version af bogen kan findes her: download hele bogen – ‘De Pengepressede’. Og deler du historierne med dine venner og familier, kvitterer vi naturligvis med en high-five 🙏