Budgetskema, Sparetips, Pengevaner
Danskerne har talt: Sådan vil vi bruge vores indefrosne feriepenge
Du har med garanti allerede hørt en masse om dem – de indefrosne feriepenge.
Og nu kan du endelig få fat i dem. Men inden pengene tøer helt op og lander på din konto, har vi kigget på, hvordan vi har tænkt os bruge de mange kroner og ører, der er på vej til os.
Vil vi styrte ned til butikkerne og shoppe løs? Lege aktieekspert og investere tusindvis af kroner? Eller slår vi koldt vand i blodet og kyler rub og stub ind på opsparingskontoen?
Det kan du blive klogere på her.
Vi har nemlig spurgt danskerne om, hvordan de vil bruge deres indefrosne feriepenge.
Tjek på feriepengene
Men hvor mange penge vil der rent faktisk lande på vores konto?
Det spørgsmål er der delte meninger om. 62,9% oplyser, at de nogenlunde ved, hvad de kan forvente at få udbetalt, når tusindvis af kroner tikker ind på kontoen.
Alligevel er lidt over hver tredje dansker i tvivl om, hvad de rent faktisk kan se frem til i kroner og ører. Og 2% mener slet ikke, at de vil modtage så meget som en rød reje.
Vi vil have fingrene i feriepengene
Der er næsten ingen tvivl: De fleste vil have fat i deres feriepenge. Faktisk har 61,9% svaret, at de vil ansøge om at få pengene udbetalt til deres konto.
Men der er alligevel en del af os, der gemmer vores NemID væk og venter med at smutte forbi borger.dk for at få fat i vores penge.
Således har næsten 1 ud af 5 danskere endnu ikke taget stilling til, om de vil have fat i pengene nu, eller om de vil vente til de engang forlader arbejdsmarkedet. Det samme tal finder vi hos de danskere, der allerede har besluttet, at de vil lade pengene stå, hvor de er.
Og det er der flere årsager til.
Flere personer har i undersøgelsen svaret, at de ikke vil ansøge om de indefrosne feriepenge, da skattefar vil snuppe en stor portion topskat af beløbet. Andre har derimod skrevet, at de ikke mangler pengene nu og derfor vil lade dem stå, så de kan få dem, når de når pensionsalderen.
Opsparing snupper førstepladsen
Nu til det helt store spørgsmål. Hvordan vil vi bruge alle de knaster, der kommer ind på kontoen?
Til dette spørgsmål kunne de deltagende i undersøgelsen vælge flere svarmuligheder.
Og meget tyder det på, at det især bliver sparegrisen, der kommer til at blive fedet ekstra godt op af vores indefrosne feriepenge. 34,9% vil nemlig skyde en del af deres penge ind på deres opsparingskonto.
Men feriepengene kommer også til at lune godt i butikkernes kasseapparater. Således svarede 1 ud af 4 danskere, at de vil skrue op for forbruget og købe nye ting, såsom en ny computer, cykel eller andre større køb.
Vi vil også gerne vinke farvel til vores gæld. 24,4% har nemlig sat kryds ved, at de vil bruge en del af deres feriepenge på ekstraordinære afdrag til deres lån.
Det kunne tyde på, at vi er ret vilde med investeringer. For hver femte dansker har intet imod at forvandle deres frosne gysser til investeringer, der i det lange løb vil lune godt økonomisk.
Og vil du bruge dine feriepenge på at fylde indkøbskurven med en ekstra god flaske Amarone og saftige kvalitetsbøffer fra slagteren?
Så er du ikke alene.
16,6% vil nemlig inkludere pengene i deres husholdningsbudget og bruge dem til at forsøde hverdagen og få mere luft i budgettet.
Kun få vil booke ferie
I en tid, hvor coronakrisen stadig raser, er det de færreste, der vil pakke kufferten og flyve sydpå til varme strande, turkisblåt hav og kulørte drinks. Kun 6,8% har nemlig svaret, at de vil bruge deres penge på at koble af og holde ferie.
Det kan dog også være svært at vide, om man helst vil fyre tusindkronesedler af på forbrug eller gemme dem sikkert væk på opsparingskontoen. Derfor har 6,8% svaret, at de endnu ikke har taget stilling til, hvad de vil med den ekstra pose penge, der lander på deres konto.
Og sidder du spændt derhjemme og venter på, at din bedre halvdel dukker op med en fin indpakket gave til dig, har vi nogle dårlige nyheder til dig. For det er kun 4,8%, der vil bruge deres feriepenge på gaver.
7,1 milliarder på 7 timer
Det lader altså til, at vi er vilde efter at få fat i vores indefrosne feriepenge.
Det blev også bekræftet d. 29. september, da der blev åbnet op for at vi kunne ansøge om vores penge: På kun 7 timer blev der ansøgt om hele 7,1 milliarder kroner!
Så nu må vi blot vente og se, om det er vores opsparing, der kommer til at eksplodere af alle de penge, eller om de bliver startskuddet til en kæmpe forbrugsfest 🎉
Om undersøgelsen
Undersøgelsen er baseret på en spørgeskemaundersøgelse, hvor i alt 802 respondenter har deltaget.
Relaterede indlæg
Studieliv, Familieliv, Sparetips, Pengevaner
Sparetip: Bliv bevidst om dit dataforbrug og vælg det rette mobilabonnement
Få et samlet overblik over alt det du behøver at vide, før du vælger dit mobilabonnement.
Sparetips, Pengevaner, Familieliv
Spiir anbefaler: 5 lyd- og e-bøger til dig, som ønsker at ændre forbrugsvaner.
Få tips, motivation og meget mere med disse 5 disse bøger 🎧
Sparetips, Pengevaner, Familieliv
Spiir anbefaler: 7 lyd- og e-bøger om penge, forbrug og økonomi, der er guld værd
Få inspiration til sparetips, investeringer og meget mere med disse bøger 🎧