Familieliv
8 budgetvenlige madpakker sprængfyldt med energi til hele familien
Madpakker. Suk. Eller hvad? For nogle er madpakke-smøringen en sjov og hyggelig familieaktivitet. For andre er det et halvhjertet projekt, der bare skal overståes.
Det er fristende at give lille Oscar en 20’er med til en sandwich fra skoleboden og selv snuppe dagens ret i kantinen. Men i det lange løb er det ikke en god forretning for dig og dit dankort.
Madpakken behøver ikke indeholde otte forskellige elementer med pynt, gejl og en ekstra suprise. Til gengæld vil du sikkert gerne være foruden alt for mange halve stykker schulstad med leverståhej. Det handler om at finde den gyldne middelvej, hvor alle kan være med - både i udførelsen og økonomisk.
Her får du otte bud på en budgetvenlig og sund madpakke, som holder dig og resten af familien kørende til en lang dag på arbejdet og studiet.
1. Ristet rugbrødssandwich med cremet tunsalat
Mæt i lang tid? Rugbrød er fyldt med mættende kerner, og tunsalat er en billig vej til protein og en masse gode omega-3-fedtsyrer. En nem, sund og mættende madpakkeidé med ganske få ingredienser.
Pris for fire sandwiches: cirka 30 kroner
2. Kartoffelmadder med mayo og urter
Hvem elsker ikke den klassiske kartoffelmad? Nup et par kartofler, som alligevel er levnet efter aftensmaden. Anret på rugbrød og top med mayo, salt og urter efter eget valg. Vi anbefaler purløg eller syltede rødløg.
Pris for fire hele med kartoffel: cirka 20 kroner
Bonusinfo: Kartoflen er fyldt med kostfibre, jern, magnesium, B6- og C-vitamin. Hvis du undgår at smide kartoflen i frituregryden, er den særdeles fedtfattig. Kog den i letsaltet vand, helst med skræl på, og kun lige til kartoflen er mør.
3. Tacos med hurtig pulled chicken, salsa og grønt
Har I rester fra gårsdagens aftensmad? Her er et sikkert og billigt madpakke-hit til både store og små.
Pulled kylling er delikat og mætter som bare pokker. I en kombination med tacos eller tortillawraps, en købt eller hjemmelavet salsa samt dit favoritgrønt, vil studiekammerater og kolleger fortryde deres køb i kantinen, når de ser din kick-ass mexi-madpakke.
Pris for fire kyllinge-wraps: cirka 50 kroner
4. Kyllingefrikadeller med salat af tomat, mozzarella og basilikum
Rester længe leve! Kyllingedeller til aftensmad? Lav dobbeltportion og brug halvdelen af dellerne til morgendagens madpakker. Sammen med verdens nemmeste salat - den klassiske caprese tomatsalat - får du her en lækker og sund madpakke.
Pris for fire salater med deller: cirka 40 kroner
5. Pastasalat med feta, tomater, oliven og rød pesto
Pasta: den studerendes bedste ven. Og det er ikke uden grund. Pasta er billig, hurtigt at lave og mætter - især hvis du vælger fuldkornsversionen. Lav en stor omgang pastasalat med dine favoritsmage eller det, du lige har i køleskabet. Så er madpakkerne ordnet på nul komma fem.
Pris for pastasalat til fire personer: cirka 40 kroner
6. Snegle med snack-grønt ‘on the side’
Endnu en bage-favorit. Og nej, vi tænker ikke på de små slimede dyr fra skovbunden, men på pestosnegle, spinatsnegle og pizzasnegle. Lav en klassisk gærdej og fyld sneglene med ingredienser efter eget valg. Server med gulerods- agurke- og peberfrugtstave ‘on the side’. En billig madpakke-klassiker, som går rent hjem hos både børn og voksne.
Pris for 20 pizzasnegle: cirka 70 kroner.
7. Pirogger med oksekød og tzatziki-dip
Hiv ungerne eller studiekammeraterne med i køkkenet og fyld fryseren op med madpakke-bagværk. Prøv blandt andet disse fantastiske pirogger og server dem med tzatziki, humus, ketter eller din egen favorit-dip.
Pris for 14 pirogger til fryseren: cirka 50 kroner
8. Æggewrap med spinat, friskost og laks
Vil du have superkræfter til arbejdsdagen? Så prøv en mushy æggewrap med friskost, spinat (du ved, det Skipper Skræk spiser) og røget laks. Hvorfor superkræfter? Jo, nu skal du høre:
Æg er en billig proteinkilde og sprængfyldt med gode næringsstoffer. Spiser du æg over en længere periode, vil du opleve øget koncentration, bedre reaktionstid og en højere stresstærskel. Æg er altså som skabt til madpakken!
Laks er en af de rigeste kilder til omega-3-fedtsyrer, der er gode for både hjernen og kroppen, som øger mæthedsfornemmelsen og stabiliserer blodsukkeret. Selvom laks ikke er den billigste fisk i køledisken, skal du i denne madpakke bruge ganske få andre ingredienser, som forhåbentlig vejer det op for den dyre laks.
Pris for fire æggewraps: cirka 60 kroner
Var der noget, der fristede? Vi håber, at du med disse otte madpakkeidéer er blevet inspireret til næste madpakke-kreation. Madpakker kan nemlig sagtens være spændende, sunde, mættende og billige på én og samme tid. Velbekomme 🥕🌯😋
Relaterede indlæg
Studieliv, Familieliv, Sparetips, Pengevaner
Sparetip: Bliv bevidst om dit dataforbrug og vælg det rette mobilabonnement
Få et samlet overblik over alt det du behøver at vide, før du vælger dit mobilabonnement.
Sparetips, Pengevaner, Familieliv
Spiir anbefaler: 5 lyd- og e-bøger til dig, som ønsker at ændre forbrugsvaner.
Få tips, motivation og meget mere med disse 5 disse bøger 🎧
Sparetips, Pengevaner, Familieliv
Spiir anbefaler: 7 lyd- og e-bøger om penge, forbrug og økonomi, der er guld værd
Få inspiration til sparetips, investeringer og meget mere med disse bøger 🎧