Sparetips

6 fede hacks til en ferie med overskud i pengekassen

Caroline Sølver 22-02-2018

“At rejse er at leve”. Sådan sagde den folkekære H. C. Andersen engang. Og hvor havde han ret. For findes der noget bedre end at have udsigt til en uges ferie?

Måske går turen til Rom, hvor du kan nyde en ægte italiensk gelato og kaste mønter i Trevi-fontænen. Eller måske falder valget på vildmarken i Norge, hvor du kan opleve storslået, betagende natur og tilbagelægge en masse kilometer til fods?

Vi kan hurtigt blive enige om, at der burde være mere tid til ferie. Tid kan vi desværre ikke forære dig, men til gengæld er vi klar til at give dig de bedste tips til, hvordan du kan komme på ferie med overskud i pengekassen.

Rejs uden for skoleferien

Sådan kan du rejse mere

Det er ikke nogen hemmelighed, at prisen på både flybilletter og hotelovernatninger stiger, når du booker ferie i de ‘officielle’ ferier - altså omkring jul, påske og i skolernes sommerferie.

Har du muligheden og fleksibiliteten, er det klogt at booke ferie uden for skoleferierne. Kan du tage afsted i en forlænget weekend i februar? Kan du holde fri i november eller januar frem for hele juleferien eller påskeferien? Så er der i hvert fald penge at spare!

Byt Paris ud med Budapest

Rejs til Buapest

London, Paris og New York er helt fantastiske byer, og der er ikke noget at sige til, at de står højt på listen over ‘dream destinations’ for de fleste. Men heldigvis, og til manges store overraskelse, findes der massevis af andre fantastiske storbyer og destinationer, der er lige så interessante, og som samtidig er langt mere skånsomme for din bankkonto.

Hvad med at skifte London, Paris og New York ud med noget lidt mere hemmeligt, mindre hypet og mere budgetvenligt? Hvad med Berlin? Eller en tur til en af de mange smukke byer i Polen? Eller Budapest?

Der er mange muligheder. Er du tømt for ideer, kan du starte med at gå ind på lavpris-flyselskabernes hjemmeside og se, hvor de flyver hen. Du kan flyve med Ryanair til Budapest for 250 kroner. Eller med Norwegian til Krakow i Polen for under 500 kroner. Det må siges at være en budgetvenlig start på ferien, og så får du tilmed én på opleveren.

Planlæg dig til gratis oplevelser

Ønsker du at få en fed ferie, er planlægning en vigtig forudsætning.

Undersøg eksempelvis hjemmefra hvilke gratis seværdigheder eller museer, du vil opleve. Det er nemlig ofte sådan, at museer, selv de mest populære af slagsen, har én dag om ugen, hvor der er gratis entré. Eller research dig til anbefalelsesværdige restauranter på Trustpilot, så du ikke risikerer at spilde penge på et dårligt måltid mad.

Planlægning betaler sig!

Start din egen bed’n’breakfast (minus breakfast)

Udlejning gennem Airbnb eller andre udlejningssider er en genial måde at tjene lidt ekstra skejser på din bolig, imens du ligger ved poolen i Sydfrankrig.

Opret en profil på Airbnb, snap et par fotos af din ‘humble flat’ og lad bookingreservationerne vælte ind.

Pengene kan passende bruges på en god middag efter en dag ved stranden eller noget andet, der forsøder din ferie.

Swap away

Gider du ikke betale i dyre domme for hoteller eller ferielejligheder, når du er ude at rejse? Så benyt dig af bolig-swap!

Det er rimelig simpelt: find en ‘swap’ i udlandet, der kunne tænke sig at holde ferie i Danmark og aftal med vedkommende, at I bytter bolig. Det kræver selvfølgelig lidt arbejde, held og koordinering, men med den rette planlægning er der masser af penge at spare. Penge, du kan gemme til næste års rejse, eller som kan gå til en ekstra dagsudflugt, billeje eller shopping på din kommende ferie.

Der findes forskellige hjemmesider, som faciliterer bolig-‘swaps’. Du kan også prøve dit held med boligbytning på Craig’s List eller forskellige Facebook-grupper.

Budgetvenlig ferie

Når du nu er afsted på ferie, behøver du ikke at gå amok med shopping og dyre restaurantbesøg for at få en mindeværdig ferie.

Eiffeltårnet ser nemlig lige så smukt ud, hvis du nyder udsigten med en picnic i parken foran, som hvis du nyder det fra Shangri Las rooftop med en frokost til mere end 500 kroner.

‘You get the point’: du kan få en lige så fed ferie, hvis du træffer budgetvenlige valg undervejs. Det behøver langt fra at betyde, at du skal spinke og spare. Nej, det betyder bare, at du måske prioriterer at spise på restaurant et par gange i løbet af ferien frem for tre gange dagligt. Vupti: sådan kan du komme på ferie med overskud i pengekassen.

Nu er det op til dig. Hvor går turen hen næste gang? ✈️☀️

Har du hørt om vores app?

Med Spiir har det aldrig været nemmere at få overblik over dine penge og forbrug. Appen klarer automatisk tallene for dig, så du altid er på toppen af din økonomi.