Pengevaner

6 fantastiske ting, du kan bruge dine hårdtopsparede penge på

Caroline Sølver 14-08-2018

“Husk nu at spare nogle penge op, for en dag får du brug for dem”. Den kommentar har du sikkert hyppigt fået serveret af mor eller far. De gamle er heldigvis ikke så tossede endda, og fordi du har lyttet til dem, står nu en fed sum penge på din bankkonto, som du troligt har sparet op.

Godt klaret! Men hvad skal pengene gå til? Skal de bare have lov at stå og blomstre på kontoen? Eller skal de bruges på tandlægeregninger og depositum til ny lejlighed?

At bruge penge kan føles surt. For lige meget hvad du bruger dem på, vil du ende med at have færre penge, end du havde før. Derfor handler det netop om, at du skal bruge dine hårdtopsparede penge på noget, der vil gøre dig glad. Sådan helt ned i maven.

Her får du seks forslag til fantastiske ting, du kan bruge dine hårdtopsparede penge på.

Hvad skal du bruge din opsparing på

Brug dine penge på noget, du virkelig har ønsket dig

Den der seje blender, der vil tage din madlavningshobby til et helt nyt niveau, men som du ikke har købt, fordi den koster på plussiden af 2.000 kroner. Den arkitekttegnede stol, som vil følge dig resten af dit liv. Eller den dyre taske, som du længe har savlet over. Du har helt sikkert et par materialistiske drømme, der koster mange penge, og som du ikke helt kan få dig selv til at kaste en masse pengesedler efter.

Men hvorfor ikke? Pengene står på din opsparing, og du har i lang tid ønsket dig noget, der på den ene eller anden måde vil forære dig en form for materialistisk lykke. Når du i fremtiden kigger på dit drømmekøb, vil du blive ramt af en følelse af selvtillid, fordi du sparede op og formåede at købe dette til dig selv. Go for it!

Brug pengene på at realisere en stor drøm

Drømmer du om at springe i faldskærm i Australien? Flyve i helikopter over Indlandsisen på Grønland? Eller drømmer du om at skrive en bog og få den udgivet? Vi har alle drømme, og når voksenlivet ’kicker’ ind, kan det være svært at bryde ud af hverdagsboblen og rent faktisk vække drømmen til live.

Men nu hvor du har pengene på opsparingen, har du muligheden for netop at få gjort noget ved dine drømme! Hvad holder dig tilbage?

Brug dine penge på at gøre noget godt for andre

Du har endelig monetos til at tage spenderbukserne på og være den, der inviterer dine forældre på en overdådig middag. Eller til at være den, der planlægger en weekendtur for dig og din bedste ven. Now is the time!

I en verden med MobilePay kan det engang imellem være svært at finde den generøse side frem, men prøv alligevel. Det føles nemlig rigtig rart at forkæle og sige ‘it’s on me’!

Brug dine penge på oplevelser

Hvordan skaber vi minder? Det gør vi gennem oplevelser. Oplevelserne behøver ikke at være noget, du har drømt om hele dit liv.

Det kan være, at du kommer i tanke om, at du gerne vil i Zoologisk have med familien. Eller en tur i forlystelsespark i barndommens fodspor. Eller måske din ven ringer og spørger, om du vil med på ferie, og der ikke er noget, du hellere vil – jamen, du tager da bare med! Selvom oplevelser ikke nødvendigvis behøver at koste en bondegård, kan penge i den grad være med til at skabe gode minder.

Brug dine penge på at lære noget nyt

Kunne det ikke være meget sjovt at lære spansk? Eller at fortsætte hvor du slap med trompet-spilleriet, som du gik til, da du var lille? Eller hvad med årskort til forskellige museer, du kan besøge, så tit du vil? Med andre ord: kunne det ikke være sprødt at bruge pengene på en hobby? Hobbyer kan dog hurtigt blive dyre, hvis de indebærer undervisning.

Men skidt med det, for du har pengene, og det er helt oplagt at bruge dem på at berige dit liv med at lære noget nyt!

Bruge dine penge på at føle dig sikker

Selvom indlægget handler om, at du skal bruge din opsparing på noget, der gør dig glad, kan der også være glæde ved at have nogle penge stående på din opsparing, hvis du havner i en økonomisk skrøbelig situation. En form for sikkerhed i rede penge, der kan skabe tryghed.

Med en opsparing kan du trække vejret og vide, at du eksempelvis har råd til at betale den uforudsete tandlægeregning eller få erstattet din cykel, som blev nakket i sidste uge.

Med disse måder at bruge penge på kan din opsparing give dig frihed til at gøre det, du drømmer om og har lyst til. Og det er da uvurderligt. Nu er spørgsmålet bare:

Hvordan vil du bruge din opsparing?

Har du hørt om vores app?

Med Spiir har det aldrig været nemmere at få overblik over dine penge og forbrug. Appen klarer automatisk tallene for dig, så du altid er på toppen af din økonomi.