Pengevaner

5 akavede pengesituationer og hvordan du tackler dem

Asbjørn Dyhr Madsen 14-09-2018

“Shit, det var akavet!
“Hvorfor gjorde du det?”
“Hold kæft hvor var det pinligt”

Du kender det sikkert: du er på shopping med din ven, som spotter muligheden for at krejle sig til en god besparelse. “Penge sparet er jo penge tjent”. Du begynder at ønske, at du kunne camouflere dig som en af de mannequin-dukker, der står i vinduet.

Hos Spiir synes vi, at der er stor værdi i at dele de oplevelser, du har med penge. Store som små.

Derfor har vi samlet fem akavede pengesituationer og lidt tricks til, hvordan du håndterer dem. Måske kan du genkende dig selv eller en ven i nogle af dem? 😄🤭

Pricy insta-mad

mad restaurant penge

Din veninde har inviteret dig med ud at spise på det her nye sted, hvor maden skulle være ‘the bomb’. Dine tænder løber allerede i vand, når du læser dig gennem menukortet. Lige indtil du finder ud af, hvad retterne koster.

Wow!

Det kan godt være, at det er god mad. Men at skulle betale 450 kroner for en hovedret, bare fordi hønen på din tallerken engang har trasket rundt udendørs og spist masser af økologisk foder, det er liiiige i overkanten af, hvad dit dankort vil være med til.

Din veninde forsikrer dig om, at det her måltid bliver alle pengene værd. Hun glææææder sig til at tage Instagram-billeder af maden, så hendes 322 følgere ved, at hun er helt med på den nyeste ‘food trend’.

Der er ingen skam i at fortælle din veninde, at det altså er lidt for ‘pricy’ et måltid til dig og dit dankort. En ægte veninde vil kunne forstå det og sikkert hoppe med på en restaurant, der er lidt billigere, men som stadig serverer insta-venlig mad. Pris og kvalitet går ikke altid hånd i hånd. Især i studiebyerne kan du finde overdrevet lækker mad til rimelige penge. Så måske du faktisk kan påvirke din blogger-veninde til at være trendy til mere overkommelige priser? 🤷

Du får dem, når jeg har fået løn!

penge løn venner

Du har den her fantastiske ven, som altid er vildt sjov og dejlig at bruge tid sammen med. Du kan altid regne med ham.

Meeen!

Ingen af os er perfekte. Når klokken endelig har slået weekend, og det skal fejres, foregår det ofte på den lokale bar. Det er god stil at skiftes til at give en omgang, men din ven er aldrig den første til at sige: "It’s on me". Når det endelig sker, er det først efter lang tids overtalelse.

Det er også den samme ven, der tilfældigvis har glemt sine smøger derhjemme, og som liiige skal låne en halvtreller til en øl.

'No matter what': han er en virkelig god ven, så du låner ham med glæde penge. Tilbagebetalingen kommer dog sjældent prompte. Det er derfor en god idé at væbne dig med tålmodighed og vænne dig til at høre sætningen: “Du får pengene den første,” et hel del.

Nogle venner kan nemt se gennem fingre med denne types ‘ømme punkter’, og andre kan ikke. Vil du undgå at rage uklar med din ven over lånte penge, smøger og andet, du er sød at trække op af lommen til din homie? Overvej om du kan leve med, at du måske aldrig ser de 1000 kroner, 10 pakker smøger og alverdens omgange øl igen.

“I wanna be a millionaire”

pizza venner millionær penge rig

Ville du også ønske, at du havde lidt ekstra dollars at gøre godt med, så du kunne købe den der nye taske, telefon, computer eller noget helt fjerde, du drømmer om?

Alle de ting har din ven allerede. Hun har altid penge på kontoen... eller det ser i hvert fald sådan ud. For hun køber lige præcis det, hun har lyst til, og før du ser dig omkring, har hun også hevet dig med til forbrugsfesten. Et læsegruppemøde sammen med hende medfører nemt, at I lige smutter ned efter kaffe på Starbucks, køber mexicansk til frokost og runder dagen af med en tur i biffen, fordi hun er sindssygt god til at få det til at lyde som århundredets bedste idé. Pengene? Tja, dem kan du bekymre dig om senere, hvis det stod til din veninde.

Det er ikke fedt at sige nej! Men hvis du synes, det er grænseoverskridende, at din bankkonto hiver efter vejret, hver gang din veninde får en festlig ide, så er her et råd til, hvordan du kan tackle situationen:

Snak med din veninde og forklar problematikken, så hun kan se den fra din side. Måske tjener din veninde flere penge end dig, og så er det klart, at hun kan smutte en tur til Sydspanien i tide og utide. Men det behøver ikke at sætte en stopper for jeres venskab, at du ikke har råd til at tage med. I skal bare lige forventningsafstemme, hvilke ting I kan lave sammen, der ikke koster ‘big bucks’, men som stadig er sjove og hyggelige at samles om.

First date, who pays?

første date penge restaurant menu

Hvis vi for alvor skal have fat i én af sværvægterne inden for akavede pengesituationer, så må det være dating. Den evige pardans, hvor du bare skal følge de ‘uskrevne regler’ - eller hvad? 💑

Ud over at du gerne vil fremstå så sød, charmerende og intellektuel som muligt på daten, så skal du igennem et ritual, som ikke altid følger ‘normen’: Betalingen.

Kigger vi på de ældste i samfundet, og da de datede, var det helt normalt at manden betalte. Men dengang var det også standard at manden trak stolen ud for sin date og var en gentleman ud over det sædvanlige 😏

Nutiden ser lidt anderledes ud. Det er 'tinder-tider', hvor I ofte tager ud og spiser for at se hinanden an. Er han god nok til dig? Eller skal du tidligt hjem og fortælle dine veninder om ham i en gruppechat?

Hvis du drømmer om at slå benene væk under din date, så er det vigtigt, at I er enige om, hvordan ‘stævnemødet’ skal foregå. Det lyder måske usexet, men tag lige en hurtig snak, inden I sidder på restauranten og spiser pasta med kødboller a la Lady og Vagabonden. Og bliv enige om, hvem der betaler regningen, og om I skal drikke dyr champagne eller billige fadbamser. Når I ved det, kan I gå 'all in' på resten af pardansen.

Special price for you my friend

prisprutteri pris penge shopping

Når de gør deres entre, giver det genlyd i hele butikken:

Den ven, der nægter at acceptere en bestemt pris. Ham, der står i elektronik-afdelingen, hijacker den nærmeste medarbejder og så ellers begynder sin kamp:

“Hvaaa, den der computer, kan du ikke gøre det billigere for mig?”. At være tilskuer til en krejler-ven kan bringe en helt ny form for akavethed op i de fleste. Din eneste tanke er sikkert: “Ej det gør du bare ikke, nej nej nej!” 🤭

Selvom du synes, at det er monster-akavet, når din ven prutter en computer til 15.000 kroner ned til 10.000 kroner, så er det faktisk lige netop en sådan situation, du kan lære allermest af. Prøv at sætte dine krummede tæer til side og lyt godt til din vens krejler-tricks. Sug til dig og test dem af næste gang, du skal ud at shoppe - hvis du tør. Der kan ikke rigtig ske så meget ved at prøve.

Hva’ så? Kunne du genkende nogle af situationerne? Vi er alle forskellige, så du vil helt sikkert opleve igen og igen, at dine venner overtræder dine grænser for, hvordan du opfører dig med dine penge. Træk vejret dybt. Grin lidt. Og tænk på hvordan du kan lære noget eller snakke med dine venner om et alternativ, så du kan få det bedste ud af situationen.

Har du hørt om vores app?

Med Spiir har det aldrig været nemmere at få overblik over dine penge og forbrug. Appen klarer automatisk tallene for dig, så du altid er på toppen af din økonomi.