Pengevaner

45-årige Pernille: Sådan gik jeg fra overforbrug til opsparing

Karen Johanne Iversen 10-01-2018

“En dag sad jeg i banken og kunne ikke længere betale min husleje. Selvom jeg troede, at banken var et sted, hvor jeg kunne få hjælp, så fik jeg bare den kolde skulder. Men så gik det op for mig, at der jo kun er én, der kan hjælpe mig ud af problemerne. Og det er mig selv. Dér fik jeg et seriøst wakeup call”.

Der er jo kun én, der kan hjælpe mig ud af problemerne. Og det er mig selv.

Pernille Hjortkjær er 45 år og uddannet antropolog. Til daglig driver hun sin egen virksomhed, som beskæftiger sig med ledelsesrådgivning og forandringsprocesser. Hun har styr på pengesagerne, sparer op og investerer. Men sådan har det ikke altid været.

For bare fem år siden stod Pernille uden opsparing eller økonomisk overskud. Hun levede, med egne ord, fra hånden til munden med et business i frit fald, gæld, mistillid fra banken og det hun selv kalder for sløsede forbrugsvaner.

På kort tid formåede hun at samle sig selv op, gå fra overforbrug til opsparing og vende et helt liv med pengeskam til positiv fremgang.

Nedgang i forretning uden buffer

forbrug research forretning Det store vendepunkt for Pernille startede, da hun for et par år siden mistede store ordrer i sit firma, måtte tage afsked med medarbejdere og havde et overtræk i banken, som ikke var bevilget. Der var ingen buffer til at dække de uforudsete udgifter, og pludselig overtog banken mange af hendes økonomiske sager - både privat og professionelt:

“Banken ville have, at jeg skulle hæve min pension, så de kunne få nogle af alle de penge, jeg skyldte dem. Og så skulle jeg begære mig konkurs, så jeg kunne komme på offentlig understøttelse. Det var et kæmpe hak i selvtilliden, og jeg havde en følelse af, at jeg var elendig til det, jeg lavede. Min omsætning gik markant ned, og til sidst kunne jeg ikke betale min egen husleje”, fortæller Pernille.

Det var et kæmpe hak i selvtilliden, og jeg havde en følelse af, at jeg var elendig til det, jeg lavede.

Men Pernille gav ikke op. I stedet gik hun hjem og begyndte at sætte en masse ejendele til salg på DBA, forhandlede lavere renter på sine lån og gjorde noget, man typisk ikke ser en højtuddannet, selvstændig kvinde gøre: samle flasker.

“Det lyder måske sølle, men når jeg var ude at gå, samlede jeg pantflasker. Det gik op for mig, at når man går en helt almindelig tur, kan man sagtens finde et par kroner. Det var egentlig ikke for pengenes skyld, men inde i mit hovede blev jeg bevidst om, at pengene er der. Det er bare et spørgsmål om at opdage dem”, konstaterer Pernille.

En skizofren pengeopdragelse

Pernille har siden ungdomsårene været god til at tiltrække penge gennem godt betalte studiejobs. Men pengene blev altid brugt med det samme. En del af forklaringen ligger i den skizofrene pengeopdragelse, hun er vokset op med:

“Min ene forælder har altid været påpasselig og sparsommelig med pengesagerne, hvor den anden ikke gik op i at spare, men til gengæld købte lækre, dyre ting og god kvalitet” fortæller Pernille og fortsætter:

“Vi var meget dårlige til at tale om penge i min barndom, og det førte altid til skænderier. Jeg fik en fornemmelse af, at penge er farligt og skaber splid. Derfor var det nemmest, at penge var noget, der hurtigt forsvandt igen, for så skulle jeg ikke forholde mig til dem”.

Var der penge, skulle de bruges

forbrug shopping tøj I dag kan Pernille se, at den opdragelse, hun havde med hjemmefra, har haft afgørende indflydelse på hendes forhold til penge og de udfordringer, de har skabt for hende:

“Jeg har i mange år syntes at tilbudsrytteri er så forkasteligt, fordi det minder mig om frygten for ikke at have penge nok. Så jeg har nærmest gjort det modsatte ved at købe dyrere og større ind. Var der penge, skulle de bruges”, husker Pernille.

Jeg var bare sløset med mine penge.

Især i tøjbutikker blev kreditkortet flashet i stor stil:

“Engang stod jeg i en tøjforretning og kunne ikke beslutte mig for hvilken af de tre udsete kjoler, jeg skulle købe til aftenens fest. Derfor købte jeg dem alle tre, selvom jeg kun skulle bruge én af dem. Og så blev kvitteringen væk, så jeg ikke kunne returnere de to andre kjoler. Jeg var bare sløset med mine penge, og hvordan jeg opbevarede mine værdibeviser”, konstaterer Pernille.

100-kroners-princippet

Efter den økonomiske nedtur tog Pernille fat om sløseriet, som havde spredt sig til alle pengesager i hendes liv. Og hun startede med at kigge på kassekreditten, der havde vokset sig alt for stor, fordi han havde en vane med at forhøje den, hvis hun stod og manglede knaster:

Da der var gået to måneder, var min kassekredit væk. Det var en vild oplevelse!

“Jeg blev bevidst om, hvor mange tusinde kroner jeg hvert år i de sidste 20 år havde betalt i renter for at gøre brug af kassekreditten. Derfor bad jeg banken om at nedskrive min kassekredit med 100 kroner hver dag, indtil kreditten var væk. 100 kroner svarer cirka til to kopper ‘to go’ kaffe om dagen, og på en måned bliver det til 3000 kroner. Da der var gået to måneder, var min kassekredit væk. Det var en vild oplevelse!”, fortæller Pernille og fortsætter:

“Det var en åbenbaring. For det gik op for mig, hvor meget jeg kunne rykke mig ved dagligt at nedskrive lidt, og ikke kun månedligt. Det kan hurtigt blive abstrakt, hvis man lover sig selv at smide lidt over på opsparingen hver måned. Ved i stedet at gøre det hver evig eneste dag, blev det til en daglig påmindelse om, at jeg hele tiden kom et skridt tættere på målet”.

Fra småbeløb til opsparing

Det viste sig hurtigt, at taktikken med at flytte sig krone for krone, var den bedste løsning for Pernille. 100-kroners-princippet hjalp hende derfor også igang med at starte en opsparing:

“Da kassekreditten var væk, lavede jeg nogle daglige overførsler på småbeløb til mine forskellige opsparingskonti. Det er så små beløb, at jeg ikke lægger mærke til det, når de forsvinder fra lønkontoen. Men når jeg så kigger på, hvor meget det løber op i på en måned, bliver jeg helt vildt glad”, fortæller Pernille.

Det gav bare så meget power og energi at se mine penge vokse.

I løbet af kort tid fandt Pernille ud af, hvor meget energi der var i at opleve økonomisk fremgang, spare op og ændre pengevaner:

“Det gav bare så meget power og energi at se mine penge vokse, at det også smittede af på min indtjening i firmaet. Pludselig begyndte jeg at tjene penge igen, så det blev til sådan en positiv spiral”, fortæller Pernille stolt.

Sparer op til fremtidsdrømme

Alle ændringerne har medført, at Pernille nu kigger fremad og sparer op til sine fremtidsdrømme:

“Jeg er blevet bevidst om, hvad jeg vil med mit liv og mine penge. Ikke kun nu og her, men også om ti år. Jeg vil gerne have opbygget en forretning, som gør, at jeg kan leve af den, uanset om jeg sidder i Paris eller i New York. Derfor er jeg allerede nu nødt til at tage nogle beslutninger med min økonomi og min forretning, som kan opfylde det ønske”, forklarer Pernille og fortsætter:

Jeg er blevet bevidst om, hvad jeg vil med mit liv og mine penge. Ikke kun nu og her, men også om ti år.

“Det handler om at erstatte varme beslutninger med kolde beslutninger. Varme beslutninger er som at tisse i bukserne: det giver en god følelse lige nu og her, men på længere sigt giver det ingenting. Mine fremtidsdrømme er de kolde beslutninger, som jeg glæder mig til at indfri”.

Deler ud af egne erfaringer

Foto: Karin Majland

Det har været en vild rejse for Pernille. Hun er glad for det sted, hun er landet i dag, men hun ville ønske, at hun havde lært noget mere om penge i løbet af sin opvækst, og at der var nogen, der havde fået hende til at tænke over, hvad hendes penge skulle bruges til i fremtiden. Den nyfundne energi bruger hun i dag derfor på at hjælpe andre med deres pengesager:

“Dybest set tror jeg, vi er her på jorden for at hjælpe andre mennesker med nogle af de erfaringer, vi selv har gjort os. Hvis andre kan lære af det, jeg har været igennem, er det jo bare ‘win win’. I dag er jeg uddannet coach, jeg har siddet i bestyrelser i forskellige virksomheder og har selv kunder i min egen forretning, som jeg hjælper med økonomi og mange af de samme mindsets, jeg selv har benyttet mig af”, siger Pernille og smiler afklaret.

Pernilles bedste råd: lær om penge på den interessante måde

Kan du nikke genkendende til Pernilles historie? Her kommer hun med sine bedste råd til, hvordan du undgår at ryge i økonomiske vanskeligheder:

“Interessér dig for og lær noget om penge. Gør det til noget interessant og forbind ikke kun penge med tarvelige budgetskemaer og renters renter. Benyt dig af pengeapps såsom Spiir, meld dig ind i forskellige penge-grupper på Facebook, læs bøger om pengepsykologi og investér dine penge”.

Jeg er blevet bevidst om, at jeg skal bruge mine penge på at investere i noget, der kan lave flere penge.

Har du været igennem en økonomisk krise, holder du måske på pengene med arme og ben af frygt for at miste dem igen. Men det er ikke tilfældet hos Pernille:

“Jeg er blevet bevidst om, at jeg skal bruge mine penge på at investere i noget, der kan lave flere penge. Det handler om at få pengene til at arbejde for mig, så de kan give et afkast. Så i stedet for at købe den nye iPhone X, så køber jeg aktier i Apple. Altså: jeg køber firmaer i stedet for at købe ting. Det giver flere pengestrømme og indtægtskilder, så pengene laver flere penge helt af sig selv”, forklarer Pernille afslutningsvis.

Har du hørt om vores app?

Med Spiir har det aldrig været nemmere at få overblik over dine penge og forbrug. Appen klarer automatisk tallene for dig, så du altid er på toppen af din økonomi.