Familieliv

10 sparetips når I skal købe babyudstyr

Cecilie Asaa 07-03-2017

13.761 kroner. Så meget bruger nybagte forældre i gennemsnit på udstyr til det første barn, inden det bliver seks måneder. Det viser en undersøgelse, som YouGov lavede for Penge- og Pensionspanelet i 2015.

At få et barn er en lykkelig begivenhed i de fleste forældres liv, også selvom det både koster på nattesøvn, fritid og bankkontoen. Spiir kan ikke hjælpe jer med få en bedre nattesøvn eller flere timer for jer selv. Men vi kan hjælpe jer med at få lidt ro på den økonomiske front. Bleer, sparkedragter, babyalarm og barnevogn behøver ikke at koste jer kassen.

Spiir giver her ti tips som inspiration til at spare penge, når I skal ud at investere i udstyr til jeres baby.

1 Gratis babypakker

Gratis babypakker

Mange supermarkeder og butikker vil gøre alt for at få jer som kunder, når I som forældre begynder at bruge flere penge på babysager. Derfor lokker de med en gratis babypakke, som promoverer bleer, sutter, bamser, salver og andre produkter, som I får brug for, når I venter jer.

Fordelen for jer er, at I gratis kan hente pakker fra så mange butikker, I orker, og på den måde indkassere en masse gratis udstyr at starte op med og samtidig få prøvet forskellige mærker af uden at skulle betale for det.

Hvis I googler ‘babypakke’, dukker der flere lister op på nettet, og så er det bare at slå jer løs. De fleste pakker skal I skrive jer op til på nettet, inden I henter i butikkerne.

2 Lån tøj og udstyr

Lån byt eller del babyudstyr

Der er helt sikkert nogle i jeres omgangskreds, der enten har fået børn eller skal have barn samtidig med jer. Familie, venner, bekendte. Jeres barn kan kun passe sparkedragter i størrelse 56 i en måneds tid, liften bliver for lille efter et halvt år, og ammepuden har I ikke længere brug for, når mor stopper med at amme. Når I er færdige med tøj og udstyr, så står det bare og fylder i kælderen. Lån, arv, byt, del. Der er mange gratis måder hvorpå både I, jeres venner og familiemedlemmer kan få gavn af hinandens udstyr.

3 Genbrug til spotpriser

Køb brugt babyudstyr

Jeres barn er ligeglad med, om barnevognen er forrige års model eller bodystockingen er i en farve, der er gået af mode. I kan købe læssevis af brugt babytøj og -udstyr, og en stor del af det er næsten så godt som nyt. Hvad med en hel sæk tøj for 300 kroner på DBA eller appen Reshopper, hvor I kan købe og sælge børneudstyr. Går I i butikkerne, kan I knap nok få tre bodystockings for de samme penge.

4 Gør det selv

Gør det selv babyudstyr

Er I lidt handy, kan I spare penge på selv at lave babyudstyr. Kunne I for eksempel tænke jer at sove med barnet tæt på jer om natten, kan en ‘bedside crib’ være en fordel. Men i stedet for at købe én i dyre domme, som barnet alligevel kun kan være i, til det cirka bliver et år, kan I fjerne den ene side af en tremmeseng og hægte den åbne tremmeseng fast til jeres seng. Nemt og simpelt, og så har I en seng til lang tid. For når barnet bliver stort nok til at sove selv, sætter I blot tremmerne tilbage på sengen.

Se eksempelvis denne fikse måde Lise og Michael fra Nybyggerne selv har lavet en 'bedside crib'.

Læs også: Spiir kårer: De 15 bedste gør-det-selv boligindretnings-blogs i Danmark

Bor I i en lejlighed og har I svært ved at finde plads til puslebordet, kan I købe et lille væghængt bord i Ikea og bruge det som puslebord. Det sparer jer plads men også kroner og ører i forhold til at købe et færdiglavet væghængt puslebord.

Tænk også i gør-det-selv på andre områder. Eksempelvis er det billigere for jer at købe kartofler og grøntsager og selv koge babymos, end det er at købe mos på glas.

Kun fantasien og jeres gør-det-selv-evner sætter grænser for, hvad I kan kaste jer ud i af hjemmegjort babyudstyr.

5 Søg gratis rådgivning i babybutikker

Gratis rådgivning om babyudstyr

Når I skal ud at investere i nogle af de store poster som barnevogn, autostol og tremmeseng, kan det være nyttigt at søge rådgivning i babyudstyrsbutikkerne. Få en ekspedient til at vise jer forskellige typer og mærker på barnevogne, og få ekspedienten til at fortælle om fordele og ulemper. I er ikke indlagt til at købe noget, men kan bruge det som god inspiration til at få et overblik uden at skulle bruge flere timer på research hjemmefra.

Når I har besluttet jer for den model, I ønsker jer, er det nemt at lede efter en tilsvarende ældre model på brugtvareportaler. En barnevogn koster fra ny i omegnen af 10.000 kroner. En brugt kan I købe for helt ned til under 1000 kroner.

I kan også prøve at finde den nyeste model billigt udenlands. Eksempelvis koster en Baby Jogger City Elite klapvogn i Danmark omkring 5000 kroner, men hvis I køber på den engelske side Pushchairs kan I cirka skære 2000 kroner af prisen. Tyske Idealo er også en god udenlandsk side at købe teknikudstyr som babyalarm, termometer og lignende til baby på.

6 Hold styr på børnepengene med Spiir

Hold styr på børnepengene med Spiirs app

Så snart jeres lille guldklump er kommet til verden, vil I modtage børnepenge. I 2017 får I 4491 kroner udbetalt hvert kvartal ind til barnet er to år. Det skæpper godt i kassen, for der vil hele tiden være nyt, I skal købe ind.

Læs også: Kommende forældre: Det skal I forberede bankkontoen på

Børnepengene kan dog nemt gå hen at blive ædt op af husleje, mad og andre daglige udgifter og forbrugsudgifter. Det kan derfor være en god idé at finde gode måder at holde styr på pengene.

Spiir er et rigtig godt værktøj til at kategorisere alle jeres indkøb af udstyr og babyting. I kan ‘tagge’ alle poster relateret til jeres barn med eksempelvis #VoresLilleSkat. Så får I et nemt og overskueligt overblik over, hvor mange pengesedler i kaster efter ting til jeres barn. Vil I gerne holde jeres fobrug af babyudstyr inden for de 4491 kroner, I får i børnepenge, kan I sætte et ‘forbrugsmål’ og så vil Spiir hjælpe jeg med at holde jer på sporet.

Vil I have et endnu mere afgrænset overblik, kan I flytte børnepengene over på en anden konto end mors lønkonto eller den fælles madkonto. På den måde kan I løbende tage af pengene, når I får brug for at købe ny flyverdragt eller legetøj til den lille. I skal blot være opmærksomme på, at det ikke er en særlig god forretning for jer at have penge til at stå og blomstre på en almindelig indlånskonto. Her bliver de lige så langsomt ædt op af nulrenter og inflation. I kaster så at sige penge ud ad vinduet, hvis aktiviteten på kontoen er lav.

7 Smartphone lige ved hånden

Brug smartphonen til at fotografere baby

Det er fristende at smide penge efter det nyeste spejlreflekskamera, når nu alle tiders motiv bliver født ind i familien. Men overvej en ekstra gang, om det er nødvendigt at bruge penge på.

De fleste billeder vil blive taget i helt almindelige hverdagssituationer. Hvem gider nørkle med at finde det rigtige f-stop eller ISO-tal i det sekund, jeres tumling smiler for allerførste gang? Brug i stedet jeres smartphones. Dem har I alligevel altid ved hånden, og de tager glimrende fotos til formålet.

8 Gratis babyaktiviteter

Gratis aktiviteter med baby

Find de gratis aktiviteter, I kan tage afsted til med jeres barn. Bibliotekerne samarbejder ofte med Sundhedsplejen om blandt andet korte babyforedrag, legeaktiviteter og sundhedstjek af babyer. Folkekirken byder gratis indenfor til babysalmesang: En form for sang, leg og rytmik for de mindste. For mor kan det være godt at komme med i en mødregruppe for at snakke med andre mødre og lade jeres barn møde jævnaldrende.

Der er mange muligheder for gratis aktiviteter. En simpel gåtur i skoven med barnevognen kan være lige så forfriskende som en tur til babysvømning. Vær kreativ, der er mange gode stunder med jeres barn, som ikke behøver at tære på bankkontoen.

9 Billige bleer kan være lige så gode som de dyre

Billige bleer er lige så gode som dyre bleer

Der er et hav af forskellige ble-mærker, I kan vælge imellem, og det kan være en jungle at gennemskue, hvilke bleer der er de bedste til prisen. De fleste supermarkeder producerer deres eget mærke og sælger samtidig de store mærker som Libero og Pampers.

På nettet kan I finde forskellige ble-tests, og I vil opdage, at det ikke altid er de dyreste bleer, der scorer højest. Aldis mærke ‘Vibelle’ har eksempelvis scoret rigtig højt i både tests fra Forbrugerrådet Tænk og Vores Børns bletests. En pakke bleer fra Vibelle i størrelse tre koster 83 kroner for 90 bleer. Det er under en krone per ble. Til sammenligning koster 52 Libero Touch bleer i samme størrelse 115 kroner. Altså 2,21 kroner per ble.

Det handler meget om pasform og sugeevne, når I skal vælge den rette ble til jeres barn. Har I mod på at prøve jer frem, kan I hente gratis babypakker i butikkerne (se sparetip 1), som også indeholder bleprøver, og lave jeres egen lille test.

10 Ønsk jer praktiske ting

Ønskeliste babyudstyr

Det er ikke alle ting til barnet, I har brug for lige fra fødslen. Klapvognen kan vente, legetøj er ikke så spændende for barnet de første par måneder, og en høj stol skal I først bruge, når barnet kan sidde selv.

Familie og venner vil gerne lykønske og komme med gaver, når den lille er født. Ønsk jer derfor nogle af de ting, I kommer til at få brug for på længere sigt, også praktiske ting. Det er rigtig fedt at få tøj, som jeres guldklump kan bruge, når det er et år eller et lækkert legetæppe, som I får brug for efter nogle måneder. Så skal I ikke selv rende byen tynd eller tage stilling til indkøb, samtidig med at I har hænderne fulde med den dejlige nye verdensborger.

Spiir ønsker jer alt det bedste med jeres nye rolle som forældre og med at få udstyret i hus med en god besparelse. Vi håber, det kan giver jer lidt luft i budgettet til en velfortjent tur i biffen, mens bebs bliver passet, når bleskift og amninger stiger jer til hovedet.

Har du hørt om vores app?

Med Spiir har det aldrig været nemmere at få overblik over dine penge og forbrug. Appen klarer automatisk tallene for dig, så du altid er på toppen af din økonomi.