Studieliv
10 glimrende måder at tjene hurtige penge på, når du er på røven
Har du også ‘too much month at the end of your money?’
Det er sidst på måneden… og selvom du måske ikke har særlig meget lyst til det, tjekker du alligevel din konto. Her får du bekræftet, at du frem til lønningsdag ikke har helt nok penge til at leve, som du foretrækker. Færre café-burgere, mere havregrød.
Men hvorfor egentlig det? Ville det ikke være fedt at tjene lidt ekstra håndører, så din konto ikke behøver at se så sort ud?
Det kan godt være, at du ikke er rig på penge lige nu, men måske du i stedet er rig på tid. Tid, du kan omsætte til penge, hvis du bare lige finder et par timers arbejde.
Her er ti mere eller mindre hurtige og alternative måder, du kan tjene penge på.
Babysit for folk i din omgangskreds
De fleste forældre trænger til en ‘night-out’, lidt alene-tid og forkælelse i ny og næ. Men det kræver en babysitter. Og der er her, du kommer ind i billedet!
Du kender sikkert en masse hårdtarbejdende forældre, der godt kunne bruge en pause fra skrigende børn og ulvetimer. Alt du skal gøre, er at tilbyde dig selv som babysitter. Hvis du er heldig, får du lynhurtigt et par børnepasnings-tjanser og kan stikke en god sjat penge i lommen.
Hvis ikke det lykkes dig at finde nogle forældre i din omgangskreds, der har brug for en friaften, kan du tjekke care.com ud, hvor forskellige babysitter-jobs bliver slået op.
Luft hunden og tjen penge
Er du mere til hunde, kan du blive hundelufter, hundesitter, hundepasser, eller som de kalder det i Hollywood-filmene: ‘dog walker’.
På care.com og jobbi.dk kan du gennemgå opslag fra hundeejere, der søger hjælp til at få passet ‘menneskets bedste ven’. Nogle har behov for at få luftet hunden i dagtimerne, andre om natten. Andre igen har måske behov for at få hunden passet i flere dag, fordi de er bortrejst.
Hvis ikke du har held med at blive hundelufter via de ovenstående links, kan du forsøge dig med den gammeldags metode: Skriv et opslag, hvor du tilbyder din hjælp, print det ud og hæng det op i dit nærområde. Så er der ikke langt til at tjene penge.
Hjælpsomt barnebarn
Eller nevø eller kusine eller søn. Ok, summa summarum: Tag en runde i dine familiære relationer. Har din onkel brug for hjælp til at slå græs? Ville din mormor elske, hvis du kom en gang om ugen eller måneden og gjorde rent hos hende?
Der er helt sikkert nogle i din familie, som har brug for hjælp til et eller andet. Hjælp, som du selvfølgelig kan tilbyde mod et par håndører. Og måske kære mormor endda byder på en lang pause med hjemmebagt kage og kaffe ;-)
Sælg dine ting online
Som de fleste har du sikkert skabene fyldt til randen med tøj, sko, bøger og sager… som du dybest set ikke bruger. Ting og sager, du kan tjene penge på! Måske en anden vil være overlykkelig for de par sko, der bare står i dit skab og samler støv. Og lænestolen, du aldrig bruger, kan nogle andre få glæde af.
Én mands skrald - en anden mands guld.
Det er nemt at omsætte dine sager til guld. Det kræver en oprydning, at du tager nogle billeder af de ting, du vil af med, og oprette annoncer på DBA, Trendsales, Tradono eller Gul og Gratis. Så er det bare at afvente, at folk slår til.
Book en stand på et loppemarked
Hvis du har rigtig meget ‘skrammel’, du gerne vil af med, kan det måske betale sig for dig at købe en stand på et loppemarked og sælge ud af dine sager på én gang.
Brug en halv dag på at gennemgå alle dine ting, saml dem du gerne vil af med og hiv en søndag ud af kalenderen, hvor du gør det som super-sælger på et loppemarked.
På markedskalenderen.dk kan du finde en oversigt over, hvor der er loppemarkeder i dit nærområde. Derfra kan du undersøge, hvordan du får fat i en stand, og hvad det koster.
Lektiehjælp: Tilbage til de gode gymnasietider
Savner du folkeskole- eller gymnasietiderne? Som lektiehjælper kan du få en bid af de gode tider tilbage. Der findes nemlig flere hjemmesider, hvor du kan tilbyde dig som lektiehjælper.
Du opretter en profil, hvor du tilføjer de fag og de niveau, du kan hjælpe i. Måske du er dygtig til geografi - men er det på 7. klasses-niveau eller 3.g-niveau?
Her er forskellige lektiehjælpsider, du kan tjekke ud:
- Lektiehjælpere.dk
- Gokarakter.dk
- Mentordanmark.dk
De fleste lektiehjælps-hjemmesider fungerer sådan, at når du har oprettet en profil, kan elever henvende sig til dig. Derefter kan I skrive sammen for at finde ud af, om I skal mødes fysisk, eller om det kan klares online. Hvad lønnen skal være. Og hvad du helt præcist skal hjælpe med.
Simpel jobsøgning med apps
Hvis du spørger dine forældre, hvordan du kan tjene lidt skejser, vil de måske råde dig til at skrive et opslag og hænge det op i det lokale supermarked.
Det virkede sikkert da de var unge (og i enkelte tilfælde stadig i dag), men verden er lidt anderledes anno 2018. Alt foregår digitalt nu. Også jobsøgning!
Prøv eksempelvis apps som Meploy og Simplyjob. Her kan du både finde småjobs, hvor du skal hjælpe Fru Nielsen med dagligvareindkøbene, eller lede efter mere faste jobs som for eksempel tjener.
Facebook is your friend
Facebook er et kæmpemæssigt netværk. Det betyder, at du kan finde Facebook-grupper med relation til alt muligt forskelligt. Det inkluderer selvfølgelig også jobs.
Med lidt søgesnilde kan du finde grupper i dit nærområde, hvor der dagligt bliver postet jobopslag. Et eksempel er denne Facebook-gruppe. Herfra er det nemt at gennemgå opslag og se, om der er noget, der matcher det, du leder efter.
Bed om ekstra timer
Har du allerede et arbejde, og handler det bare om, at du godt kunne bruge et par ekstra hundredelapper sidst på måneden?
Måske du kan tage en snak med din chef. Spørg pænt om der er mulighed for, at du får en ekstra vagt om måneden. Et par ekstra timer. Eller…. måske du endda kan overveje at bede om lønforhøjelse? Hvad der er passende og mulighed for, ved du bedst selv!
Kig dit budget efter i sømmene
Nu har du fået en håndfuld tips og tricks til, hvordan du kan tjene ekstra skejser. Men inden du slår dig løs som hundelufter, babysitter eller lektiehjælper, kan du overveje, om du kan finde lidt penge ved at kigge dit forbrug efter i sømmene.
Nogle gange skal der ikke særlig store justeringer til, for at du frigiver lidt ekstra om måneden. Måske du kan skære et par to-go-kaffer fra eller drikke øl med gutterne på en bar, der er knap så dyr.
Du kan også bruge vores Spiir-app til at få overblik over, hvordan du bruger dine penge, og samtidig kan sætte mål for, hvor meget du vil bruge på eksempelvis fastfood, tøj eller kantinemad.
Om du skal til at søge job, have fat i din familie, være ‘dog-walker’ eller måske bare ændre lidt i dit forbrug, er helt op til dig! Du ved bedst. Forhåbentlig kan disse ti tricks hjælpe dig på vej til at få ‘more money at the end of your month’.
Relaterede indlæg
Studieliv, Familieliv, Sparetips, Pengevaner
Sparetip: Bliv bevidst om dit dataforbrug og vælg det rette mobilabonnement
Få et samlet overblik over alt det du behøver at vide, før du vælger dit mobilabonnement.
Sparetips, Pengevaner, Familieliv
Spiir anbefaler: 5 lyd- og e-bøger til dig, som ønsker at ændre forbrugsvaner.
Få tips, motivation og meget mere med disse 5 disse bøger 🎧
Sparetips, Pengevaner, Familieliv
Spiir anbefaler: 7 lyd- og e-bøger om penge, forbrug og økonomi, der er guld værd
Få inspiration til sparetips, investeringer og meget mere med disse bøger 🎧